Syv kinesiske landmænd skudt og dræbt i Californien

Syv kinesiske landmænd er blevet skudt og dræbt i Californien. Politiet har anholdt en 67-årig mand.

Politiet arbejder på stedet efter et masseskyderi i det nordlige Californien.
Politiet arbejder på stedet efter et masseskyderi i det nordlige Californien. Foto: Jeff Chiu/Ritzau Scanpix.

Bare et par dage efter at en mand skød og dræbte adskillige i Los Angeles, er syv kinesiske landmænd blevet skudt og dræbt godt 500 kilometer nordvest for den amerikanske millionby.

Det amerikanske medie NBC News melder om, at der i to separate skudepisoder er blevet dræbt syv og såret én ved byen Half Moon Bay, som ligger lidt syd for San Francisco.

Det er en lokalpolitiker fra området, Debbie Ruddock, som ifølge NBC har sagt, at der er tale om kinesiske landmænd.

Politiet er stadig ved at efterforske motivet for skyderiet, men har allerede anholdt én.

Der er tale om en 67-årig mand med et kinesisk klingende navn. Han blev anholdt omkring klokken 16.40 lokal tid - cirka to og en halv time efter skyderiet.

Hans bil blev fundet på en parkeringsplads ved en transformerstation. Politiet fandt et våben i hans bil, og han blev anholdt uden problemer.

Ofrene var landmænd fra to forskellige gårde. Den ene var en gård ved navn Mountain Mushroom Farm. Den er kendt for at producere hampplanter, oplyser lokale til ABC7 News.

Den anden er en gård ved navn Concord Farms.

ABC7 hævder, at efterforskere fra politiet har fortalt mediet, at den anholdte mand arbejder på én eller begge af de to gårde, og at de dræbte, er hans kolleger.

Half Moon Bays repræsentant i Repræsentanternes Hus, det ene af Kongressens to kamre, Anna Eshoo, skriver i en udtalelse, at hun er opmærksom og fortsat vil holde øje med skyderiet.

- Half Moon Bay er et elskværdigt og tæt knyttet samfund, og vi står alle sammen skulder til skulder med ofrenes pårørende i denne mørke time, skriver hun.

Hun takker desuden politiet for dets indsats i anholdelsen af den 67-årige mand.

Det Hvide Hus' pressechef, Karine Jean-Pierre, oplyser desuden, at præsident Joe Biden er blevet informeret om skyderierne, og at han har bedt den føderale politistyrke om at stå til rådighed om nødvendigt.

/ritzau/