Syv meter lang pytonslange sluger indonesisk kvinde

En 54-årig kvinde er blevet fundet i maven på en syv meter lang pytonslange på den indonesiske ø Sumatra.

Pytonslanger er kvælerslanger, som typisk først bider deres bytte, inden de snor sig om det for at kvæle det. (Arkivfoto).
Pytonslanger er kvælerslanger, som typisk først bider deres bytte, inden de snor sig om det for at kvæle det. (Arkivfoto). Foto: Wahyudi/Ritzau Scanpix.

Indonesiske myndigheder på øen Sumatra løste mandag morgen mysteriet om, hvad der var blevet af den 54-årige plantagearbejder Jahrah.

Hun blev ifølge lokalmedier fundet i maven på en syv meter lang pytonslange, skriver den britiske avis The Guardian.

Jahrah var taget på arbejde i plantagen søndag morgen. Da hun ikke vendte hjem efter arbejde, blev hendes mand nervøs og meldte hende savnet til politiet.

En større eftersøgning gik i gang kort efter, og det var hendes mand, som fandt hendes sandaler, jakke og redskaber spredt på jorden, inden han tilkaldte hjælp, oplyser politiet i området.

Den følgende morgen blev den lange slange set i området.

- Da sikkerhedspersonale og beboere foretog en eftersøgning i området omkring gummiplantagen, fandt vi en syv meter lang pytonslange. Det var slangen, som var mistænkt for at jage offeret.

- Da vi fangede ham, fandt vi offerets krop inde i slangens mave, siger den lokale politikommissær ifølge The Guardian til lokalmediet Detik.

Pytonslanger er ikke giftige, men giver som regel deres bytte et bid, inden de snor sig om det for at kvæle det.

Som regel går de efter mindre dyr, som de nemt kan spise hele, og angreb mod mennesker er sjældne.

I 2018 blev en kvinde slugt helt af en stor pytonslange på den indonesiske ø Muna. Et år forinden var en landmand blevet dræbt og slugt af en stor pyton på øen Sulawesi.

Pytonslanger holder som regel til i regnskove og sumpområder.

Alligevel blev et eksemplar, som havde slanget sig hjemmefra, pludselig set på Nørrebro i København for to og et halvt år siden. Det var en kvinde, som var ude og gå en tur, da hun så slangen ligge inde i et buskads midt i april.

Politiet overgav slangen til dyreværnet og opfordrede dens ejer til at tage kontakt.

/ritzau/