Prøv avisen

Overgreb. Tæsk. Smerte. Vold ændrer kvinders liv for altid

Illustration: Morten Voigt

Verden over lever kvinder med efterveerne af brutale voldelige overfald. Uanset om de er ofre for en enkeltstående voldtægt eller igennem længere tid har været udsat for vold fra deres ægtemand eller partner, efterlader det en vedvarende skygge. Kristeligt Dagblad har mødt fire kvinder i Kenya forud for FN’s internationale dag mod vold, der blev markeret i går verden over

Kenya er blot et af mange lande i verden, hvor det er farligt at være kvinde. Såvel inden for hjemmets fire vægge som uden for. I gennemsnit bliver 3 ud af 10 kvinder i verden på mindst ét tidspunkt i deres liv udsat for fysisk og/eller seksuel vold fra deres nærmeste. Et gennemsnit, som også gælder de 28 EU-lande og Danmark. I Kenya er det 4 ud af 10 kvinder.

Fælles for de millioner af kvinder, der hvert år bliver slået og voldtaget – ofte af de mennesker, der står dem nærmest – er den tunge skygge, som volden sænker over deres liv. Ingen lever uberørt videre. Det vidner beretningerne fra disse fire kenyanske kvinder om:

Fingrene glider op og ned ad båndet på den lette grønne kjole. Vikler det rundt om hånden, glatter det ud igen. Ordene kommer ujævnt. Nogle gange knækker stemmen over. Nogle gange må teenagepigen tørre øjnene. Hun forsøger at forklare, hvordan det kan være, at hun er endt på et krisecenter med en anonym facade og en aflåst port med sin to måneder gamle datter.

Forklaringen går tilbage til sidste efterår, hvor hun som flere gange før hjalp sin mor med at gøre rent hos den familie, hvor moderen var hushjælp og tjente til at forsørge Seline og hendes lillebror, efter at faderen var død året før.

Denne dag er hun gået ind i huset for at lede efter et bestemt børste til at gøre rent med. Sønnen i huset er soldat i den kenyanske hær, nok midt i 20’erne tror Seline, og da han står foran hende med sit våben i bæltet og siger, at hun skal komme med, tør hun ikke andet. Han binder hendes arme og ben fast til sin seng og voldtager hende. Bagefter truer han med at slå både hende og hendes mor ihjel, hvis hun sladrer.

Seline siger intet. Det lykkes hende at lade som ingenting over for sin mor, fordi hun, som hun siger, ”ikke ville have, at mor skulle dø”.

Men hemmeligheden varer ikke så længe. Efter nogle måneder begynder de andre piger i skolen at håne hende med, at hendes mave vokser, og at hun er gravid.

”De sagde, at jeg var billig og opførte mig dårligt. Jeg vidste ikke, hvad de talte om. Jeg vidste ikke, hvad det ville sige at være gravid. Men de sagde, at de ikke ville være venner med mig mere,” fortæller hun.

Derhjemme fortalte hun det til sin mor. Moderen opsøgte familien, hun arbejdede for, men de nægtede pure at være skyld i graviditeten. Derefter gik moderen til politiet og anmeldte overfaldet. Der er indledt en retssag, men den trækker ud, og indtil der er faldet dom, er det besluttet, at Seline skal bo i et af Nairobis krisecentre, de såkaldte Safe Houses, sammen med sin nyfødte datter for at undgå, at sønnen eller familien gør hende fortræd.

Der bor omkring 20 piger på centret, der udelukkende er for mindreårige piger, som er blevet seksuelt misbrugt. Den yngste pige hidtil var syv år, da hun kom. Men det er ikke nemt at være ny. De andre piger driller hende nogle gange med, at hun allerede har en datter. Tårerne pibler frem ved tanken om moderen og lillebroderen derhjemme. Hun savner dem så meget.

”Jeg må ikke besøge hende, fordi det er for farligt. Jeg ser hende kun, når vi er sammen til retsmøder hos politiet,” siger hun om moderen.

Hendes lille pige er døbt Faith Natasha med en smuk henvisning til tillid og tro (faith), men Seline ville helst være foruden barnet.

”Jeg vil ikke have det,” hvisker hun.

Kunne hun selv bestemme sin fremtid, vendte hun tilbage til skolen og koncentrerede sig om undervisningen dér. Senere kunne hun så læse jura og blive advokat.

”En af de gode, der ikke skal bestikkes,” siger Seline, som ikke gør sig meget håb om, at hendes overfaldsmand bliver dømt.

Han er soldat, og han ved, hvem man skal tale med.

Hun er i grå dragt. Den er smart og enkel, men rammer med sin grå farve også grundtonen i den 43-årige kvindes liv efter begivenheden den 10. november 2016. Selvom det er tre år siden, husker Mary alle detaljer.

Det var midt på aftenen. Hendes mand var på arbejde, og hun var alene hjemme med de fire børn på 10 til 16 år. Pludselig brød seks mænd ind i huset, bevæbnede. De startede med at samle familiens få værdier sammen og slog hende, da hun forsøgte at forhindre det. Børnene blev gennet sammen.

Da de var færdige med at gennemrode hjemmet for ting, de kunne stjæle, begyndte de at voldtage hende. En efter en. De flåede hendes tøj i stykker og slog de børn, der græd eller skreg.

Klokken var 23 om aftenen, før mændene var færdige. Først dér turde børnene løbe efter hjælp hos naboerne. De fik Mary på sygehuset, hvor hun lå i to uger. Hun blødte voldsomt i underlivet, og hendes ben og arme var forvredne efter at være blevet hevet fra hinanden med magt.

Efter voldtægten forlod Marys mand hende. De havde været gift i 20 år, men han var bange for, at hun var blevet smittet med hiv. Måske skammede han sig også over hende, siger Mary, for de test, hun fik taget på sygehuset, viste, at hun ikke havde fået hiv.

Hun savner ham. Hun hader ellers mænd nu og kan ikke forestille sig at leve sammen med en ny mand, men hvis hendes egen mand kom tilbage, ville hun tilgive ham. 20 år er lang tid at være gift, og det er svært at være alene med børnene.

Familien bor også et andet sted nu. Hun turde ikke blive boende, for det blev aldrig opklaret, hvem der overfaldt hende, og hun frygtede hele tiden, at de kom tilbage. På det nye sted er der ingen, der ved, hvad der er sket. Mary vil ikke dele det med dem. Voldtægt er ømtåleligt og har det med at sværte kvindens ry lige så meget som gerningsmændenes. Hun har mere brug for en ny start, et nyt liv.

Drømmen er at få råd til at leve af at hjælpe andre kvinder, der er blevet voldtaget. I dag hjælper hun i en organisation som frivillig hver søndag og arbejder som hushjælp de andre dage, men Mary vil gerne være ”en opmuntrende stemme” i større omfang.

”Volden er så uforudsigelig og svær. Den forandrer dit liv. Tilværelsen bliver aldrig den samme igen. Men det bedste, vi kan gøre, er at være åbne og dele vores historier. Og tilgive gerningsmændene. Ellers tager det livet af dig,” siger hun.

Tanken om at skulle føde voldtægtsmandens barn var ubærlig. Hun prøvede at abortere fostret, men det virkede ikke. Resultatet af den ukendte politibetjents voldtægt var en kendsgerning, og den 18-årige Carolyn måtte acceptere graviditeten.

Da barnet, en søn, var et halvt år, flyttede hun sammen med en mand for at have en, der kunne tage sig af hende og barnet. Det viste sig, at han var voldelig, og han slog hende jævnligt. Men hun blev hos ham, fordi hun ikke vidste, hvor hun ellers skulle gå hen. Sådan gik der tre år. Så besluttede hun sig for at prøve at blive gravid med ham. Hun tænkte, det ville gøre ham mere omsorgsfuld, hvis de fik et barn sammen.

Da hun skulle føde, sørgede han også for, at hun kom på sygehuset. Men han kom aldrig tilbage for at hente hende og den nyfødte datter med hjem. Og efter fødslen blev han væk fra familiens lille hus i længere og længere perioder. Når han kom hjem, bankede han hende.

Carolyn tog arbejde som hushjælp for at kunne købe mad til børnene, men det var svært at få hverdagen til at hænge sammen.

”Jeg bad til Gud om, at hvis den mand var bestemt for mig, håbede jeg, at Gud ville ændre ham,” fortæller hun.

Men intet forandrede sig. Tævene fortsatte, samtidig med at det lykkedes manden at overtale Carolyn til at tage et lån og give ham pengene, så han kunne starte en lille butik. Butikken åbnede aldrig, men pengene forsvandt. Det samme gjorde efterhånden mandens tøj og familiens få møbler.

”Han kom hjem en gang imellem og tog hver gang noget med. Det var den sværeste tid i mit liv. Jeg kunne ikke fortælle nogen om det. Og jeg kunne ikke fortælle nogen om min voldtægt. Det ville have stemplet mig, og folk ville have behandlet mig som udskud,” siger hun.

Carolyn fortsatte med at bede til Gud om hjælp. Bad om, at det hele ville blive bedre i morgen.

Det blev det i sidste ende, da hun kom i kontakt med en person fra et center for voldsramte personer, GVRC, i Nairobi. Centret, der støttes af Danida gennem blandt andet den danske organisation Sex & Samfund, hjælper ofre for kønsbaseret vold – 90 procent piger og kvinder, resten drenge og mænd – med både fysisk og psykologisk behandling.

”Nu føler jeg, at jeg trods alt kan være den person, jeg hele tiden har været inderst inde. At jeg stadig er en kvinde,” siger Carolyn.

Hun er først og fremmest optaget af at tage sig af sine børn nu.

”De skal vide, at de er elskede. De skal vide, at de er helt særlige på trods af alt.”

I dag er Anne glad for, at hun ikke havde de 10 kenyanske schilling, svarende til 66 ører, tilovers, som en portion rottegift koster. Men da det så sortest ud, var rottegift og selvmord en af de tanker, der kørte i ring i hendes hoved.

”Jeg var hjemløs med seks børn fra to til 11 år. Jeg måtte efterlade dem på et børnehjem, mens jeg selv boede lidt her og lidt der og intet arbejde havde. Det var fortvivlende,” siger den unge kvinde.

Problemerne begyndte for to år siden, da Annes mand efter 14 års ægteskab foreslog, at hun flyttede til hans hjemlandsby sammen med deres seks børn. Selv skulle han fortsætte med at arbejde i Nairobi i hverdagene, men det ville være godt for børnene at flytte ud, og han ville komme i alle weekender. Anne syntes, at det var en god idé at komme tættere på svigerfamilien og væk fra storbyen.

Men der gik ikke lang tid, før Anne opdagede, at hendes mands svoger forulempede deres døtre på seks og otte år. Da hun konfronterede ham med det og bad ham stoppe, benægtede han det hele. I stedet fik han sat deres fælles svigermor op mod Anne, og den ældre kvinde begyndte at slå hende og chikanere hende.

Det blev værre og værre med svigermoderens vold, men hendes mand var ligeglad. Han besøgte i forvejen sin mor mere, end han besøgte Anne og børnene, når han var hjemme i landsbyen. Undertiden kunne Anne se ham sidde hjemme hos sin mor, uden at han havde været forbi sit eget sted. Han ville ikke høre tale om, at familien skulle flytte tilbage til hovedstaden.

Til sidst kunne hun ikke holde det ud længere, men besluttede at rejse tilbage med bussen til Nairobi. Da hun endelig stod foran familiens hjem og kunne banke på, var det en hidsig og vred ægtemand, der åbnede døren.

”Jeg ville bare så gerne være hjemme igen, men han skældte mig ud og spurgte, hvem der havde givet mig lov til at rejse, og hvem der havde betalt,” fortæller Anne, mens stemmen ryster anspændt.

Mens manden rasede, undrede hun sig i sit stille sind over, at der så helt anderledes ud i deres lille hus, end der plejede.

”Men jeg var så træt, og børnene var trætte. Jeg ville især gerne putte tvillingerne på to år og bad min mand om, vi ikke kunne vente med alle de spørgsmål, til de små var lagt. Men da jeg ville gå ind i soveværelset, flåede han mig væk og tog kvælertag på mig. Han sparkede mig bogstaveligt talt ud ad døren.”

Det viste sig, at manden havde ladet en ny kvinde flytte ind i Annes fravær, og han var ikke til sinds til at opgive det arrangement. Anne tiggede ham om i det mindste at leje et andet hus til hende og børnene, men det afslog han, selvom han efter hendes mening havde råd til det.

”Han ville bare ikke. Han havde forandret sig så meget. Han fortalte også børnene, at jeg var bims.”

Hjælpen endte med at komme fra en kvindeorganisation i Nairobi, som hjalp Anne og børnene med at finde et sted at bo og lidt arbejde. Da hun var kommet nogenlunde til hægterne, besluttede hun sig for at blive frisør, og hun tager hver dag rundt i byen for at opsøge kunder, der gerne vil have flettet deres hår eller arrangeret det på anden vis. Nogle gange iført sin kække røde jakke og et par stramme cowboybukser.

”Vi har det meget bedre nu. Børnene er sunde. Det hjælper meget at dele sin historie. Og det hjælper at kunne arbejde,” siger Anne.

Kristeligt Dagblad rejste til Kenya med støtte fra Udenrigsministeriet.

Jeg bad til Gud om, at hvis den mand var bestemt for mig, håbede jeg, at Gud ville ændre ham

Carolyn på 29 år

Det bedste, vi kan gøre, er at være åbne og dele vores historier. Og tilgive gerningsmændene. Ellers tager det livet af dig

Mary på 43 år