Prøv avisen

For syv år siden fratog Costa Concordia-tragedien Giglio sin uskyld: Før var vi bare en turist-ø

I næsten to og et halvt år blev Giglios indbyggere hver dag mindet om den fatale januarnat for syv år siden, da ”Costa Concordia” stødte på et skær uden for øens lille havn, for først i juli 2014 var skibet så stabiliseret, at det kunne slæbes bort til ophugning. – Foto: Gregoria Borgia/AP/Ritzau Scanpix

I morgen er det syv år siden, at krydstogtskibet ”Costa Concordia” stødte på grund og kæntrede ud for Giglio. I dag er alle fysiske spor efter forliset væk, men for indbyggerne på den italienske ø er der et før og efter katastrofen, som kostede 32 mennesker livet

Da færgen lægger til, er det tydeligt, at Giglio nu ligner sig selv igen. Der er kun en enkelt restaurant åben på sådan en grå vinterdag. De 800 arbejdere og teknikere fra hele kloden, der befolkede øen i over seks år, er rejst. Vraget og kranerne er væk, de sidste rester er bjærget fra havbunden, og der er ryddet op.

Efter at være blevet rendt over ende af en katastrofe, der var tung at bære og gjorde dem til centrum for al verdens opmærksomhed, er det blevet hverdag for indbyggerne. Der er god plads på overfarten, kun få folk på gaden og vinterlukket og -slukket i mange butikker.

De har fået deres ø tilbage, beboerne på granitklippen i det toscanske hav, de såkaldte gigliesi. Der er igen en betagende udsigt over en uspoleret kystlinje og det blå vand, og de gider ikke længere tale om ”kujon-kaptajnen” Francesco Schettino, der sejlede krydstogtskibet ”Costa Concordia” på et skær lige ud for havnen.

”Vi ville bare af med vraget og have vores normale liv tilbage,” siger de, når man spørger her og der som på caféen La Porta, hvor ejeren sidder bag baren. Øboernes indsats den nat gider han ikke tale om:

”Vi hjalp alle til. Vi bor ved havet. Vi ved, hvordan det er på havet.”

Som de fleste andre gik han på havnen den nat mellem den 13. og 14. januar 2012 og hentede en stor gruppe skibbrudne med hjem. De fik husly, varme, mad og drikke, og de har stadig kontakt på Facebook. Nogle canadiere har været på besøg flere gange. Til gengæld holdt mange andre familier, der plejede at holde ferie på øen hvert år, op med at komme, og de er ikke vendt tilbage, lyder det rundtomkring.

Fra sit kontor med udsigt til byens pastelfarvede facader og færgelejet i Giglio Porto er øens borgmester, Sergio Ortelli, inde på noget af det samme.

”Før ’Costa Concordia’ var der en jomfruelighed over stedet. Vi har ingen kriminalitet, og folk låser ikke dørene, og øen var indbegrebet af ro og fred. Men så blev den fyldt med hundreder af arbejdere og larmende maskiner af den slags, man normalt kun ser i en industrihavn,” forklarer han.

”Nu er vi igennem det, og jeg er tilfreds. Ikke med hvad der skete, for det udsprang af en tragedie, hvor 32 mennesker omkom, men øen er endelig blevet sig selv igen.”

Borgmesteren har forhandlet sig til en erstatning fra selskabet bag ”Costa Concordia”. Den er hemmelig, så beløbet er ikke kendt, men selskabet har tidligere udbetalt omkring 66 millioner euro, svarende til 493 millioner kroner, i erstatning til ofrenes familier og de over 4000 passagerer og besætningsmedlemmer, der overlevede. Nogle af dem har anlagt civile søgsmål mod firmaet, og de er stadig ikke afgjort.

Mens de historisk har været sømænd, pirater og fiskere, ernærer beboerne på Giglio sig i vore dage udelukkende ved turisme. I 2011 var der 103.000, der overnattede på øen. Efter januar 2012 faldt det tal voldsomt og ligger stadig en fjerdedel lavere, men det har ikke fristet Giglio- boerne til at slå billig mønt på tragedien. Der er hverken T-shirts, krus eller andre Concordia-souvenirs at finde, og de taler stadig med foragt om de endagsturister, der kom i store mængder – især i sommeren 2012 – for at se stedet og tage selfies. Overfarten satte rekord det år med 170 procent flere passagerer.

De nysgerrige er forsvundet med vraget, men det store problem er, at der måske for altid er sat lighedstegn mellem Giglio og ”Costa Concordia”.

”Hvis jeg tager til Japan og spørger, om de kender Giglio, siger de ja og ’Costa Concordia’ i samme åndedrag,” beretter borgmesteren.

”Præsidenten for Røde Kors i Italien har fortalt mig, at da han var på besøg hos sin kollega i Nordkorea, hang der et billede på hans væg af en Røde Kors-båd her fra Giglio, taget nede i havnen den nat. I Nordkorea!”

Nede på molen er der en mindeplade med navnene på de 32 ofre, og på en husmur sidder en anden, der hylder øboernes indsats den nat. Det er det eneste, der nu er tilbage i bybilledet af dét, som ellers fyldte alt i mere end seks år.

Ét sted kan man dog finde konkrete minder.

I byens kirke har præsten don Lorenzo Pasquotti sat et lille glasskab op og fyldt det med tragediens relikvier og symboler: et lille stykke af det klippeskær, skibet sejlede på. En hvid sikkerhedshjelm. En redningsvest. En bid af et af de reb, der blev brugt til at fire folk og redningsbåde ned. Den Kristus-figur, som var om bord på skibet.

”Flere af tingene er arbejderne kommet med, efterhånden som de fandt dem i vraget,” forklarer præsten.

Han var ankommet til øen blot to måneder før, ”og så skete det,” siger han.

”Vi samlede folk her i kirken, gav dem tæpper og vand,” fortæller præsten og peger på et stykke brød i montren:

”Det lå tilbage bagefter på kirkegulvet.”

Nogle af øboerne bragte sig selv i livsfare ved at sejle tæt på skibet for at finde folk i vandet eller ved at klatre op af den fedtede skibsside og hjælpe passagerer ned. Andre tog imod de våde, frysende overlevende – og de døde – på land. Alle kom med tæpper, tøj, sko og andet, der kunne bruges, og åbnede deres hjem.

”Vi glemmer det aldrig,” siger borgmester Ortelli om processen med at rumme og komme videre efter ulykken.

”Men den nat havde vi travlt med at redde liv, give dem husly og finde mad og drikke til folk, og det hjalp os meget til at overvinde det chok, det var at se, da ligene blev samlet på kajen. Det er noget, vi altid vil have med os, men ikke kun som noget negativt og en smerte.”

”Vi er en lille ø, og det lykkedes os at redde over 4000 mennesker. Vi hjalp de skibbrudne, og bagefter har vi hjulpet og støttet de arbejdere, der skulle fjerne vraget og rense op. Vi kan være tilfredse med dét, vi har gjort, så det har ikke efterladt nogen bitterhed hos os,” siger han.

Borgmesteren siger, at forliset og kaptajnens opførsel var ”brutta figura”, der gav verden et forfærdeligt indtryk af Italien, ”men dét har vi på Giglio været med til at rette op på. Vi har engageret os i at genrejse dét, der blev lagt ned den nat med en letsindig handling”.

”De er havfolk her på Giglio. Alle mændene har sejlet kloden rundt otte gange. De ved, hvad der skal gøres i en nødsituation. De vidste, at det var alvorligt, så tingene blev gjort og gjort godt,” siger præsten don Lorenzo.

”Det er ikke sådan, at folk går og siger: ’Hvor har vi været gode,’ men de ved, at de gjorde, hvad de skulle, og så er der ikke grund til at tale mere om det. Finito. Det er mere jer journalister, der gør det. Vi ved alle, at det er sket, men vi vil gerne vende bladet og have en hverdag igen,” siger don Lorenzo, der dog erkender, at tragedien altid vil være en del af øens historie.

”Som de ar her,” siger han og viser sin arm frem.

”Dem fik jeg, da jeg som barn blev bidt af en hund. Det betyder ikke længere noget, men jeg husker det. Før var Giglio bare en ø, der tilbød turister ferie på højt niveau. Men vi så nød og elendighed den nat, og det efterlader selvfølgelig et mærke, et ar. Som i kristendommen, hvor der er et før og efter Jesus, så er der nu for Giglio et før og efter ’Costa Concordia’. Vi er blevet et barn af situationen, og Giglio i dag er lig med tragedien, men det har også beriget og styrket os, fordi vi ved, hvad vi var i stand til.”

I morgen vil årsdagen for sjette gang blive markeret på Giglio med et fakkeltog ud på molen til mindepladen for ofrene, og sirenerne vil lyde over øen. Mens Giglio tænker på de døde og deres familier, er der ingen medfølelse med kaptajnen, der afsoner 16 års fængsel. Selv præsten siger, at han stadig tænker dårligt om ham. Giglio tilgiver ikke Francesco Schettino.

”Han forlod sit skib. Han siger, at han fulgte selskabets ordrer, men hvis du er kaptajn, så har du ansvaret. Det er det samme, hvis nazister sagde til mig, at jeg skulle dræbe nogle mennesker. Det er et spørgsmål om samvittighed. Schettino siger ovenikøbet, at man skal takke ham for, at der ikke omkom flere. Men hvem var skyld i de 32 døde? Jeg kan ikke tænke godt om ham. Man forlader ikke sit skib i sådan en situation,” erklærer præsten, der mener, at kaptajnen nu må ”betale for dét, han har gjort – og for dét, han ikke gjorde, men burde have gjort”.

Borgmesteren er mere diplomatisk. At forlade kaptajnen, det tilkommer kun ofrenes familier.

”Vi har været igennem en mørk tid. Den bliver så mindre mørk, og så går det over,” siger Sergio Ortelli.

”Det er intet imod at miste et menneske, man elsker. Så tilgivelse er op til familierne.”

I dag er havneidyllen genoprettet på Giglio, men langt færre turister end tidligere kommer i dag til den lille ø for at holde ferie. – Foto: Susanne Utzon
”Vi glemmer det aldrig,” siger Giglios borgmester Sergio Ortelli, der her er fotograferet foran færgen til fastlandet. Han er glad for, at øen her syv år efter katastrofen er blevet sig selv igen. – Foto: Susanne Utzon
Vi ved alle, at det er sket, men vi vil gerne vende bladet og have en hverdag igen.