Terror bekymrer europæerne mest

Den største trussel for Europa er radikaliseret islam, konkluderer en rundspørge i 14 EU-lande

Selvom islamistisk terror i Europa er halveret siden 2017, betragter europæere stadig radikaliseret islam som den største trussel. Det er konklusionen i en omfattende rundspørge foretaget af analyseinstituttet YouGov blandt 46.000 europæere i 14 EU-lande for den uafhængige tænketank European Council on Foreign Relations (ECFR). 22 procent peger på radikal islam som den største trussel mod Europa i dag.

Bekymringen er størst i flere vesteuropæiske lande. Især Holland, hvor 34 procent peger på radikal islam som den største trussel, og Frankrig, hvor 26 procent gør det. Lavest er bekymringen i flere syd- og østeuropæiske lande, hvor økonomisk krise optager borgerne mere.

Indvandring indtager sammen med økonomiske problemer andenpladsen over de største trusler mod Europa ifølge svarene. Men bekymring over terror og økonomisk usikkerhed skal forstås i lyset af indvandring, siger Victoria Rietig, seniorforsker ved tænketanken Det Tyske Udenrigspolitiske Selskab i Berlin.

”Mange af de andre problemer, som folk er bekymret for, har tætte bånd til migration. Når folk betragter radikal islamisme som en af de største trusler mod Europa i dag, er problemet klart forbundet med migration, især i lyset af det høje antal af muslimske indvandrere, som er kommet til Europa siden 2015,” siger hun.

I takt med islamistisk terror og polariseringen af den politiske debat er et andet, større problem ved at vokse frem, mener Ian James Manners, EU-forsker og professor i statskundskab ved Københavns Universitet.

”For mig at se er det tydeligt, at højreradikal etno-nationalisme forklædt som euro-skepsis er den største voksende trussel for EU. Vreden over eurokrisen fodres af højreradikales påstande om, at indvandrere stjæler europæernes job. Det er den politiske dagsorden, vi bør være allermest bange for,” siger han.