Prøv avisen

Terrorangreb mod Sverige truer hele Skandinavien

De svenske myndigheder valgte efter terrorangrebet at skærpe politiets synlighed i by- billedet, som her i centrum af Stockholm, men har ikke ændret ved trusselsniveauet, der i forvejen var "forhøjet". -- Foto: Jonathan Nackstrand.

Svensk politi undersøger to sprængninger, der fandt sted i Stockholm i lørdags. Ekspert mener, at terrorister nu for alvor ser Skandinavien som mål for terrorhandlinger

Sverige blev ramt af dødelig terror, da en mand i lørdags sprængte sig selv i luften midt i Stockholms juletravlhed. Det er endnu ikke bekræftet, om manden valgte at detonere de rørbomber, han havde monteret på kroppen, eller om det var en fejl. Eksplosionen skete i en af de travleste gågader i hovedstaden omgivet af julehandlende, og flere personer blev kvæstede, da bomberne gik af. Umiddelbart før var en bil brudt i brand kort derfra, og politiet bekræfter, at bilen indeholdt flere gasbeholdere.

I går morges overtog sikkerhedspolitiet Säpo sagen fra det lokale politi, og de karakteriserer sagen som en terrorforbrydelse. 10 minutter før de to eksplosioner modtog Säpo og nyhedsbureauet TT en e-mail, hvor Sverige blev truet. På en lydoptagelse siger en mand på svensk og arabisk, at "nu skal jeres børn, døtre og søstre dø, ligesom vores brødre og søstre og børn dør". Den uidentificerede mand opfordrer derpå alle muslimer i Sverige til at slå til mod landet. Han henviser til de svenske soldater i Afghanistan og kunstneren Lars Vilks, som har tegnet profeten Muhammed som en hund.

Ifølge terrorekspert Lars Nicander er eksplosionerne og e-mailen utvivlsomt kædet sammen, og han tror ikke, at bombemanden agerede alene.

Lars Nicander, der er chef ved Center for Asymmetriske Trussels- og Terrorstudier ved Forsvarshögskolan, ser meget alvorligt på hændelsen, som han beskriver som helt uden fortilfælde og som en seriøs trussel mod hele Skandinavien.

"Først så vi sprængningen ved Hotel Jørgensen i København i september, og nu bliver Stockholm ramt. Der har tidligere været trusler mod de nordiske lande på grund af tegningesagen, men nu ser vi for alvor, at der sker konkrete ting. Det skal tages meget alvorligt".

Det svenske myndigheder øgede efter angrebet i København Sveriges terrorberedskabsniveau til "forhøjet trussel", og de har ikke umiddelbart tænkt sig at ændre det. Desuden har de valgt at skærpe politiets synlighed på gaderne i Sveriges største byer op til jul. Lars Nicander tror dog også, at Säpo tager skjulte tiltag for at højne sikkerheden.

"Det giver selvfølgelig folk en vis tryghed at se politi på gaderne, men det, der virkelig betyder noget, er, at politiet arbejder mere forebyggende, at de infiltrerer truende miljøer, og at de samarbejder med andre landes sikkerhedstjenester. Det er den vej, de skal gå for at kunne forhindre lignende angreb i fremtiden," siger han.

Lars Nicander nævner blandt andet Danmark som et forbillede for Sverige, fordi de danske efterretningsvæsener har større frihed til og dermed spillerum for at opdage mulige trusler. Han tror, at der kan komme en diskussion blandt svenske politikere om, hvorvidt Säpo skal have lignende beføjelser.

Statsminister Fredrik Reinfeldt holdt i går et ekstraordinært pressemøde, hvor han understregede, at han fandt hændelserne uacceptable, men han opfordrede samtidig til ikke at drage forhastede konklusioner.

"Der er stadig meget, vi ikke har svar på, og det er vigtigt, at vi undgår unødvendige spændinger og anklager. Opklaringsarbejdet er i gang, og vi må have tiltro til, at retsvæsenet finder svarene og ikke gå i panik", sagde han.

Teorierne omkring eksplosionerne har floreret i svenske og udenlandske medier, og efter det kom frem, at den afdøde på sin Facebook-profil hyldede al-Qaeda og viste videoklip af angreb mod amerikanske soldater, har flere fremtrædende muslimer taget afstand fra angrebet.

Formand for Svensk Islamisk Samfund, Abd al Haqq Kielan, siger til Aftonbladet, at han er oprørt over, at bombemanden har villet skade uskyldige mennesker.

"Det er totalt imod islam, og han skader alle muslimer i Sverige, når han gør noget sådan. Jeg håber, det er en isoleret hændelse, for det er forfærdeligt og frastødende," siger han.

barslev@k.dk