Syv år efter Islamisk Stats folkedrab lever yazidierne stadig i frygt for muslimske naboer

Syv år efter Islamisk Stats folkedrab lever yazidi-mindretallet stadig i frygt for deres muslimske naboer. Og den irakiske regering gør ingenting, lyder anklagen

4Yazidier på flugt fra Islamisk Stat i august 2014 i grænselandet mellem Irak og Syrien. Det lykkedes tusinder af irakiske yazidier at flygte fra Islamisk Stat, efter at kurdiske soldater åbnede en ­korridor fra Sinjarbjerget ind i Syrien. Men yazidier føler sig ­stadig ikke beskyttet i Irak syv år efter folkedrabet.
4Yazidier på flugt fra Islamisk Stat i august 2014 i grænselandet mellem Irak og Syrien. Det lykkedes tusinder af irakiske yazidier at flygte fra Islamisk Stat, efter at kurdiske soldater åbnede en ­korridor fra Sinjarbjerget ind i Syrien. Men yazidier føler sig ­stadig ikke beskyttet i Irak syv år efter folkedrabet. Foto: Rodi Said/Reuters/Ritzau Scanpix.

Da hele verden så de dramatiske billeder fra Iraks Sinjarbjerg i august 2014, hvor madvarer og vandflasker blev kastet ud fra en lavtflyvende helikopter til det religiøse yazidi-mindretal, vidste ingen, at denne episode ville udvikle sig til Islamisk Stats største forbrydelse. Et folkedrab.

Som i så mange andre tilfælde den sommer indledte Islamisk Stat den 3. august et massivt angreb. Denne gang i området ved den irakiske by Sinjar, hjemsted for størstedelen af Iraks yazidier. Omkring 50.000 af dem nåede at flygte op på Sinjarbjerget, som hurtigt blev omringet af IS-krigere. Og kun takket være en modig krigsmanøvre fra kurdiske soldater lykkedes det at åbne en korridor, hvor yazidierne på bjerget kunne flygte i sikkerhed til Syrien og derfra tilbage til flygtningelejre i de kurdisk kontrollerede områder i Irak.

Men tusinder nåede ikke så langt. Mandlige medlemmer af yazidi-mindretallet blev stillet i lange rækker af Islamisk Stat og skudt på stedet. Kvinder og piger helt ned til seks års-alderen blev sat på lastbiler, der kørte dem til Mosul, hvor de blev solgt som sexslaver i det nyoprettede kalifat. Ifølge FN blev flere end 6000 yazidier dræbt i angrebet, og op til 7000 kvinder og børn blev taget som slaver.

I dag, syv år senere, kæmper yazidi-mindretallet for at rejse sig igen og vende tilbage til en værdig tilværelse i sikkerhed. Men 2800 yazidier er stadig meldt savnet mere end to og et halvt år efter, at Islamisk Stat blev erklæret endeligt besejret også i Syrien. Mange af dem menes fortsat at være slaver i IS-familier i Irak og Syrien. Samtidig er hjælpen udefra minimal, og mange familiers huse ligger stadig i ruiner. De seneste års fund af flere end 80 massegrave i Sinjar-området og det faktum, at mange af yazidiernes arabiske naboer, der også tog aktiv del i drab og slavehandel, ikke er blevet retsforfulgt, indgyder frygt hos det traumatiserede mindretal.

”Mange yazidier nægter at vende tilbage til deres landsbyer,” siger Khalid Elias Rafo, tidligere chefredaktør for ugeavisen Dijlah, der blev udgivet i den irakiske Nineveh-provins.

Khalid Elias Rafo bor i dag i Tyskland og er en af dem, der dagligt kæmper for at skabe opmærksomhed om yazidiernes skæbne.

”Årsagen til, at de ikke vil vende tilbage er, at yazidierne ved, at deres tidligere arabiske naboer er deres fjender. De samarbejdede med Islamisk Stat, og er aldrig blevet holdt ansvarlige for det folkedrab, de tog del i,” siger han.

Symbolsk irakisk indsats

Irak har mange problemer at forholde sig til, og yazidi-mindretallet har aldrig stået øverst på Bagdad-regeringens dagsorden.

”Regeringen interesserer sig ikke for yazidierne,” siger Khalid Elias Rafo, der mener, at forklaringen dels er, at regeringen er bundkorrupt, og dels, at den først og fremmest repræsenterer Iraks muslimske flertals interesser.

Omkring 160.000 yazidier er vendt tilbage til Nineveh-provinsen, siden Islamisk Stat blev fordrevet fra Sinjar i november 2015, men cirka 210.000 bor stadig i de kurdiske selvstyreområder i det nordlige Irak. Størstedelen af dem i indhegnede teltlejre.

Murad Ismael, grundlægger og formand for uddannelsesinstitutionen Sinjar Academy, placerer også hovedansvaret for, at det går trægt med at forbedre yazidiernes vilkår, hos den irakiske regering.

”Hvis vi ser bort fra sikkerhedsaspektet, er der endnu ikke afsat finansiering fra staten til genopbygning af ødelagte huse, og der er ikke lagt nogen plan for at genoplive den lokale økonomi,” siger Murad Ismael.

Indtil videre har den irakiske regerings indsats fortrinsvis haft symbolsk karakter. Som i foråret 2021, da man efter to års drøftelser vedtog en lov, der i princippet anerkender Islamisk Stats overgreb som et folkedrab. Loven kaldes de overlevende yazidi-kvinders lov, og omfatter også erstatning, rehabilitering og udvikling af økonomiske planer. Men i Irak er der ofte langt mellem love og implementering af dem.

”Der har ikke været nogen organiseret international indsats eller irakisk indsats for at lede efter de resterende 2800 fanger,” siger Murad Ismael.

En repræsentant fra yazidi-samfundet, der har bosat sig i landsbyen Sinuni nord for Sinjar-bjerget, kalder den irakiske regering for ”apatisk”.

Han ønsker ikke at fremstå med sit navn, da han frygter for regeringens reaktion. Kristeligt Dagblad er bekendt med hans rigtige identitet.

”Når der tages let på efterspillet, betyder det, at hændelserne fra 2014 kan ske igen,” siger han.

”Den irakiske regering gør intet. Den kender identiteten på gerningsmændene, men lader dem være i fred. Man ønsker ikke at straffe muslimer, for der er jo kun tale om overgreb mod yazidier,” siger han ironisk.

Ifølge hans udsagn ved både regeringen og mange yazidier, hvor dele af de savnede opholder sig. Nogle i Syrien, andre i Irak, men stadig i fangenskab hos familier, der holder dem som slaver. Problemet er, at der kræves løsesummer på op til 100.000 kroner for at købe dem fri, og det har de færreste yazidi-familier råd til.

”Det nytter ikke noget at gå til regeringen for at bede om hjælp,” som han siger.

Skamfuld apati og uvidenhed

En af de organisationer, der rent faktisk gør en forskel i rehabiliteringen af yazidi-samfundet, er Nadias Initiativ, en organisation opkaldt efter og ledet af Nadia Mourad, modtager af Nobels Fredspris i 2018. Nadia Murad blev selv solgt som sexslave af Islamisk Stat og har kæmpet for at hjælpe sit yazidi-samfund, siden hun slap fri. Hendes organisation er med til at oplyse, bygge skoler, renovere huse, bygge veje og indsamle beviser mod Islamisk Stats medlemmer. Men på sin hjemmeside langer Nadias Initiativ hårdt ud efter det internationale samfund.

”Skamfuldt har det internationale samfund ikke opfyldt sit ansvar for at retsforfølge gerningsmænd. Intet internationalt organ eller nogen irakisk domstol har retsforfulgt IS-medlemmer for seksuel vold eller folkedrab,” står der på hjemmesiden.

Kim Hartzner, tidligere generalsekretær for Mission Øst og grundlægger af den nye hjælpeorganisation Mission10Forty, har rig erfaring med at hjælpe til Iraks yazidier. Efter massakren i 2014 var Mission Øst blandt de tre eneste organisationer, der hjalp yazidierne på Sinjarbjerget. Han ser hændelserne i 2014 som et klassisk folkedrab, hvor dem, der er anderledes, udsættes for overgreb. Som jøderne i Europa.

For ham er uvidenheden og apatien over for yazidiernes skæbne en af de største udfordringer. En anden er vores eget opgør med de hundredvis af danske, svenske, norske borgere, der rejste af sted til Islamisk Stats selvudråbte kalifat og endte med at tage del i folkedrabet.

”Omkring 150 personer fra Danmark tilsluttede sig Islamisk Stat. Alene fra Göteborg rejste 300 personer til kalifatet. Hvordan kan vi være så ligeglade med det?”, spørger han og refererer til den generelle uvidenhed, som han føler mange danskere er ramt af, når det gælder yazidiernes sag.

Når Kim Hartzner tænker på yazidiernes lidelser, ser han for sig et af de billeder, der i dag hænger i Auschwitz. Det er et fotografi fra 1944, hvor man ser jødiske kvinder og børn blive kørt helt ind i gaskamrene på et tog. Ved siden af står en gruppe nazister. De vender ryggen til, fører en samtale og ryger en smøg.

”Yazidierne er blevet behandlet på samme måde. Som kvæg. Og ligegyldigheden er det værste, jeg ved,” siger Kim Hartzner.

I Tyskland forholder det sig anderledes. Tusinder af yazidier har fået opholdstilladelse i EU’s største land, og for nylig er det ifølge det kurdiske medie Rudaw blevet vedtaget, at et omfattende værk om yazidierne, skrevet af Dawood Khatari, skal indgå som pensum i tyske skoler og på universiteter.

”Tyskland er mange skridt foran Danmark. Det hænger selvfølgelig sammen med landets egen historie. Men emnet burde fylde mere i Danmark,” mener Kim Hartzner.

Kristeligt Dagblad har forgæves prøvet at få en kommentar fra Iraks regering.