Det kan være svært at forestille sig selv når man er her. Libanon vest for Syrien er hovedaftager af de nu mere end to millioner syrere, som er flygtet fra bombardementer, giftgasangreb og myrderier. Flere end 700.000 syriske flygtninge opholder sig nu i Libanon. Hertil kommer alle de, som har krydset grænsen uden at lade sig registrere.
LÆS OGSÅ: Syrien-debat deler vandene i USA
En af de registrerede er Mariam Taha. Sammen med sine fem børn i alderen 2-11 år bor hun lige uden for byen Zahle i Bekaa-dalen, på vejen mellem Damaskus i Syrien og Beirut i Libanon. Bor er måske så meget sagt. Hun opholder sig i en overdimensioneret træboks med et par vinduer, tre meter til loftet og omtrent fem meter fra væk til væg. Ved siden af hendes midlertidige hjem er placeret endnu en overdimensioneret træboks. Her opholder en anden familie sig.Begge bokse er stillet til rådighed af Dansk Flygtningehjælp, som yder hjælp i form af tag over hovedet, mad og hygiejneartikler til omkring 25.000 nye syriske flygtninge hver måned. Mariam Taha blev flygtning for 10 måneder siden. Hendes mand blev dræbt på gaden i begyndelsen af krigen i sommeren 2011. Der var et bombeangreb i den gade, han befandt sig i, men om det var selve bomben, eller det biluheld, bomben medførte, som dræbte ham, ved hun ikke. Uden mandens indkomst som lastbilchauffør kunne hun hverken forsørge sig selv eller børnene trods svigerforældrenes hjælp, og da hendes onkel, en taxachauffør, tilbød at køre hende over grænsen, slog hun til.Grænsen er blot en times kørsel fra, hvor hun nu befinder sig, men trods den korte afstand måtte hun passere checkpoints fra både Assad-tropper og oprørsstyrker. Kampene hørte hun heldigvis først om, da hun havde passeret grænsen.
Den træboks, Mariam Taha nu lever i sammen med sine fem børn, heraf en handicappet datter, er minimalistisk i ordets mest bogstavelige forstand. Tre store gulvtæpper, fire madrasser, et par kasser med tæpper og tøj, et plastic-guldur på væggen samt et lille fjernsyn, som spiller arabisk musik.
Hun lever af den mad, hun får fra FN og Dansk Flygtningehjælp, så den dag, krigen ophører, og regimet falder, er jeg den første til at tage tilbage, som hun siger.Mariam Tahas situation og hendes flygtningehjem giver et lille, men retvisende, billede af livet for de syriske flygtninge i Libanon. Her er ingen kilometerlange rækker af FN-telte i flygtningebyer på størrelse med Aarhus eller København. Her er ingen umiddelbare skrækbilleder som de fra afrikanske hungersnødskatastrofer, hvor døden, elendigheden og håbløsheden synes uendelig. Men mindre kan også gøre det.For her er familier, som mangler en mor, en far, en bror eller en søster. Her er mennesker, som mod deres vilje har måttet flygte fra deres hjem af frygt for at blive det næste offer for et Assad-kontrolleret bombefly eller vilkårlige skudsalver fra oprørerne. Ifølge estimater fra flere humanitære organisationer bor omkring 80 procent af de syriske flygtninge i regionen uden for regulære teltlejre. I Libanon er tallet 100 procent.For i Libanon er syriske flygtninge ikke flygtninge på samme måde, som flygtninge er det mange andre steder.Den libanesiske regering hjælper i samarbejde med humanitære organisationer flygtningene, men på grund af årtiers ofte negativ erfaring med palæstinensiske flygtningelejre i landet ønsker regeringen ikke at oprette nye lejre.På den måde illustrerer Mariam Tahas trækassehjem flygtningesituationen i landet, som enten selv eller med ngo-hjælp betaler for at bo der. Ofte er der blot tale om et betonskelet af et hus, hvor familierne finder sig til rette.
LÆS OGSÅ: En straffeaktion gør ondt værre
Mariam Taha er heldig. Den familie, som ejer grunden, hvor hun og børnene bor, hjælper dem med både mad, køkkenudstyr og toiletfaciliteter. Alligevel er hun på ingen måde i tvivl om, hvor hendes fremtid er.
I Syrien. Når krigen slutter, vil hjælpen fra FN stoppe, så jeg skal hjem, hvor jeg kender folk, så jeg kan skaffe noget at leve af, siger hun.Men mens krigen står på, må de humanitære organisationer skaffe mad på bordet for flygtningene. Det gør blandt andet Dansk Flygtningehjælp. I en kontorbygning i hovedstaden Beirut fortæller australske Rachel Routley, organisationens kommunikationschef, hvordan man forsøger at hjælpe flygtningene i en situation, som i øjeblikket snarere bliver værre end bedre.Af natur accepterer libaneserne syrerne, som til gengæld er meget fleksible. Men lige nu kommer der simpelthen for mange. Nogle libanesiske familier har 30 syrere boende på to værelser, og det forsøger vi at afhjælpe med de midlertidige box shelters (trækasse-husene, red.).Flygtningehjælpen samarbejder med den libanesiske regering om at hjælpe flygtningene og holder sig af princip fuldstændig ude af politiske spørgsmål. At regeringen nu for alvor træder til, skyldes langt hen ad vejen det store flygtningepres på det libanesiske samfund, forklarer Rachel Routley.De fattigste libanesere risikerer at blive marginaliseret under flygtningepresset, og derfor er vores største fokus parathed. Vi skal være - og er - parate til at sørge for, at flygtningene får hjælp til mad og husly.Og behovet for parathed er bestemt til stede. Lige nu synes det underordnet, hvem du støtter, og hvilken etnisk eller religiøs gruppe, du tilhører som syrer. Alle flygter. Også Abu Usama.Han og hans familie bor i træboksen ved siden af Mariam Tahas. Efter råd fra Dansk Flygtningehjælp lader han sig interviewe under et andet navn. Der er der en god grund til. Den grå betonmur, han står foran, er broderet med hvide skriblerier. Blandt andet med forbandelser af Syriens præsident, Bashar al-Assad.Da Assads styrker for alvor begyndte at angribe, blev det rigtig slemt. Først var det rebellerne, men da først Assads styrker satte ind, gik det galt. Bare det at skaffe et brød tog 12 timer, og Assad-styrkerne forsøgte at true os til at aflevere brødet til dem. Vi vil gerne tilbage, for vi har et hus, men huset er tæt på vigtige militærpunkter, så indtil videre tør vi kun at blive her.
