2000 overværer sjælden offentlig henrettelse i Afghanistan

En drabsdømt mand blev tirsdag skudt under den anden offentlige henrettelse siden Talibans magtovertagelse.

Taliban kom igen til magten i Afghanistan i august 2021. Det skete, efter at udenlandske styrker efter 20 år havde trukket sig ud af landet. Her ses gruppens leder, Hibatullah Akhunzada. (Arkivfoto).
Taliban kom igen til magten i Afghanistan i august 2021. Det skete, efter at udenlandske styrker efter 20 år havde trukket sig ud af landet. Her ses gruppens leder, Hibatullah Akhunzada. (Arkivfoto). Foto: Handout ./Reuters.

En dømt drabsmand blev tirsdag skudt foran en moské i det østlige Afghanistan under den anden offentlige henrettelse, siden Taliban generobrede magten i landet i august 2021.

- Han blev henrettet offentligt i landsbyen Sultan Ghazi Baba i centrum af Laghman-provinsen, så han kunne lide og være en lærestreg for andre, oplyser provinsens myndigheder i en erklæring.

Selv om offentlige henrettelser var almindelige under Talibans første styre fra 1996 til 2001, er tirsdagens henrettelse den blot anden, siden den islamistiske gruppe vendte tilbage til magten for knap to år siden.

Den første henrettelse blev udført i Farah-provinsen i december sidste år.

Omvendt udfører myndighederne jævnligt offentlig piskning. Det sker for blandt andet tyveri, utroskab og alkoholindtag.

Taliban navngiver drabsmanden fra tirsdagens henrettelse som Ajmal, søn af Naseem. Ifølge Taliban havde manden dræbt fem mennesker.

En embedsmand oplyser, at omkring 2000 mennesker overværede henrettelsen, heriblandt pårørende til Ajmals ofre.

Embedsmanden understreger samtidig, at både dommen og henrettelsen blev udført i overensstemmelse med sharialovgivning.

Sidste år gav Afghanistans øverste leder, Hibatullah Akhunzada, landets dommere ordre om at implementere alle aspekter af sharia, herunder også qisas-straf, hvilket er lig med "øje for øje".

Qisas dækker over drab og forsætlig skade, men giver også mulighed for, at ofrenes familier kan acceptere en erstatning.

I så fald kan drabsmanden slippe for anden straf.

- Jeg så forbryderen blive henrettet i henhold til qisas, fordi offerets familie ikke tilgav ham, siger et vidne.

- Han blev skudt. Seks gange, hvis jeg ikke talte forkert, tilføjer vidnet.

En embedsmand oplyser, at Ajmal blev skudt af en bøddel med en AK-47. Qisas tillader ellers også, at en slægtning til drabsofferet udfører henrettelsen.

Ved henrettelsen i Farah i december var det en far, som selv trykkede på aftrækkeren under henrettelsen af sin søns drabsmand.

/ritzau/AFP