For godt tre uger siden forlod 34-årige Housam sammen med sin kone, 30-årige Buoshra, Syriens største by, Aleppo. Med sig havde de ud over deres datter på fire år og søn på otte år Buoshras 22-årige bror Ahmad og et par rygsække. Bag sig efterlod de en by i ruiner, et hus, der ikke længere eksisterede, og hvori Housams far og søster var blevet dræbt af en bombe.
Da det skete, fik Housam metalsplinter i låret og skridtet, og efter at have udholdt fire år med krig besluttede den lille familie, at det var på tide at flygte, fortæller Housam i et lille blåt festivaltelt på havnen i Samos By:
”Engang var Aleppo en smuk by med mange indbyggere. I dag er det en stak murbrokker, og kun få mennesker bor der stadig. Der er ingen vand, ingen elektricitet, intet internet. Jeg elsker Syrien, jeg havde mit liv der, mit arbejde og min familie, men vi kan ikke blive der. Russerne bomber, amerikanerne bomber, (præsident, red.) Assad dræber alle, og Islamisk Stat er helt ude af kontrol.”
Efter angrebet på familiens hus har han smerter i benet og lysken, men ser alligevel ikke andre muligheder end at tage den lange vandring op igennem Europa for at finde tryghed og sikkerhed for familien.
”Min søn har mareridt hver aften. Han vågner og skriger. Hører han en høj lyd, bliver han bange, fordi han tror, det er bomber. Her i lejren har han svært ved at finde ro, men det er min drøm, at når vi kommer til Tyskland, Sverige eller Danmark, at så han kan sove trygt”, siger Housam.
Ved tanken om alle forhindringerne, der venter forude, trækker Housam, Buoshra og Ahmad på skuldrene, for de ser ikke anden udvej end at forsøge. De er ved at løbe tør for penge, og derfor er det vigtigt for dem at komme hurtigt videre - også fordi de ikke ved, om landene længere mod nord stadig vil tage imod flygtninge, når de kommer frem.
Det er et stadig tilbagevendende samtaleemne i lejren på Samos Havn, og der følges intensivt med på de sociale medier og i nyhederne, siger Ahmad og viser nogle af siderne på sin smartphone.
”Krigen stopper ikke i Syrien, fordi de bygger hegn i Europa eller bestemmer, at vi ikke kan få asyl. For børnenes skyld må vi finde sikkerhed og skabe en ny tilværelse.”
Lige nu venter den lille familie på at få deres papirer fra de græske myndigheder, så de kan betale de 50 euro per voksen for at rejse med færgen til Athen. Derfra ved de, at de skal mod nord, men hvilke grænser, de skal krydse, og hvordan situationen er, hvor de kommer frem, er en ukendt faktor for dem.
De håber bare, at de snart kommer til at opleve den dag, hvor sønnen sover uden at vågne med mareridt, og de kan komme i gang med deres nye liv, siger Boushra.
”Min mand er skrædder, jeg er frisør, og min bror var i gang med en uddannelse på universitetet i Aleppo i arabisk og journalistik. Vi kan arbejde, vi vil arbejde og forsørge os selv, som vi gjorde det i Aleppo, det er vores drøm - og vi håber, at det er muligt i Europa.”
Kristeligt Dagblad har valgt ikke at bringe familiens efternavne af hensyn til deres pårørendes sikkerhed i Syrien.