”Vi vil kæmpe til døden for en genforening med Taiwan.” Så kontant siges det i torsdagens leder i avisen Global Times, der er det kinesiske kommunistpartis talerør. Og så bliver der ellers skudt med skarpt mod Taiwans nærmeste allierede, USA, som beskyldes for at bruge Taiwan som en brik i et geopolitisk spil, ”men de vil aldrig forsvare Taiwan til døden. De lover taiwanerne en klippefast støtte, men mod vores jernvilje kan de intet stille op”.
Kina har da også de seneste uger spillet med de militære muskler. Siden 1. oktober er kinesiske kampfly 150 gange trængt ind i Taiwans luftforsvarszone. Det er en provokation, der er til at tage og føle på – og den værste optrapning i 40 år. Men det burde ikke komme som den store overraskelse, hverken for Taiwan eller resten af verden. For der hersker ingen tvivl om, at præsident Xi Jinpings hedeste drøm er at få Taiwan tilbage til moderlandet, og at det skal ske, mens han er øverste leder – koste hvad det vil. For nu da det kinesiske kommunistparti har strammet grebet om Hongkong og dermed reelt har punkteret befolkningens drøm om et uafhængigt og demokratisk land, er turen kommet til Taiwan. Lederne i Beijing har heller aldrig lagt skjul på, at en genforening er indiskutabel, men har hidtil sat deres lid til, at der kunne findes en fredelig løsning.
Det så også ud til at være en reel mulighed, så længe det gamle nationalistparti Kuomintang sad på regeringsmagten i Taipei og gik ind for en tættere tilknytning til Kina. Men da Democratic Progressive Party med Tsai Ing-wen i spidsen i 2016 vandt en jordskredssejr og overtog regeringsmagten, kom der helt andre boller på suppen. Partiet går ind for et uafhængigt Taiwan, og da præsident Tsai i januar sidste år blev genvalgt med et massivt flertal, må det have givet anledning til alvorlige panderynker i kommunistpartiets ledelse. For det understreger, at et flertal af landets befolkning ikke vil indlemmes i Kina som en provins underlagt styret i Beijing, men tværtimod ønsker, at Taiwan skal bevare demokratiet og opnå anerkendelse som et selvstændigt land.
Det kommer dog aldrig til at ske, hvis det står til den kinesiske regering. På Folkekongressen i marts varslede premierminister Li Keqiang en ny kurs over for Taiwan, som nu åbenbart har udmøntet sig i Kinas militære optrapning. Den skal ligeledes ses som en advarsel til USA om ikke at blande sig i Kinas interne anliggender. Ganske vist har amerikanerne siden 1979 anerkendt Folkerepublikken som det ”rigtige” Kina, men indgik samtidig en aftale med Kina om stadig at kunne sælge våben og have en uofficiel forbindelse til Taiwan. Og taiwanerne sætter da også deres lid til, at USA nok skal komme dem til undsætning, hvis Kina skulle gribe til militær invasion.
I en nylig meningsmåling foretaget af Intelligentsia Taipei sagde 50,2 procent af de adspurgte, at de ikke frygtede en invasion – i hvert fald ikke inden for de næste 10 år. Men det er tvivlsomt, om USA ligefrem har lyst til at gå i krig med Kina med risiko for tab af menneskeliv for at forsvare Taiwan. Som analytikeren Michael Cole fra Global Taiwan Institute i Washington siger, er der i modsætning til, hvad mange taiwanere tror, ikke bare tale om kinesisk sabelraslen. For i det øjeblik, det går op for Kina, at Taiwan ikke vil gå med til en fredelig genforening, og at østaten ligefrem er ved at glide dem af hænde, så har lederne i Beijing intet andet valg end at bruge militær magt. I modsat fald vil det gå ud over partiets troværdighed og ikke mindst præsidentens.
Om nogen er det ham, Xi Jinping, den store mægtige leder, der sidesætter sig selv med Mao Zedong, der har talt dunder og lovet at få Taiwan tilbage til moderlandet. Hvis ikke det sker, vil han tabe ansigt – og i hans og partiets optik vil det være det værste, der kan ske.