Tager man alle tragedierne og problemerne i betragtning, er det en succes for Bashar al-Assad, at han efter fire et halvt års ødelæggende borgerkrig stadig kan kalde sig for præsident over Syrien.
Selvom han har mistet kontrollen over hovedparten af de syriske landområder, bor flertallet af de syrere, der ikke er flygtet fra landet, i områder kontrolleret af ham.
Meget andet er der dog ikke at fejre for den syriske præsident, når han i dag runder 50 år. Siden krigen brød ud i 2011, er fundamentet for hans regime langsomt blevet udhulet, siger den svenske Syrien-ekspert Aron Lund, forfatter til flere bøger om landet og redaktør for den amerikanske tænketank Carnegies netportal ”Syria in Crises” (Syrien i krise).
”Langsomt, men sikkert, og nok langsommere end mange havde forventet, smuldrer regimet. Der er stadig et fungerende statsapparat i Damaskus og andre store byer, men i udkanten af regimet ser vi, at magten falder til lokale ledere, og mange steder er det selvstændige militser i stedet for en egentlig hær, han har til at kæmpe for sig,” siger han.
At Assad nu i flere år har kæmpet indædt for at bevare sin rolle som præsident i Syrien, virker paradoksalt historien taget i betragtning.
Den sky mand var ikke den naturlige arvtager til magten fra sin far, Hafez al-Assad, og han havde aldrig vist stor interesse for hverken militær eller politik. I stedet blev han uddannet læge og flyttede til London for at specialisere sig i øjensygdomme. Her blev han også gift med Asma al-Akhras.
Men da hans langt mere hårdkogte storebror, Bassel al-Assad, døde i et trafikuheld, blev der vendt op og ned på arvefølgen, og øjenlægen endte med at blive præsident. I 2000 overtog han magten i Syrien. At han stadig kan kalde sig præsident, kan han først og fremmest takke Iran og Rusland for, der under konflikten har holdt hånden under hans regime.
”Assad bliver mere og mere afhængig af udenlandsk hjælp. Indtil videre har Rusland og Iran hjulpet, men der er naturligvis en grænse for, hvor langt de kan og vil strække sig,” siger Aron Lund.
Assad er først og fremmest presset af oprørsgrupper og ekstreme, militante islamister som Islamisk Stat, der siden foråret har formået at erobre stadig flere byer fra regimet. Men hans styre er også presset indefra. Den syriske økonomi er det seneste år gået markant tilbage, blandt andet fordi han har tabt vigtige oliefelter. Det har fået priser på mad og benzin og andre basale varer til at stige og presse de syrere, der bor i Assad-kontrollerede områder.
”Det gør for alvor ondt på hans regime. Han har en meget loyal gruppe af tilhængere i både Damaskus og ved kysten. Men der er grænser for, hvor meget de kan klare. Disse mennesker vil næppe slutte sig til oprørerne, men de kan pakke deres tasker og rejse. Det vil bringe Assad i knibe,” siger Aron Lund.
t lyspunkt er der dog for Assad i denne tid. De seneste dage har der været flere forlydender om, at Rusland er ved at forstærke landets tilstedeværelse i Syrien og opbygge flere militærbaser langs Syriens kyststrækning. Der er stadig ikke mange bekræftede oplysninger om russernes oprustning i Syrien, men meget tyder på, at det er et led i en øget kamp mod Islamisk Stat. Rusland ser, i modsætning til Vesten, Assads regime som en vigtig forudsætning for, at kampen mod Islamisk Stat kan lykkes.