Prøv avisen

Terror i Kenya trækker spor til Vesten

Røgen steg op fra Westgate shoppingcenter i Nairobi, Kenya, efter terrorangrebet i mandags. Flere af de involverede terrorister var fra vestlige lande. Foto: Nation Media Salaton Njau Denmark

Folk fra Storbritannien og USA har været involveret i terroraktionen i Kenya. Det understreges af den engelsksprogede propaganda, der spredes på sociale medier, mener sikkerhedsekspert

Alt tyder på, at en hvid britisk kvinde samt to-tre amerikanske mænd var blandt terroristerne, der i lørdags angreb indkøbscenteret Westgate i den kenyanske hovedstad, Nairobi.

Oplysningerne har ifølge britiske medier fået den britiske efterretningstjeneste MI5 til at studere oplysninger om andre britiske statsborgere, som har været i Somalia, hvor de muligvis har været i træningslejr hos den al-Qaeda-inspirerede oprørsbevægelse al-Shabaab.

LÆS OGSÅ: Så blev Nairobi ramt af terror igen

Blandt de formodede terrorister ved angrebet, der i aftes blev erklæret for overstået af Kenyas præsident, Uhuru Kenyatta, er den 29-årige etnisk hvide britiske kvinde Jermaine Lindsay. Hun konverterede til islam som teenager og går under tilnavnet den hvide enke, fordi hendes mand var blandt de terrorister, som udløste selvmordsbomber i Londons undergrund den 7. juli 2005.

Rapporter fra politiet i Nairobi indikerer, at de har fundet liget af en hvid kvinde blandt terroristerne. Det har længe været antaget, at hun befandt sig i det østlige Afrika, hvor hun har været eftersøgt for planer om angreb på internationale hoteller.

Blandt terroristerne var også to-tre amerikanske statsborgere i alderen 18-19 år fra Minnesota, som var af formodet somalisk eller arabisk herkomst.

Ifølge BBCs sikkerhedsekspert Dominic Casciani ser vi nu en gentagelse af mønstret fra andre konfliktfyldte muslimske lande.

Tilstedeværelsen af vesterlændinge blandt de somaliske hellige krigere har på ingen måde samme omfang, som vi kender fra Pakistan og Afghanistan men mønstret er det samme. Radikaliseringen begynder hjemme, siger han.

At der er folk fra Storbritannien og USA involveret, bliver ifølge Dominic Casciani understreget af omfanget af engelsksproget propaganda, som bliver spredt på sociale medier.

Analytiker Jonathan Russel fra tænketanken Quilliam Foundation, som arbejder mod ekstremisme, er inde på samme spor.

Al-Qaeda har forsøgt at inspirere vestlige muslimer til at begå sådanne ugerninger gennem mange år, fremhæver han i en kommentar.

Det er blandt andet sket gennem prædikener, som kan ses eller høres online, samt i gruppens magasin Inspire (Inspiration), som roser gerninger begået af vestlige islamister enten i deres hjemland eller i udlandet. Det gælder eksempelvis Tsarvaev-brødrene, som tidligere i år anbragte bomber ved maratonløbet i Boston.

Han stiller videre spørgsmålet, om det er en stor succes for al-Shabaab, at der har været vestlige terrorister med til selvmordsangrebet i Nairobi.

Virkeligheden er, at antallet af vestlige muslimer, der opgiver deres liv i Storbritannien eller USA for at tilslutte sig al-Shabaab, er meget lille, siger Jonathan Russel.

Han deler dem op i tre meget specifikke grupper. Der er personer, som er konverteret til islam, der er vestlige muslimer, og så er der personer af somalisk afstamning i Storbritannien. Der bor omkring 100.000 personer af somalisk afstamning i Storbritannien, men kun 50 personer menes at kæmpe for al-Shabaab i Somalia.

61 gidsler, 6 sikkerhedsstyrker og 5 terrorister er blevet dræbt under gidseldramaet, sagde præsident Kenyatta i aftes på et pressemøde. 11 terrorister er blevet anholdt.