Peter Knoope, angrebet i Nice sker kun fire måneder efter angrebet i Bruxelles. Hvorfor vokser antallet af terrorangreb i Europa?
”Fordi en stor del af verden har megen vrede rettet imod os. Den helt korte forklaring er, at mens vi i Vesten har en tendens til at være fremtidsorienterede, lever det store flertal af mennesker uden for Vesten med en stor historisk bevidsthed. Og hvad ser de i historien? Vi bliver nødt til at tale åbent om dette. De ser kolonimagter, som først bragte dem kolonialisme, siden kristendom, civilisation, udvikling og modernitet. Under hele denne sekvens af kolonial magt har vi haft den arrogante indstilling, at vi ved bedre, end de gør. Det har medført en stor fornemmelse af ydmygelse og følelsen af at være dem, der ikke ved bedst."
"For 30 år siden ville mennesker så vende sig til marxismen for at finde et alternativt, men denne viste sig at være en fiasko. Det, der sker i dag, er, at religion, herunder den politiske religion som islamismen, har vist sig som et alternativ. Vreden, som er blevet antændt af 4-500 års ydmygelse, har fundet sit politiske udtryk i islamismen.”
Frankrig har været vidne til adskillige angreb de seneste år, mens eksempelvis Tyskland er gået fri. Hvorfor Frankrig?
"Selv angrebet i Bruxelles var oprindeligt tiltænkt Frankrig, så ja, Frankrig er virkelig under angreb. Det er der en række årsager til. Siden terrorangrebet på USA 11. september 2001 har det været praksis i en række europæiske lande at skabe et tæt samarbejde mellem efterretningstjenesterne, men dette er ikke tilfældet i Frankrig."
"Frankrig har en politisk kultur, der slår hårdt ned på vold, men efterretningstjenesterne har fejlet, når det handler om at samarbejde og dele informationer. Lande som Tyskland, Danmark, Sverige, Storbritannien og Holland har investeret i programmer, som skal modvirke radikalisering, men det har Frankrig ikke rigtigt bestræbt sig på. Nogle samfund i Frankrig lever virkelig isoleret og uden kontakt til det øvrige franske samfund. De franske myndigheder ved langt hen ad vejen ikke, hvad der foregår i disse samfund, eftersom man ikke har investeret i kontakt til dem.”
Er terrortruslen i Europa større i dag end tidligere, eller føles det blot sådan?
”Det kommer an på, hvad man sammenligner med. I 1970'erne var politisk vold fra eksempelvis IRA i Nordirland og venstrefløjsterrorgrupper som Rote Armee Fraktion samt palæstinensisk terror i høj grad del af hverdagen, men den er forsvundet gennem de seneste årtier."
"Nu vender terroren tilbage, og det, vi er vidne til, er konsekvensen af de tusinder af mennesker, som rejste til Syrien og Irak over de seneste år. Eftersom de vestlige lande militært set er ved at vinde kampen i Mellemøsten, begynder terroren at sprede sig. Det er en panikreaktion fra de, der kæmper for grupper som IS. Vi skal huske på, at det ikke er et europæisk fænomen. Vi ser angreb i Saudi-Arabien, Bangladesh, og selv i Sydafrika var terrorister i færd med at forberede et angreb. Det er overalt, men er mere smertefuldt, når det sker tæt på vore hjem.”
Terrorfrygten lader nu til at være velbegrundet. Hvad skal den enkelte gøre?
”Der er meget lidt, vi kan gøre. Det er det skræmmende. Det kan ske overalt. Man bør være bevidst om truslen, men vi kan ikke og skal ikke leve i frygt hvert minut. Det er først og fremmest myndighedernes ansvar at handle.”
Men kan myndighederne gøre noget, når det er en enlig ulv som denne person i Nice, der begår terror?
“Myndighederne kan ikke, men de lokale samfund og fællesskaber kan. Fædre, mødre og brødre ved som regel, når et familiemedlem ændrer holdninger i retning af radikalisering. Disse familier bliver nødt til at føle solidaritet med samfundet og staten og ikke med den radikaliserede. Regeringer og myndigheder må derfor styrke kommunikationen med disse isolerede samfund, og det øvrige samfund må inkludere dem. Ellers vil de aldrig nogensinde få solidaritet med mainstream-kulturen."
"Europæiske lande som Tyskland og Danmark og andre, jeg har nævnt, har investeret i sådanne initiativer siden 11. september 2001, og det har vist sig, at det hjælper. Frankrig bliver nødt til at gøre det samme.”