”Mord i Paris: Intet at gøre med et sammenstød mellem civilisationer, alt at gøre med terrorpolitik.”
Sådan lød det kortfattet på twitter fra Arshin Adib-Moghaddam, efter at 12 personer brutalt var henrettet ved angrebet på det satiriske magasin Charlie Hedbo i Paris.
Han er professor ved School of Oriental og African Studies ved University of London (London Universitets Institut for Orientalske og Afrikanske Studier), hvor han blandt andet forsker i forholdet mellem Vesten og den muslimske verden.
”Der er flere grunde til massakren i Paris, og jeg anser dem alle for at være primært af ideologisk og ikke af religiøs karakter,” siger Arshin Adib-Moghaddam.
”Alle former for terrorisme handler om at nå et langsigtet mål. Terrorisme handler om at skabe brud, pludseligt og umiddelbart kaos, ødelæggelse af konsensus og en fornægtelse af samfund og fællesskab. Terrorisme er indbegrebet af at være asocial.”
I hans optik bruger terrorbevægelser såvel religion som had mod Vesten som en del af deres ideologi, men det er redskaber i kampen for at skabe opbakning til deres sag.
Arshin Adib-Moghaddam henviser til, at udtrykket terrorregime - på fransk ”de la terreur” - bunder i det revolutionære Frankrig og Robes-pierres tanke om at terrorisere Frankrig til underkastelse i en topstyret proces under den nyoprettede revolutionære stat.
”I sagen med mordene i Paris blev gerningsmændene klart motiveret af ønsket om at hamre en kile ind mellem landets muslimske befolkning og resten. Dette er terrorisme fra bunden. Men dermed antyder jeg ikke, at der er paralleller mellem Robes-pierre og de kriminelle, der er ansvarlige for mordene i løbet af den sidste uge,” siger Arshin Adib-Moghaddam.
Han pointerer, at Frankrig i dag er et demokrati med en etableret social kontrakt mellem staten og flertallet i samfundet:
”Det kræver ikke engang en moralsk dom for at identificere drabene som kriminelle mord. Frankrig er et fungerende liberalt demokrati, hvor det er muligt at føre krig mod staten og de herskende klasser gennem politiske midler. Men gerningsmændene ønskede ikke at tale det politiske sprog.”
Han betegner drabene som propaganda gennem en gerning, som havde til formål at være vulgær, spektakulær og grusom, som var den et udpenslet realityshow. Men den rejser også spørgsmålet om, hvem der begik sådanne handlinger.
”De enkelte må have været involveret i nogle særligt voldelige sammenhænge for at akkumulere en sådan mængde patologisk had. Jeg mener, at man kan argumentere for, at sådanne personer bør behandles både som kriminelle og som mentalt forstyrrede. De har brug for både indespærring og behandling,” fastslår Arshin Adib-Moghaddam, som forsøger at sætte gerningen ind en sammenhæng med krigen mod terror generelt.
”Det er én ting at være forarget over torturen i Abu Ghraib (berygtet fængsel i Irak, red.), de destruktive krige mod terror og diskrimination af arabere og muslimer i Frankrig. Det er helt noget andet at gå ud og dræbe uskyldige individer på grund af det,” siger Arshin Adib-Moghaddam
Han funderer over, hvad det er, der får personer til at begå den form for terrorisme.
”Jeg er sikker på, at gerningsmændene følte sig fremmedgjorte og uden for det franske samfund, måske endda på grund af Frankrigs selvhævdende udenrigspolitik i islamiske lande.”
Et andet element er, at gerningsmændene tilsyneladende uafhængigt af hinanden havde deltaget i de voldelige konflikter i Yemen og Syrien.
”Her havde de oplevelser med eskalerende vold og død, som mindsker værdien af menneskeliv både for terroristen selv og i forhold til andre. Al-Qaedaisme handler om at dræbe sig selv og andre. Dræb shiamuslimer, dræb de vantro, dræb jøder, dræb iranere, dræb arabere, sekulære og andre, der ikke opfylder kravene for muslimer,” siger han om ideologien bag mordene på Charlie Hebdo.
”Terrorismen i Paris ligner de systematiske terrorregimer, som bevægelser som al-Qaeda og Daesh (den arabiske betegnelse for Islamisk Stat, red.) har udløst over de arabiske og muslimske befolkninger i Mellemøsten og Nordafrika i nu over et årti. Målet er klart: at fremprovokere anarki og krig. En destruktiv ideologi, hvor menneskeliv ikke har nogen værdi,” forklarer Arshin Adib-Moghaddam.
Han tilføjer, at det er en ideologi, som også bruges af nynazister, som repræsenterer en racistisk begrundet brutalitet uden moralske, etiske eller religiøse grænser.
”Min pointe er, at det handler om ideologisk overbevisning snarere end om metafysisk tro. Krigen er ført for at få magten her og nu, alt andet er blot opfundet og iscenesat for at nå dette særlige mål,” siger han.
Efter professorens vurdering er sådanne radikale bevægelser ikke i sig selv religiøse.
”Religion er primært indadvendt. Det handler om at opdage sig selv gennem refleksion, bøn, åndelighed og så videre. Selv i sin politiske manifestation er det aldrig rigtig adskilt fra de processer, der er beregnet til at forme samfundet og give dem en bestemt identitet. I tilfældet med islamiske bevægelser var dette element altid til stede,” forklarer Arshin Adib-Moghaddam, som ikke finder det blandt de mere radikale udgaver islam.
”Ideologier som al-Qaedaisme ligger uden for rammen af religion. Der er ikke noget åndeligt eller metafysisk ved dem. De er rent ideologiske. De handler alle om magt, erobring, stat og krig. Bevægelser som al-Qaeda har aldrig fremsat et begreb om spiritualitet. Der er ingen al-Qaeda håndbog i islam, blot manualer til at bygge bomber og kriminelle projekter,” lyder hans analyse.
”Derfor bør disse terrorister behandles som patologisk kriminelle uden religiøse krav. De har dræbt flere muslimer end medlemmer af noget andet samfund - fra moderate sunnimuslimer til iranske shiamuslimer.”
Den ekstreme terror er med halshugninger i Syrien og koldblodige mord blevet mere brutal, men det er ikke noget, som skal ses i et længere historisk perspektiv.
”Den eneste historiske sammenhæng med analytisk værdi vil være tiden efter krigene i Afghanistan og Irak samt det nuværende kaos i Syrien og Irak. Men det er én ting at være imod disse krige eller fransk udenrigspolitik i Libyen og Mali og så gå amok i mord,” mener Arshin Adib-Moghaddam.
”Disse terrorister er hovedsageligt patologiske kriminelle med en ideologisk ambition. Deres politiske mentalitet er primitiv, blottet for enhver form for dyb historisk bevidsthed. Ligeledes er der ingen teologisk begrundelse for deres handlinger. Disse personer er i sidste ende løsrevet fra samfundet: enkeltstående personer, der er fanget af en skadelig ideologi gearet til kriminalitet og drab. De er de ultimative outsidere, ikke en del af nogen reel fortælling om at være fransk, muslim eller andet. Den eneste fortælling, som de accepterer som deres ultimative identitet, er fortællingen om døden fremmet af bevægelser som Daesh og al-Qaeda.”
