Taleban har brudt sine løfter systematisk det seneste år

I løbet af de seneste 12 måneder har Taleban bevæget sig fra at tale om lighed til at være verdens måske største kvindeundertrykker

En Taleban-kriger holder vagt ved et marked i Kabul, fredag den 8. juli 2022.
En Taleban-kriger holder vagt ved et marked i Kabul, fredag den 8. juli 2022. .

Efter magtovertagelsen for et år siden havde Afghanistans Taleban-bevægelse travlt med at overbevise resten af verden om, at den havde ændret sig. At der ikke længere var tale om den Taleban bevægelse, der i 1990'erne stenede kvinder og smadrede Buddha-statuer, men derimod en mere inkluderende og tolerant udgave.

Men efter 12 måneder ved magten er forskellen på det “nye” og “gamle” Taleban svær at få øje på. Især fordi mange af de løfter om rettigheder og reformer, som bevægelsen talte om for et år siden, aldrig er blevet til noget. Kristeligt Dagblad ser her nærmere på de seneste 12 måneders løftebrud fra Talebans side:

“Afghanistans brødre og søstre har lige rettigheder.” Sådan sagde Zabihullah Mujahid, der er Talebans talsmand, på sin første pressekonference efter magtovertagelsen i august 2021. Det modsatte har vist sig at være tilfældet. 

Allerede i de første uger efter magtovertagelsen blev kvindelige journalister fyret. Det samme skete for kvindelige lærere i drengeskoler. Samtidig blev et forbud mod kvinders og pigers sportsudøvelse vedtaget.  

I marts 2022, umiddelbart før starten på det nye skoleår, besluttede Taleban officielt, at alle piger over 6. klassetrin vil blive forment adgang til skoler og højere uddannelse. I praksis har afghanske piger ikke haft adgang til normal skolegang siden august 2021. 

I begyndelsen af maj 2022 udstedte Taleban et dekret, der fastslår, at kvinder skal klæde sig i burka når de opholder sig i det offentlige rum. 

Ifølge indiske New Delhi TV har det fra maj 2022 ikke længere været muligt for afghanske kvinder at tage kørekort.  

I maj 2022 blev det også vedtaget, at kvinder kun kan bevæge sig i det offentlige rum med en mandlig ledsager.  

I juni vedtog Talebans lokale styre i Herat provinsen, ifølge Payk Media, at kvinder ikke har ret til at sagsøge ægtefæller. Heller ikke hvis mændene mishandler kvinderne.  

En undersøgelse foretaget af avisen New York Times viser, at mindst 500 personer, der tidligere har samarbejdet med de allierede styrker i Afghanistan, blev likvideret af Taleban i løbet af de første seks måneder, der fulgte efter magtovertagelsen i august 2021. Dette til trods for gentagne officielle løfter om det modsatte.

“Vi lover sikkerhed for alle dem, der har arbejdet med USA og de allierede styrker,” sagde talsmand Zabihullah Mujahid på pressekonferencen i august 2021. 

I en fælles erklæring mellem USA og Taleban fra 2020 lover Taleban at sikre, at Afghanistan aldrig vil blive hjemsted for terrorgrupper på samme måde, som Afghanistan var det for al-Qaeda indtil den amerikanske invasion i 2001. I sidste uge dræbte USA al-Qaeda-lederen Ayman al-Zawahiri, mens han sad på en balkon i et etagehus i Afghanistans hovedstad Kabul.

Ifølge Time Magazine var al-Qaeda-lederens tilstedeværelse i Kabul koordineret til fulde med Talebans myndigheder. Al-Zawahiri, der var med til at planlægge terrorangrebet mod USA den 11. september, fik ifølge Time Magazine positiv særbehandling af Taleban.