For Syriens kristne og drusiske mindretal har Assad-familiens mangeårige diktatur haft en altoverskyggende fordel. Med jernhånd har alawit-mindretalsstyret sørget for en stabilitet, hvor alle befolkningsgrupper holdes i skak af styret, og hvor islam bruges som det mest effektive skræmmemiddel.
LÆS OGSÅ: "Slagteren fra Deraa"
Islam er en strategi, som styret bruger til at holde sig ved magten. Det islamistiske alternativ bruges til at skræmme kristne og andre mindretal, siger Elie Elhadj, der er tilknyttet den israelske tænketank Gloria.
Derfor er der ingen skænderier og ingen tværreligiøse spændinger, så længe Assad har magten. Men samtidig masser af mindretalsfrygt for, hvad der måtte ske, når diktatoren ikke længere kan beskytte de få mod de mange.
Derfor har kristne og drusere holdt sig væk fra balladen og gadekampene i de seneste tre måneders oprør mod Bashar al-Assad. De tør ikke tirre præsidenten af frygt for gengældelse, men samtidig frygter de også, at maskerne i Assads sikkerhedsnet vil blive til så store huller, at livet i sidste ende kan blive meget sværere for de to mindretal, der begge er overbeviste om, at de vil få det meget værre under et sunnimuslimsk flertalsstyre. Tommelfingerreglen for ikke-muslimske mindretal i Mellemøsten er i dag, at hvis muslimske ekstremister får frie tøjler, så går det straks ud over dem, der ikke tror på Muhammed som profet. Også i Syrien.
Den frygt fik for nogle måneder siden den græsk-ortodokse patriark i Syrien, Ignatius IV, til at ytre sin egen og sin menigheds uforbeholdne støtte til Bashar al-Assad.
Hele menigheden støtter Assads styre med hele hjertet, skulle patriarken have fortalt præsidenten.
LÆS OGSÅ: "Assad skruer bissen på i Syrien"
I Syrien udgør de kristne omkring otte procent af den samlede befolkning, druserne omkring fire, mens Assads egen alawit-befolkning er på mellem 13 og 15 procent. Resten er sunnimuslimer.
De kristne ser, hvad der sker i andre lande. Specielt hvad der er sket i Egypten efter regimeskiftet, der har ført til endnu flere angreb mod kristne og kirker. De er naturligvis bange for, at det også vil ske i Syrien, siger Jerry Dykstra, talsmand for den kristne organisation Open Doors i USA.
Men man ser også den samme opdeling mellem den kirkelige ledelse og de kristne borgere som i Egypten. Mange unge kristne deltager således i de syriske demonstrationer på oppositionens side, lige som de kristne koptere i Egypten tog aktiv del i demonstrationerne mod Hosni Mubarak. Men kirkens ledere indtager alle det samme standpunkt som den koptiske pave gjorde i Egypten. Nemlig solid opbakning til magthaverne.
Blandt de syriske drusere mærkes den samme angst for at lægge sig ud med styret, og med det der ventes, hvis Assad falder.
Under de seneste uroligheder i de israelsk besatte Golanhøjder sagde drusiske ledere klart, at man foretrækker at se Assad fortsætte. Flere unge drusere, der er af den modsatte opfattelse, er blevet udstødt fra det drusiske samfund.
De etniske kurdere i de nordlige dele af Syrien har også i store træk holdt sig fra at tage del i demonstrationerne mod styret. Denne primært sunnimuslimske gruppe udgør omkring 10 procent af befolkningen, og forklaringen på deres forholdsvise tavshed over for Assad menes at bunde i, at de ikke opfatter kampen mod landets diktator som øverste prioritet. Kurdernes kamp er en helt anden national kamp, der strækker sig over fem lande, og som handler om kurdisk selvstændighed. Ikke en kamp om, hvem der sidder på tronen i Damaskus.