Prøv avisen

Tatarernes svære hjemkomst

Tatar-muslimer i bøn byen Simeropol på Krim. Mange tatarer efter 1991 vendt tilbage til deres gamle hjemstavn, men deres hjemkomst har været alt andet end uproblematisk. De er nemlig langtfra blevet modtaget med åbne arme af den hovedsageligt russiske befolkning på Krim. Foto: Gleb GaranicReuters

Tatarerne på Krim-halvøen i Ukraine blev efter Anden Verdenskrig deporteret af Stalin til Usbekistan og drømte i mange år om at vende tilbage til deres fædreland på Krim. Det blev muligt efter 1991, og Krim-tatarerne kæmper nu for at genetablere sig i deres gamle hjemland og for at genopvække deres kulturelle identitet

Krim-tatarernes leder og formand for det tatariske parlament på Krim, Mustafa Jemilev, er en travl mand.

Det kan tydeligt aflæses i hans bekymrede ansigt, antallet af cigaretskodder i askebægeret på hans arbejdsbord og i den kalender, som ligger foran ham. Den er fyldt med en uendelig række aktiviteter, hvis formål er at skabe opmærksomhed omkring de problemer, hans folk dagligt kæmper med.

Mustafa Jemilev repræsenterer de omkring 280.000 Krim-tatarer, som efter Sovjetunionens opløsning er vendt tilbage til den ukrainske halvø Krim, efter at de i 1944 kollektivt blev anklaget for forræderi og samarbejde med tyskerne og deporteret af Stalin til Usbekistan. Tatarerne er efter 1991 vendt tilbage til deres gamle hjemstavn, men deres hjemkomst har langtfra været uproblematisk. De er nemlig blevet til en minoritet i deres oprindelige hjemland og er langtfra blevet modtaget med åbne arme af den hovedsageligt russiske befolkning på Krim. Og det er uretfærdigt, mener Mustafa Jemilev, hvis livsindhold det derfor er blevet at føre en evig kamp for tatarernes rettigheder – og for at gøre verden bekendt med tatarernes livsvilkår. Men han har stærke kræfter at kæmpe imod.

"Den sovjetiske propaganda har været meget effektiv og har i årevis fremstillet tatarerne som fjender af det sovjetiske system og af den russiske befolkning generelt. Det skabte et fjendtligt billede af tatarerne, og det billede lever fortsat i russernes bevidsthed," siger Mustafa Jemilev og tilføjer, at det skabte fjendebillede samtidig gjorde det nemmere og mere legitimt for de russiske tilflyttere at overtage tatarernes huse efter deportationen i 1944.

"Det gav de nye ejere følelsen af en moralsk retfærdighed, og sådan er det fortsat," siger han.

De hjemvendte tatarer, der i dag kun udgør omkring 13 procent af befolkningen på Krim, kæmper ifølge Mustafa Jemilev fortsat med følgerne af de overgreb, de er blevet udsat for efter Anden Verdenskrig, og med det negative billede, det sovjetiske system har skabt af dem.

Det afspejler sig i myndighedernes behandling af tatarerne og har gjort det svært for tatarerne at genetablere sig i deres hjemland og for eksempel få tildelt jord eller finde et arbejde. Det har ført til etniske spændinger mellem den russiske befolkning og tatarerne og gør de to gruppers indbyrdes forhold stadig mere kompliceret.

"Det har hele tiden været et problem for os at få tildelt jord. Myndighederne nægter at tildele os jord, mens de uden problemer udstykker jord til den russisktalende del af befolkningen. Tatarerne er ligeledes blevet diskrimineret i jordprivatiseringsprocessen. Ifølge en statslov fra 2001 er det kun medlemmerne af tidligere landbrugskooperativer, der må eje den landbrugsjord, de tidligere har dyrket i fællesskab. Vi var deporterede til Usbekistan på det tidspunkt og kunne af gode grunde ikke være medlemmer af kooperativerne. Vi har ikke kun mistet vores jord, huse og ejendomme, der blev taget ulovligt fra os efter deportationen. Vi blev også frataget vores rettigheder ved privatiseringen af jord," fortæller Mustafa Jemilev og tilføjer, at tatarernes konstante forsøg på at tilkæmpe sig land og jord fører til konflikter og sammenstød med både myndighederne og den russisktalende del af befolkningen.

"Vi forsøger at få landområder, som ingen ejer, eller som er ejet af staten. Nogle gange bliver vi smidt ud, andre gange lykkes det for os, og vores besiddelse af området bliver legaliseret," siger Mustafa Jemilev og åbner endnu en af de mange Marlboro Lightpakker, der ligger alle vegne i hans kombinerede arbejdsværelse og stue i hans lejlighed i den ukrainske hovedstad, Kijev.

Mustafa Jemilev er medlem af det ukrainske parlament og benytter lejligheden, som fungerer både som et overnatningssted og kontor, når han er i Kijev.

Hovedparten af de tatariske bosættelser på Krim ligger på landet og i udkanten af byerne og er for de flestes vedkommende kendetegnet af mangel på grundlæggende faciliteter såsom manglende infrastruktur, gas- og vandforsyning, lægehjælp og mulighed for skolegang, og det betyder ifølge Mustafa Jemilev, at livet for de fleste Krim-tatarer er en daglig kamp for overlevelse.

De økonomiske problemer og den manglende jord er dog ifølge Mustafa Jemilev langtfra tatarernes eneste problem. Stalin ønskede at udslette hele den tatariske identitet og gik grundigt til værks blandt andet ved at ødelægge tatarernes kulturarvsminder, brænde tatariske bøger, nedlægge tatariske kirkegårde og give tatariske landsbyer på Krim nye navne. I Usbekistan blev tatarerne afskåret fra undervisningen i deres eget sprog og har i flere generationer levet uden at kunne høre deres eget sprog på tv, radio eller at kunne læse tatariske bøger. Det har især ramt den unge generation hårdt.

"Mange fra den unge generation kan dårligt nok tale vores eget sprog, så det er livsvigtigt for os at etablere skoler, hvor de unge bliver undervist på tatarisk, frem for på ukrainsk eller russisk, som er de to officielle sprog på Krim. Desværre har vi ikke midler nok til at opføre nye skoler eller købe gamle bygninger. Det betyder, at der indtil videre kun eksisterer 15 tatariske skoler, og det svarer til, at kun omkring 10 procent af vores børn kan blive undervist i disse skoler," siger Mustafa Jemilev.

Genskabelsen af gamle kulturelle værdier og tatarernes nationalfølelse ser Mustafa Jemilev som den største udfordring, tatarerne står over for.

"Vi starter nærmest forfra og skal genoplive vores kultur. Vi skal etablere museer, medier på vores sprog, udgive tatariske bøger, genetablere vores historiske monumenter, vores religion og forskning i Krim-tatarernes historie," siger Mustafa Jemilev.

Mustafa Jemilev forsøger konstant at skabe opmærksomhed omkring tatarernes sag og skaffe økonomiske midler til de mange tatariske projekter, tatarerne gerne vil sætte i gang. Ved det seneste forsøg i Europa-Parlamentet i marts måtte han dog rejse hjem til Krim igen uden konkrete støtteaftaler med EU.

Mustafa Jemilev modtog i 1998 den internationale humanitære flygtningepris, Nansensprisen. De 100.000 dollar, som fulgte med prisen, skænkede han til opførelsen af to tatariske kulturcentre, heriblandt et bibliotek. Det skønnes, at omkring 150.000 Krim-tatarer på grund af manglende økonomiske midler til hjemrejsen og til genetableringen på Krim fortsat lever i Usbekistan.

udland@k.dk

Mustafa Jemilev repræsenterer de omkring 280.000 Krim-tatarer, som efter Sovjetunionens opløsning er vendt tilbage til den ukrainske halvø Krim. Foto: Ota Tiefenböck.