Det er ikke helt forkert, når den langskæggede, turbanklædte Sayed Mohammed Akbar Agha slår fast, at ”alle problemer kan føres tilbage til den 11. september”. På det punkt kan selv Donald Trump være enig. Den amerikanske præsident har arvet en krig, hvor startskuddet lød efter angrebet på World Trade Center, og som nu er blevet USA’s længste.
Som tidligere hærchef for Taleban har Akbar Agha ikke kun selv kæmpet mod først de sovjetiske soldater og siden de amerikanske styrker, men også siddet fængslet for at stå bag bortførelsen af tre FN-valgobservatører.
”USA beskyldte os for at stå bag den 11. september, og det ved alle ikke er sandt! Det var derfor, de angreb Afghanistan, udråbte os som terrorister og tog vores land med magt,” siger Akbar Agha, der i dag er brudt ud af Taleban og leder sin egen organisation for at fremme den fredsdialog i landet, der i søndags kollapsede, da Trump aflyste et planlagt fredsmøde med den islamistiske milits på landstedet Camp David.
”I dag er Taleban stærkere end alle andre i Afghanistan. Taleban har vist hele verden deres styrke. USA ønskede at se stærke ud, men blev bidt af Taleban. Efter 18 år indrømmer USA, at de har begået en fejl. De har mistet deres værdighed… Og deres soldater,” håner Agha i en ublu svada, da Kristeligt Dagblad møder ham omgivet af bevæbnede vagter i Kabul, hvor han opridser en idealiseret virkelighed, men også den magtposition, som Taleban har genvundet de senere år.
Faktum er, at reminiscenserne af det totalitære Taleban-styre, der blev udmanøvreret på blot ni uger i 2001, da USA indledte jagten på Osama bin Laden og al-Qaeda i Afghanistan, nok blev knust, men aldrig elimineret. I dag – 18 år og tusinder af krigsofre senere – er islamisterne tættere på deres erklærede mål som legitim magtspiller i Afghanistan end nogensinde før.
Geografisk har de teokratiske tyranner, der betragter sig selv som frihedskæmpere, i dag igen kontrol med over 46 procent af Afghanistans landområder. Politisk har de som forhandlingspartner helt formået at køre den legitime amerikansk-støttede Ashraf Ghani-regering ud på sidelinjen. Igennem et år er det således lederne fra det tidligere Taleban-diktatur, der har haft overhånden ved forhandlingsbordet i Doha. Men også bag kulisserne i Afghanistan.
”Alle politiske partier forhandler hemmeligt med Taleban nu for at kunne opretholde deres politiske positioner. Det giver dem en enorm magt til at kunne splitte deres modstandere ad,” som en højtstående kilde fra regeringstoppen anonymt opridser mullahernes aktuelle momentum over for Kristeligt Dagblad.
Militært kan Talebans fremgang desuden måles både i kamphandlinger og landvindinger ved frontlinjen, men også i vedvarende selvmordsangreb i Kabul og andre storbyer – og i ikke færre end 45.000 dræbte regeringssoldater siden 2014.
”Når Taleban hejser et flag, skyder vi. Når vi hejser et flag, skyder de. Sådan foregår det 24 timer alle ugens syv dage. Her i de øde områder er kampene konstante,” forklarer Abdul Bashir, leder af det lokale politi i byen Gereshk i den notorisk uroplagede Helmand-provins, hvor også danske soldater har mistet livet i den lange krig.
Men det er ikke kun den åbenlyse mangel på velvilje til en våbenhvile, som for en uge siden kostede en amerikansk soldat og 11 andre livet i Kabul, der udstiller en talebansk fred funderet på noget, der minder om religiøs tungetale.
Fra Akbar Agha serveres den nu også åbenlyst, da han for første gang under interviewet begynder at smile.
I vil garantere kvinder deres rettigheder, men under islamisk lov. Hvad betyder det?
”Ja, præcis. Der er områder, hvor kvinder ikke har opnået alle deres rettigheder. Som at blive gift og stifte familie i stedet for at arbejde,” indleder han fra den anden side af det bord, som han efter sigende skulle insistere på at få placeret, når han interviewes af kvinder.
”Men i visse tilfælde har kvinder også fået flere rettigheder, end de har krav på,” supplerer han med korslagte arme, mens han nu griner uden at svare på, hvorfor han finder emnet morsomt.
”Det er rigtigt, at Taleban dengang stoppede kvinder i at gå i skole. Det vil Taleban aldrig gøre i dag. Men vi har besluttet, at kvinder ikke kan gå alene på gaden. Islam tillader det ikke. Kvinden kan blive udmattet fra rejsen, blive voldtaget eller få andre problemer. Vi vil aldrig give afghanske kvinder rettigheder som en vestlig kvinde. For det er ikke acceptabelt i vores samfund,” fortsætter Akbar Agha, mens grinet nu har smittet hans assistent.
Og mens afghanske kvindesagsforkæmpere jævnligt udtrykker bekymring for Talebans genvundne indflydelse, er der dele af lokalbefolkningen, der på gaden åbenlyst støtter de tidligere – og måske kommende magthavere.
”De vestlige demokratier prøver at ændre vores land. De vil implementere deres egen kultur. De vil ændre hjernerne på vores kvinder og gøre dem vestlige. Men kvinder er kilden til alle problemer. Vestlige kvinder kan gøre alt, hvad de vil, men en afghansk kvinde er som et stykke hvidt papir. Hvis du efterlader en plet, kan man se den fra alle sider,” siger den 30-årige engelskstuderende Rafiqullah Aref fra byen Lashkah Gar.
Og så er der de afghanere, der synes så udmattede af de daglige blodsudgydelser, at prisen for fred ikke kan blive for høj. End ikke, hvis det betyder, at Taleban kommer til magten.
”Under Taleban var der i det mindste sikkert og lav kriminalitet,” siger en mand, Kristeligt Dagblad møder i Kabul, og som trækker lidt undskyldende på skuldrene.
Selvom Akbar Agha ikke længere officielt er en del af Taleban, opridser den tidligere hærschef i en slet skjult advarede tone Talebans overhånd på en anden måde.
”Vi ønsker en stabil fred, men ikke en fred, der ødelægger vores kultur, værdier og islamiske love. Kommer freden, bliver det en fred efter vores hoved. Hvilken fred, der bliver tale om, det er op til os,” fastslår han.
En uge derpå er freden aflyst. Den er ’død’, konstaterede Donald Trump.
”Det bliver værst for jer selv,” kvitterede Taleban.