Sidste uge i Nice, denne uge i Wien. Efter det barbariske drab på tre katolikker i Notre Dame-kirken i den franske middelhavsby var det den østrigske hovedstad, der blev ramt i mandags, denne gang af et skuddattentat, der kostede fire mennesker livet i nærheden af Wiens synagoge.
Endnu engang blev uskyldige mennesker mejet ned i islams navn i en uendelig dødedans, som siden 2015 og terrorangrebene i Paris mod Charlie Hebdo og spillestedet Bataclan har slynget sig gennem Europa, fra Barcelona til London, fra Bruxelles til Berlin.
Angrebet i Nice vækker mindelser om drabet på den katolske præst Jacques Hamel, der blev dræbt i sin kirke i Normandiet i 2016, og styrker det indtryk, at kristne er specifikke skydeskiver for den islamistiske terror i Europa. Præcis som i Mellemøsten, hvor de kristne i vid udstrækning er fordrevet, og de koptiske kirker i Egypten er hyppige terrormål.
Både al-Qaeda og Islamisk Stat har italesat terror som en religionskrig mod ”de jødisk-kristne korsfarere”. Efter terrorangrebet på USA den 11. september 2001 omtalte den amerikanske præsident George W. Bush sin ”globale krig mod terror” som et korstog. Og lige siden har spørgsmålet ligget i luften: Er dette en religionskrig, som Roskildes daværende biskop, afdøde Jan Lindhardt, hævdede i et omdiskuteret interview samme år?
19 år senere er spørgsmålet stadig følsomt.
”Man skal ikke forveksle alle vore muslimske medborgere med ekstremister,” sagde Frankrigs daværende præsident François Hollande efter Bataclan-angrebet for snart fem år siden.
Lignende formuleringer er blevet benyttet af for eksempel den tyske forbundskansler Angela Merkel, som har kaldt islamistisk terror for ”vores fælles fjende”, men samtidig betonet, at ”islam hører til i Tyskland”. Efter drabet på de tre kirkegængere i Notre Dame i Nice har lederen af Frankrigs katolske kirke, ærkebiskop Eric de Moulins-Beaufort, opfordret katolikkerne til at ”engagere sig i en åndelig kamp mod islamismen og fortsætte dialogen med muslimerne”.
Blandt europæiske islam- og terroreksperter, som Kristeligt Dagblad har talt med, er der udbredt enighed om, at islamistiske terrorister til en vis udstrækning skal tages på ordet, når de erklærer krig mod kristendommen.
”Dette er en religionskrig i den forstand, at kristne og jøder i islamisternes øjne er vantro, som skal bekæmpes. Deres mål er at skabe krig mellem de monoteistiske religioner og mellem almindelige muslimer, kristne og jøder,” lyder det for eksempel fra Abdel-Hakim Ourghi, som er leder af afdelingen for islamisk teologi og religionspædagogik ved Det Pædagogiske Universitet i sydtyske Freiburg.
”Selvfølgelig har begivenhederne i Frankrig og i Wien noget med islam at gøre – selvom det ganske givet er en perverteret udgave,” siger også Thomas Hoffmann, professor ved teologisk institut ved Københavns Universitet.
”At afvise, at det har en kobling til islam og muslimer er for mig at se et forsøg på at undslå sig en nødvendig debat om, hvilken rolle religionen spiller i den voldelige islamisme, der udgør et stadigt større problem i Vesten,” siger han.
Men der er også en risiko for blinde vinkler, hvis terrorens komplekse historiske, politiske og sociale sammenhænge anskues udelukkende gennem religionskrigens briller.
Terrorekspert og lektor ved forsvarshøjskolen i Stockholm Magnus Ranstorp peger således på, at terrorisme ikke udelukkende betinges af mødet med religion. Andre faktorer som for eksempel kriminalitet hører også med til billedet, siger han.
”I Frankrig, hvor man har et stort miljø af voldsparate islamistiske ekstremister, har fængslerne fungeret som perfekt grobund for radikalisering af kriminelle,” siger Magnus Ranstorp.
Han peger også på en politisk udnyttelse af religion, som netop nu kommer til udtryk i den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogans, beskyldninger mod Emmanuel Macron om at ”hade islam”, fordi Frankrigs præsident ønsker at gribe ind mod den islamiske separatisme i det franske samfund.
”Macron ønsker at modvirke islamisternes forsøg på at etablere parallelle samfundsstrukturer, der går imod republikkens værdier, og som betyder, at flere og flere franskmænd ikke er en del af samfundet og ikke støtter op om de grundlæggende, demokratiske værdier. Dette næres blandt andet af radikale strømninger som wahabisme og salafisme, men også Det Muslimske Broderskabs fundamentalisme. Det finansieres eksempelvis af Golfstaterne. Tilsammen har det skabt en sprængfarlig situation, hvor islamistiske opportunister forsøger at få almindelige muslimer, der står med et ben i Vesten og et ben i islam, til at vælge side,” siger Magnus Ranstorp.
Islamister forsøger ofte at tegne et billede af et Vesten, som fører religionskrig mod muslimer, men det er en fejlslutning og en fælde, Vesten ikke bør hoppe i, mener den tysk-jødiske historiker Michael Wolffsohn.
”Vi vesteuropæere, kristne og jøder, fører ikke nogen religionskrig. De fleste vesteuropæere er ikke religiøse, og de mennesker kan helt logisk ikke føre en religionskrig. Muslimer, der fører en sådan krig mod ’os’, forstår ikke deres koran, for Koranen tillader kun ’hellig krig’, hvis islam bliver angrebet. Og islam bliver ikke angrebet i Vesteuropa,” siger han.
”Hvis staten forfølger muslimer her, er det ikke, fordi de er muslimer, men fordi og når de begår forbrydelser. Det sker desværre uforholdsmæssigt ofte i forhold til den andel af befolkningen, de udgør,” siger Michael Wolffsohn.
Kurt Villads Jensen er professor i historie ved Stockholms Universitet. Han advarer mod at benytte ord som religionskrig og korstog, der er knyttet til bestemte historiske fænomener, i en moderne sammenhæng.
”Korstog var formelt set krig for at befri Kristi grav i Jerusalem. Men det har – ligesom jihad – en bredere betydning om at ’tvinge de onde til at gøre det gode.’ Og i det 20. århundrede har man benyttet udtrykket på netop den måde. Eisenhower talte om Anden Verdenskrig som et korstog mod nazismen. Al-Qaeda og Osama bin Laden har også fremstillet terror som jihad mod den vantro kristne verden. Men dette er retorik om krigshandlinger eller terror, ikke en objektiv beskrivelse af en konflikt,” mener han.
Rémi Brague, fransk historiker og filosof med speciale i middelalderlig arabisk og jødisk filosofi, peger også på det historisk og teologisk problematiske i at tale om religionskrig.
”Dette er klart en religionskrig, men kun hvis man giver dette ord en betydning, det ikke har i kristendommen. Kristne fører ikke religionskrig, for kristendommen vil omvende verden, hvorimod islam vil underkaste verden under islamisk lov. Men dette sker ikke kun ved krig. En diskret og tålmodig påvirkning kan være endnu mere effektiv. Derfor skal man skal ikke acceptere islamisternes retorik, der gør terror til en religionskrig. Det er historisk ukorrekt, for Europas religionskrige var ikke omvendelseskrige, men den måde, som den moderne nationalstat blev dannet på,” siger Rémi Brague.
Den islamiske jihadisme retter sig desuden ikke kun mod kristne. Det er det sekulariserede, verdslige og demokratiske Europa, der angribes, når Muhammed-tegninger igen og igen benyttes til at piske den muslimske offentlighed op mod Vesten med massedemonstrationer og boykot af vestlige varer.
”Truslen fra islamismen er langt mere vidtgående end et spørgsmål om islam over for kristendom. Det er udtryk for noget, der i umiskendelig grad minder om det, som den amerikanske politolog Samuel Huntington kaldte civilisationernes sammenstød,” mener Mehdi Mozaffari, professor emeritus ved center for forskning i islamisme og radikaliseringsprocesser ved Aarhus Universitet.
Dertil kommer, at den sunni-muslimske terror i lige så høj grad rammer shia-muslimer eller de sunni-muslimer, der ikke efterlever den fundamentalistiske islam, som Golfstaternes oliedollars har udbredt som den dominerende retning i islam.
”Skal man tale om religionskrig, er det også en intern religionskrig i islam,” siger Thomas Hoffmann.
Spørgsmålet er, om Europa i det hele taget har interesse i at overtage fortællingen om en religionskrig mellem islam og kristendommen.
”Begynder man at tale om en religionskrig, er der en risiko for, at man hopper direkte i den fælde, islamisterne forsøger at sætte op med deres offer-narrativ om Vestens krig mod islam,” siger Magnus Ranstorp.