Prøv avisen

Tabu og skam spænder ben for hjælp til psykisk syge i Mellemøsten

Tegning: Morten Voigt

Der hersker et tunnelsyn i de mellemøstlige samfund, når det kommer til psykiske sygdomme, siger psykolog. Men det er ved at ændre sig, og religion kan spille en rolle i at overvinde folks frygt for terapi

Det er godt tre år siden, at den 34-årige kvinde måtte flygte fra Syrien. Alligevel begynder hendes krop stadig at ryste, når hun tænker tilbage på den skæbnesvangre dag i bjergbyen Maloula.

”Jeg ved dårligt, hvordan jeg skal beskrive det. Det var så uventet. Pludselig var der blod over det hele,” siger hun, vrider nervøst sine skælvende hænder og tager en dyb indånding.

”En dag hørte vi en stor eksplosion i byen, og der begyndte at lyde skud i gaderne. Ingen anede, hvad der skete, men pludselig stormede en gruppe mænd med fuldskæg ind i mit hus. De begyndte at banke mig med deres geværer. De ydmygede mig og væltede mig omkuld,” fortæller hun.

Hvad hun ikke vidste dengang, var, at det var islamister, der havde indledt et angreb på den kristne by, der ligger små 60 kilometer nordøst for Damaskus.

”De spyttede på mig. De kaldte mig de værste ting og hånede mig for min kristne tro og kaldte mig en trætilbeder. Og så begyndte de at voldtage mig,” fortæller hun.

Kvinden mistede bevidstheden, og da hun vågnede igen, lå der en ny mand oven på hende. Sådan fortsatte pinslerne, og hvad der efterfølgende skete, står tåget for hende. Hun er ikke klar over, hvornår det stoppede, og hvordan det til sidst lykkedes hende at flygte til Libanon, hvor hun bor i dag.

I månedsvis levede hun i en tilstand, hun selv beskriver som mentalt afskåret fra virkeligheden. Og selv i dag er det så stort et traume, at hun ikke ønsker at stå frem med navn i avisen. Alligevel strejfede tanken hende ikke, at hun burde søge krisehjælp.

”Folk ville jo tro, jeg var blevet sindssyg, hvis jeg tog til psykolog,” siger hun.

Sådan er situationen for mange traumeramte i Mellemøsten, hvor psykiske problemer og terapi er forbundet med et stort tabu. Behovet for traumebehandling er ellers omfattende som følge af de krige og konflikter, der udspiller sig i regionen i disse år.

Ifølge rapporter fra både Tyskland og Tyrkiet lider hver anden af flygtningene fra Syrien af traumer efter tortur. Men WHO skønner, at blot 10 procent af alle, der har en psykisk lidelse i Mellemøsten, får behandling.

En del af problemet skyldes, at sundhedsvæsenet ikke er gearet til det store antal traumeramte, som krigene i Syrien og Irak, Libyen og Gaza har skabt. En anden væsentlig forklaring er, at der i mellemøstlig kultur ikke er tradition for eller bevidsthed om, at psykiske traumer skal bearbejdes.

Det er noget, den kurdisk-irakiske psykolog Mohammed Aziz Raheem genkender i sit arbejde med torturramte for menneskerettighedsorganisationen Wchan i Nordirak.

”Der hersker en slags tunnelsyn i befolkningen, når det handler om psykiske lidelser. Enten er man rask, eller også er man sindssyg. Man skelner ikke mellem psykiske lidelser, og alle bliver sat i samme bås som skøre,” siger han.

Derfor er det ofte en kolossal overvindelse for traumeramte i Mellemøsten selv at skulle opsøge en form for terapi.

I tilfældet med den syriske kvinde fra Maloula endte det til sidst med, at hun kom i terapi. Men det skyldtes udelukkende, at en medarbejder fra FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, sendte hende af sted.

”Langsomt er jeg begyndt at kunne genkende dele af mit gamle jeg. Men jeg var aldrig begyndt i terapi af mig selv,” siger hun og forklarer, at hun stadig siger til folk, hun skal til fysioterapeut i stedet for psykolog.

Der er flere grunde til , at mental sundhed og terapi matcher dårligt med en traditionel mellemøstlig kultur, forklarer den amerikansk- jordanske traumebehandler Issam Smeir. Han har specialiseret sig i at arbejde med traumeramte flygtninge og uddanner blandt andet terapeuter i Mellemøsten for Dignity, Dansk Institut Mod Tortur.

”Hele idéen om at gå i terapi passer perfekt ind i en individualistisk, vestlig kultur. Men mellemøstlige kulturer er ikke individualistiske på samme måde. Her er din identitet knyttet til kollektivet. Hvis du har et stort problem, vil du spørge dine forældre til råds, selv hvis du er 50 år. Folk lever og træffer beslutninger i fællesskab, og idealet er, at man ikke skal skille sig ud. Og der virker det dybt fremmed at skulle fortælle om sine personlige problemer til en ukendt person, der står uden for fællesskabet,” siger Issam Smeir.

Samtidig spiller traditionen med arrangerede ægteskaber, der er udbredt i adskillige mellemøstlige kulturer, en vigtig rolle for tabuet om psykiske problemer, forklarer han:

”Hvis du har en psykisk lidelse, kan det meget vel betyde, at du ikke kan blive gift. Derfor vil mange forsøge at holde det for sig selv.”

Religionernes store betydning i Mellemøsten er også en del af forklaringen på den manglende tradition for at søge professionel hjælp til psykiske problemer. I Libanon arbejder psykoterapeuten Philip Noun med traumeramte flygtninge fra især Irak og Syrien. Og han forklarer, at hans patienter ofte har opsøgt en form for religiøs healer, inden de kommer til ham.

”Det er noget, vi ser virkelig ofte hos især uuddannede og folk fra landet. Her bliver mentale problemer typisk forbundet med en slags ånd, der skal fordrives. Det er først, når det ikke virker, at de kommer til os,” siger han.

Når selv meget religiøse mennesker til sidst opgiver de traditionelle healere, overkommer tabuet og søger professionel hjælp, er det ifølge Philip Noun dog også et tegn på, at noget er ved at ændre sig i Mellemøsten.

”Tabuet eksisterer stadig. Men det virker, som om alle krigene har gjort, at omfanget af problemerne har nået et niveau, hvor folk snart er ligeglade med sociale normer og bare vil have hjælp. Og efterhånden har så mange flygtninge været i en form for terapi, at der langsomt begynder at sprede sig en form for stiltiende accept,” siger han.

Hvis stigmaet omkring traumer og terapi skal udviskes yderligere, er det også afgørende, at terapeuterne selv gør en aktiv indsats for at imødekomme det, forklarer han. For eksempel er det vigtigt at bruge lang tid på helt grundlæggende at forklare patienten, hvad terapi er, og hvad traumer som for eksempel tortur gør ved kroppen.

På samme måde er det afgørende, at patienterne ikke oplever terapien som noget, der står i modsætning til religion. Derfor nytter det ikke noget at have berøringsangst over for tro, siger Philip Noun.

”Som terapeut vil jeg aldrig opfordre folk til at søge et religiøst svar. Men hvis min klient sidder og taler om Jesus eller siger ’Allahu Akbar’ (Gud er størst), må jeg tage udgangspunkt i deres verdensbillede. Langt hovedparten af mine klienter er religiøse, og der gælder det om at se deres tro som en ressource. Og det kan sagtens være, at det giver mening at finde steder i Bibelen eller Koranen, der kan anspore dem til at komme videre,” siger han.

Den amerikansk-jordanske psykolog Issam Smeir er enig i, at religion i højere grad er en hjælp end et problem, når det drejer sig om at behandle psykiske traumer i Mellemøsten.

”Problemet med traumer er, at der ikke er nogen mening med dem. Det hele føles meningsløst for et torturoffer. Men hvis man har en grundfæstet tro, er det nemmere at holde fast i tanken om, at Gud stadig har en mening med ens liv. På samme måde kan tanken om, at Gud en dag vil sørge for retfærdighed og dømme ens bødler, være en trøst,” siger han.

Alligevel er han påpasselig med at opfordre andre terapeuter til aktivt at bruge religion og tro i deres behandling.

”Tro kan afgjort være en ressource. Men der er også en fare for, at den kommer til at blokere for samtalen. For hvad kan man stille op, hvis det, der er sket, blot er Guds vilje? I Mellemøsten har der været tendens til, at religion er blevet brugt alt for meget i terapi. Det er det modsatte ekstrem af Vesten, hvor man ofte helt har fjernet troen fra terapien,” siger han.