Dominique Moïsi er af natur et optimistisk menneske. Og når han denne sommer har holdt ferie i Normandiet med sin familie og sit 10 måneder gamle barnebarn, har han ladet livsglæden og håbet for det nye liv få overtaget.
Men bedstefaderen i ham har svært ved at overbevise den geopolitiske ekspert. De seneste måneders terrorangreb i Frankrig, Belgien og Tyskland har blot bekræftet det, den internationalt anerkendte franske specialist i international politik længe har anet: Globaliseringen har sat kræfter af kaos og anarki fri i verden.
Kriser og destabilisering bryder ud det ene sted efter det andet, og det er ikke længere noget, vi kan sidde trygt og godt bag tv-skærmen og betragte på afstand. I den globale landsby er der ikke kun eksotiske frugter og billige tekstilvarer fra den anden side af jordkloden på hylderne, men også vold og krig lige om hjørnet.
”Vi troede længe, at vi var beskyttet mod den vold og terror, der fandt sted ude i verden, fordi vore samfund var mere civiliserede og mere velorganiserede. I dag kan vi nævne Paris og Bruxelles i samme åndedrag som Kabul, Beirut og Dhaka. Terror er den tragiske side af globaliseringen. Det havde været dejligt, hvis vi kunne have haft en globalisering, der kun indebar fri bevægelighed for varer og kapital. Men det har ikke været tilfældet. Vi har også fået en globalisering af det onde,” siger Dominique Moïsi.
Globaliseringen skulle ellers være ”historiens afslutning”, som den amerikanske professor Francis Fukuyama formulerede det efter Berlinmurens fald i 1989. Demokratiet havde sejret, og en ny og stabil periode stod for døren, samtidig med at kommunismens hvide plet på markedsøkonomiens landkort blev udvisket.
Dominique Moïsi tilføjer skæringsdatoen 1979 og begyndelsen på den kinesiske økonomis åbning mod kapitalismen. Verdenskommunismen vaklede, og globaliseringen var i gang, båret af deregulering og frihandel, informationsteknologi og billigere transport.
Men den nye multipolære verden, der erstattede den kolde krigs bipolære konfrontation, har vist sig at være alt andet end stabil.
”I koldkrigstiden var der en klar ideologisk fjende, Sovjetunionen. Der var også klare spilleregler i form af atomafskrækkelsen, og Vesten havde et klart svar med ’inddæmningsdoktrinen’. I dag forekommer denne verden næsten alt for enkel. I hvert fald har vi fået en langt mere kompleks verden. Vi har fået en verden, hvor alle lande er indbyrdes afhængige af hinanden, og hvor kriser er globale, fra finanskrisen til ebola. Den tidligere relativt lukkede og kontrollerede verden er blevet afløst af en åben og uendeligt mindre kontrolleret verden,” siger Dominique Moïsi.
”Det skyldes ikke mindst én af betingelserne for globaliseringen, nemlig informationsrevolutionen. Verden er blevet gennemsigtig. Det, der sker i et hvilket som helst hjørne af kloden, er omgående kommunikeret ud over alt. De rige, der tidligere ikke behøvede at se hvordan de fattige levede, kan nu dårligt undgå det. Og de fattige ved helt præcist, hvordan man lever i den rige del af verden. Det har udløst en ’europæisk drøm’ hos befolkninger over hele verden og bidraget til en ny global migration, som desuden i nogen grad er en følge af globaliseringens egen efterspørgsel efter billig arbejdskraft.”
”Denne voksende gennemsigtighed skaber også spændinger – mellem dem, der frygter at miste det, de har, og dem, der vil have adgang til det, de endnu ikke har.”
Men globaliseringen har jo også ført til, at den ekstreme fattigdom er gået markant tilbage, fra knapt 50 procent af verdens befolkning i 1990 til omkring 12 procent. Det burde vel skabe større stabilitet ?
”Den ekstreme fattigdom er gået tilbage. Men globaliseringen har især ført til en markant vækst i uligheden. Den franske økonom Thomas Piketty har ret i sin analyse, der dokumenterer en koncentration af rigdommen på stadig færre hænder. Den daværende amerikanske nationalbankdirektør Alan Green-spans formulering om, at grådighed skaber vækst og er i alles interesse, har symboliseret denne manglende interesse for ulighed. Vi har undervurderet den destabiliserende kraft, uligheden har, når den skaber bitterhed. Og det gælder ikke kun i verdens fattige lande. I de vestlige lande ser vi også, hvordan uligheden har undermineret den sociale sammenhængskraft. Populismen, der destabiliserer de europæiske landes politiske balance, er en reaktion på uligheden og et symptom på en vigende sammenhængskraft,” siger Dominique Moïsi.
Følelser og ikke fornuft driver netop verdens konflikter, mener Dominique Moïsi, som har populariseret udtrykket ”følelsernes geopolitik”, der også titlen på en af hans bøger, ”La Géopolitique de l’émotion”. I Vesten er det frygten, der dominerer: frygten for at miste velstand og indflydelse. Asiaterne håber omvendt, at de er på vej mod bedre tider. Men det er ydmygelseskulturen i Mellemøsten, der især er drivkraften i kaos.
”Mellemøsten er kernen i den globale uorden. De stater, som blev oprettet af de vestlige lande efter Første Verdenskrig, er i vid udstrækning omstridte og har mistet legitimitet. Den uløste Israel-Palæstina-konflikt er et af knudepunkterne, og især efter de mislykkede forsøg på demokratisering under det arabiske forår har radikaliseringen taget til og ført til, at hele regionen er eksploderet i religiøst had mod jøder, kristne og alle mulige andre minoriteter, der udpeges til syndebukke. Mellemøsten er blevet en slags globalt symbol på ydmygelse og negativitet, og denne negativitet ekspanderer og eksporteres til hele verden, såsom til Nice og selv til Rio. Olivier Roy (fransk islamekspert, red.) har ret, når han taler om en islamisering af radikaliteten,” mener Dominique Moïsi.
Men selvom terror er det mest iøjnefaldende udtryk for det globale kaos, er det langtfra det eneste. Adskillige konflikter med destabiliserende potentiale udspiller sig for øjnene af os eller lurer lige under overfladen. Og vi gør klogt i at tage dem lige så alvorligt som terroren, mener han.
”Den første af disse trusler er ’putinismen’ og en form for russisk drøm om revanche efter tabet af positionen som stormagt efter Sovjetunionens sammenbrud. Vi har set det på Krim, og vi ser det nu igen i Ukraine, hvor spændingerne på ny vokser. Truslen fra Rusland er reel og bør tages særdeles alvorligt, ikke mindst fordi den russiske præsident spiller på en retorik om ’Vestens dekadence’ og repræsenterer en anti- demokratisk, autoritær model, som også deles af Tyr- kiets præsident, Recep Tayyip Erdogan,” siger den franske forsker.
”En anden trussel er Kina, som burde tage sin rolle som økonomisk og militær stormagt alvorligt og veje ind i international politik for at bidrage til at løse de globale problemer. I stedet bestræber regimet sig på at dominere i Asien, og Kina er involveret i en lang række territorialkonflikter med nabolandene i Det Sydkinesiske Hav.”
”I vore egne lande er populismen en destabiliserende faktor, som vi gør klogt i ikke at undervurdere, som vi ser med Donald Trump i USA. Og endelig er der klimaforandringerne, som måske er den største fare, der truer os, og som vi burde være meget mere bange for end Islamisk Stat. Den globale opvarmning vil skabe nye konflikter, fordi dele af verden bliver ubeboelige, ikke mindst i Afrika, som samtidig oplever en befolkningseksplosion. I 2050 vil Afrika være verdens mest befolkede kontinent med 2,5 milliarder indbyggere, og spørgsmålet er, om så mange rent faktisk kan overleve på kontinentet,” påpeger Dominique Moïsi.
Det, der bekymrer ham mest, er, at svarene på disse trusler udebliver.
”Et af problemerne er, at USA ikke længere spiller sin rolle som stormagt. Der er for lidt USA i verden, og vi har brug for, at USA vender til- bage, men på en mere konstruktiv måde end 2000’ernes hasarderede forsøg på at gennemtvinge demokratiet med magt. Vi har også brug for, at Kina og Indien indser, at de må påtage sig et ansvar, der svarer til deres økonomiske vægt.”
”Og især har vi brug for den indsigt, både i befolkningerne og blandt politikerne, at vi alle lever på den samme planet, og at vi kun kan løse alle disse kriser, hvis vi arbejder sammen. Men FN løser ingen konflikter længere, og vi er ikke engang i stand til at reformere Sikkerhedsrådet, så det afspejler den nye multi-polære verden. De planetære trusler burde få os til at sætte os ud over nationale særinteresser. Vi bevæger os i den modsatte retning,” siger Dominique Moïsi.
Alligevel vover bedstefaderen i ham et optimistisk bud på, at vi vil tage os sammen, inden det er for sent. I barnebarnets interesse:
”Verden kan endnu nå at ændre sig. Vi har lov at håbe.”