Teenageres sexbilleder på mobiltelefonen åbner for misbrug

Næsten 40 procent af britiske teenagere mellem 11 og 18 år har modtaget intime billeder. Politiet advarer om, at billederne spreder sig på internettet

En undersøgelse blandt 2000 unge i alderen fra 11 til 18 år viser, at hele 38 procent har modtaget erotiske billeder. -
En undersøgelse blandt 2000 unge i alderen fra 11 til 18 år viser, at hele 38 procent har modtaget erotiske billeder. -. Foto: colourbox.com.

Erotiske og seksuelle billeder, som i nogle tilfælde er pornografiske, spreder sig som en epidemi blandt børn og unge. Advarslen kommer fra den britiske organisation Beatbullying, som bekæmper mobning blandt børn og unge.

En undersøgelse blandt 2000 unge i alderen fra 11 til 18 år viser, at hele 38 procent har modtaget erotiske billeder.

Fænomenet bliver kaldt "sexting", som er afledt af det engelske udsagnsord for at sende en sms, som kaldes "texting".

Selvom det ikke er ulovligt for unge at udveksle erotiske billeder, advarer politiet mod udviklingen, fordi børn og unge kan blive udnyttet af pædofile, som får fingre i billederne via internettet. Politiets særlige enhed mod udnyttelse af børn på internettet forklarer til den britiske avis The Times, at pædofile kan bruge billederne til at afpresse personen på billedet. Alternativt påstår de pædofile, at det er et billede af dem selv for at komme i kontakt med børn og unge.

Billederne er typisk af drenge, som masturberer, og piger, som viser deres bryster eller kønsdele. Men der findes også billeder af regulære seksuelle aktiviteter. Billeder er også problematiske blandt de unge selv.

– Det er vigtigt at forstå, hvordan teknologi ændrer den måde, som unge kommunikerer på, og hvordan de bruger digitale medier til at mobbe og presse deres jævnaldrende, forklarer Emma-Jane Cross, som er direktør i Beatbullying.

70 procent af de adspurgte kender personen, som har sendt billedet. Billedet kommer typisk fra en jævnaldrende, men det er kun hver fjerde, som får erotiske og seksuelle billeder fra deres kæreste.

– Vi ønsker ikke at forhindre unge mennesker i at udforske deres seksualitet, men det er vigtigt, at forældre og skoler er bevidste om, at sexting er et udbredt fænomen blandt vore børn og unge mennesker, så vi sammen kan stoppe den adfærd, før den eskalerer til noget endnu mere problematisk, understreger Emma-Jane Cross.

Fænomenet er kendt i såvel Australien som USA, hvor der har været flere tilfælde af mobning. En 18-årig pige fra Cincinnati i Ohio begik selvmord, efter at et nøgenbillede, som hun havde sendt til sin kæreste, spredte sig rundt på hendes skole via mobiltelefoner og e-mail.

– Det handler om en kampagne, som både tager hensyn til unges rettigheder og digital sikkerhed. Vi er nødt til at forholde os til, at seksuel kontakt mellem jævnaldrende vokser ekspotentielt takket være de nye teknologier, forklarer Emma Jane Cross.

Will Gardner, leder af Childnet International, som arbejder for at beskytte børn på internettet, advarer om, at når et billede først er ude på internettet, mister man al kontrol med det.

– Disse billeder er som en tatovering på internettet. Det er så let at dele billeder, men indholdet vil altid klæbe til dig og kan stikke sit grimme hoved frem til enhver tid, advarer han.

norum@kristeligt-dagblad.dk