Syv medlemmer af kurdisk familie dræbt i det centrale Tyrkiet

Syv medlemmer af en kurdisk familie blev fredag dræbt i det centrale Tyrkiet af bevæbnede gerningsmænd. Også familiens hus blev forsøgt brændt ned.

Lokale aktivister og politikere hævder, at der er tale om et racistisk motiveret angreb.

Flere medlemmer af familien, der har efternavnet Dedeoglu, blev i midten af maj alvorligt såret i et andet angreb udført at naboer, der forinden havde advaret familien om, at "de ikke ville lade kurdere" bo i området, der ligger i regionen Konya.

Et af de nu afdøde familiemedlemmer klagede et par måneder senere over, at det lokale politi og den lokale domstol havde taget naboernes parti.

Det skete, efter at alle naboerne gik fri i retten. Familiemedlemmet tilføjede i den forbindelse, at Dedeoglu-familien frygtede for sit liv.

Familiens advokat, Abdurrahman Karabulut, siger, at frikendelsen af gerningsmændene fra dengang signalerede, at man fremover ustraffet kunne angribe familien.

- Det her var udelukkende et racistisk angreb. Domstolen og myndighederne er ansvarlige for, hvad der er sket, siger han til Arti TV.

Eren Keskin, der er vicepræsident for en lokal menneskerettighedsorganisation, siger fredag, at en af familiens medlemmer tidligere havde rakt ud til ham.

- Det her var en sag, vi fulgte i forvejen. En af familiens yngste medlemmer sagde til mig, at de var meget bange, skriver Keskin på Twitter.

Tyrkiets indenrigsminister, Suleyman Soylu, sagde fredag, at en årelang fejde mellem flere familier lå til grund for tragedien.

Her kaldte han det samtidig en "provokation" at stemple angrebet som racistisk.

Ifølge det prokurdiske oppositionsparti, HDP, har der dog været adskillige racistiske angreb mod kurdere i Tyrkiet de seneste år.

- Myndighedernes hadtaler og provokationer er den primære grund til denne massakre, sagde partiets vicepræsident Mithat Sancar fredag.

Så sent som 21. juli blev en kurdisk landmand dræbt i en landsby ved Konya af flere gerningsmænd, der blev hørt råbe: "Vi vil ikke have kurdere her".

/ritzau/AFP