Når det gælder virkeligheden i verdens udviklingslande, er det på tide, at verden begynder at vende blikket væk fra ”data, der kun fortæller os en del af historien om menneskers liv” og i stedet begynder at fokusere mere på kvaliteten af den udvikling, der finder sted. Det er essentielt, hvis der skal ske ”bæredygtige og vedvarende udviklingsfremskridt” i landene.
Det var budskabet fra direktøren for FN’s Udviklingsprogram, UNDP, Selim Jahan, da organisationen for nylig offentligjorde en rapport om udviklingen i de afrikanske lande syd for Sahara. Selim Jahan gjorde det klart, at tallene ikke fortæller hele sandheden om den potentielle udvikling i verdens fattigste lande:
”For eksempel står det i stigende grad klart, at det ikke er nok blot at tælle, hvor mange børn der kommer i skole. Vi bliver også nødt til at vide, om de lærer noget,” skrev han blandt andet i pressemeddelelsen til rapporten.
Selim Jahan henviser til, at verden det seneste årti – også som en del af FN’s verdensmål – har haft et intensivt fokus på at få flere børn i skole, men at man også i stigende grad har erkendt, at det ikke er gjort med, at børnene kommer i skole. Alt for mange af dem lærer for lidt, og så hjælper statistikken om stigende elevtal ikke noget.
Data bliver ellers i stigende grad brugt til at beskrive og vurdere udviklingen i verdens udviklingslande.
Store internationale udviklingsorganisationer som Verdensbanken, Verdenssundhedsorganisationen, WHO, og FN’s Udviklingsprogram, UNDP, har tal for alt mellem himmel og jord: Hvor mange fattige, der bor i udviklingslandene. Hvor længe indbyggerne gennemsnitligt kan forvente at leve. Hvor mange børn, der går i skole, og hvor mange, der endnu ikke gør. Organisationerne kender en tanzaniers gennemsnitlige årsindkomst og har tal for, hvor mange børn en kvinde gennemsnitligt får i Kenya. Plus mange, mange flere tal.
Tallene bliver blandt andet brugt til at afgøre, om der finder udvikling sted inden for afgrænsede områder, og til at finde ud af, hvor der kan eller bør sættes ind for forhåbentlig at kunne udvirke en væsentlig positiv forskel i et udviklingsland. I hvert fald på papiret.
Men i praksis er tilværelsen i verdens udviklingslande betydeligt mere sammensat og sværere at begribe, end rapporter, statistikker og data er i stand til at fortælle. Det er ikke alle sider af en kenyaners eller ghanesers liv, der kan gøres op i tal for dernæst at blive skrevet ind i tabeller og omsat til grafer.
Det mener også den internationalt anerkendte norske udviklingsøkonom Morten Jerven, der har skrevet en række bøger om brugen af data og udviklingslande. Morten Jerven er ph.d. i økonomihistorie fra London School of Economics og professor i udviklingsstudier ved det miljø- og biovidenskabelige universitet LMBD i Oslo.
I stedet for at prøve på at måle flere og flere sider af livet i udviklingslandene for dernæst at forsøge at omsætte dem til data ville det klæde de store internationale udviklingsorganisationer at måle på færre sider af livet i de pågældende land – og til gengæld gøre det bedre end i dag, siger han.
”Med Einsteins ord er det ikke alt, der tæller, som kan tælles – og det er ikke alt, der kan tælles, som tæller. Hvis jeg bruger mig selv som et eksempel, så har jeg tre børn, der går i institution. Og det sidste, jeg ønsker, er, at nogle finder på at skulle observere og indsamle data om, hvad pædagogerne bestiller. Fordi jeg ved, at pædagogerne i så fald vil skulle bruge tid på at dokumentere, hvad de gør, hvilket igen påvirker kvaliteten negativt for børnene i institutionen,” siger han.
På samme måde, mener Morten Jerven, ændrer fokusset på målbare data, udviklinger og udviklingsmål også den virkelighed, det internationale samfund forsøger at måle i udviklingslandene.
”Hvis en skolelærer for eksempel ved, at hans skole kan få flere penge, hvis eleverne klarer sig godt i nogle standardiserede tests, vil han undervise i forudsætningerne for de tests og prioritere, at eleverne forstår, at to plus to er lig med fire. Imens bliver alt det virkelig vigtige, som eleverne skal lære i form af socialisering og integration i samfundet, ikke vægtet på samme måde, fordi de ting ikke kan måles. På den måde kan målinger ændre virkeligheden,” siger han.
Begreber som menneskerettigheder, værdighed og demokratiseringsprocesser risikerer i den forbindelse at blive marginaliseret i udviklingsindsatsen, fordi de er uhåndterbare og ”umulige at gøre objektivt op”. Samtidig betyder fokusset på data, at et komplekst, men uundgåeligt begreb som fattigdom bliver forsimplet til det stort set meningsløse.
”I dag går Verdensbankens officielle fattigdomsgrænse ved 1,90 dollars (12 kroner) om dagen. Men årtiers forskning har dokumenteret, at fattigdom ikke kun handler om penge. I 1990 gennemførte Verdensbanken en spørgeundersøgelse blandt verdens fattige. Undersøgelsen viste, at for de fattige selv handlede fattigdom om meget andet end penge. Det handlede om manglende adgang til græsningsarealer for deres husdyr, manglende ejendomsret til jord og om sikkerhed. Alt det er siden blevet strøget fra fattigdomsdefinitionen igen,” siger Morten Jerven.
Statistik må og skal heller ikke stå alene, når det gælder om at afgøre, hvorvidt et udviklingsland eller en befolkningsgruppe befinder sig på den rette udviklingskurs. Det fastslår Finn Tarp, der er professor i udviklingsøkonomi ved Københavns Universitet og direktør for FN-universitetets verdensinstitut for forskning i udviklingsøkonomi i Helsinki i Finland.
”Data kan ikke fortælle os, hvorvidt et udviklingsland er på rette spor eller ej. For det afhænger også af de sociale processer, som foregår i landet, og de kan være svære at måle. For eksempel er det svært at pinde ud i data, om et udviklingsland er på vej i en mere demokratisk retning eller ikke. For at kunne vurdere, om det er tilfældet, er der brug for at forstå dynamikkerne i det konkrete land, og det kræver et stort kendskab til landet. Men jeg må også sige, at i de beslutningsprocesser, jeg kender til i modtagerlande og donorsammenhænge, er man meget opmærksom på ikke kun at se på statistikker, men også at have blik for, at virkeligheden er mere kompleks end som så,” siger han.
Finn Tarp peger på, at en af de største udfordringer i forbindelse med brugen af data opstår, når viden om udviklingslandene skal formidles til offentligheden:
”Medierne skal passe meget på ikke kun at beskæftige sig med de nemme tal, men forholde sig til den fulde virkelighed.”
Hvad kan data så bruges til? Jo, de kan bruges som input til udformningen af et landkort, der kan være en hjælp på den rejse ud i det ukendte, som udvikling er, lyder det fra Finn Tarp. Hvis man vil bekæmpe fattigdom, er det en god idé at vide, hvem de fattige er, og hvilke levevilkår, der ofte følger med fattigdommen. Eksempelvis mangel på uddannelse.
”Så begynder vi at have nogle mål, vi kan rette vores indsatser imod. På samme måde kan det være nyttigt at vide, hvilken slags investeringer i et udviklingsland, der giver det største afkast, eller hvilke begrænsninger virksomheder møder, når de skal vokse og øge antallet af medarbejdere. Data giver os informationer, der gør, at man konstruere et kort, som så kan bruges til at styre indsatsen i den rigtige retning,” siger professoren.
Men det kan kortet kun, så længe alle, der arbejder med data og udviklingslande, husker at stille nødvendige spørgsmål. Og bevarer en ydmyghed omkring, at data og tal netop ikke formår at indfange det vigtigste i livet.
”Ellers kan data være direkte vildledende,” siger Finn Tarp.