Christophe Naudin omtaler kun angrebet som ”den 13.” Datoen resumerer alt.
De to timer, 31 minutter og 44 sekunder, der fulgte efter, at to tungt bevæbnede terrorister trængte op på scenen og forandrede spillestedet Bataclan til en dødsfælde. De efterfølgende måneder og år med flashbacks til terroristernes hadefulde øjne, der oplyses af flammerne fra geværilden, mens de systematisk beskyder koncertgæsterne. Ligene, han skræver over, mens han forsøger at redde sig ud til siden, væk fra beskydningen. Rædselsbillederne af hjernemasse på en højtaler.
”Jeg har det aldrig godt i ugerne op til den 13. På selve dagen holder jeg fri. Jeg har også taget fri i år. Men måske vil jeg alligevel hellere undervise,” siger han, da Kristeligt Dagblad taler med ham kort før femårsdagen for terrorangrebet i Paris den 13. november 2015.
Klokken var 21.25, da tre bevæbnede terrorister begyndte at beskyde fortovscaféerne omkring Boulevard Voltaire i det østlige Paris. Fem minutter tidligere havde den første af tre selvmordsterrorister udløst sit sprængstofbælte under en fransk-tysk landskamp ved det store fodboldstadion Stade de France i Saint Denis længere østpå.
Christophe Naudin stod sammen med sin ven Vincent på gulvet foran scenen i Bataclan på Boulevard Voltaire. Klokken var 21.49, det amerikanske band Eagles of Death Metal spillede nummeret ”Kiss the Devil”, og Christophe Naudin hørte noget, der mindede om kanonskrald. Så så han to mænd bevæbnet med kalasjnikovs trænge ind i salen og op på scenen, mens de systematisk beskød publikum.
Han befandt sig i den del af salen, som var under stærkest beskydning fra i alt tre terrorister. En del af menneskemængden søgte væk fra midten af rummet, ud mod siderne, og Christophe Naudin blev revet med. Det blev hans redning. Hans ven, Vincent, blev dræbt.
Da politiets elitetropper omkring klokken halv et om natten evakuerede spillestedet, fandt han en taxa, kørte hjem til sin mor og bad om makaroni. Og rødvin, mens han fulgte nyhedskanalernes dækning af det, som er det værste angreb på fransk jord siden Anden Verdenskrig.
Den 45-årige Christophe Naudin er historielærer i en parisisk folkeskole. Hans speciale som historiker er middelalderlig islam. Han har abonneret på satiremagasinet Charlie Hebdo i en halv snes år. Og han er fan af solid, hård rock. Alt dette i forening har placeret ham i cyklonens øje, i kernen af den trussel, som i fem år har hjemsøgt Frankrig.
Da historielæreren Samuel Paty blev angrebet og fik halsen skåret over foran sin skole i Paris-området den 16. oktober i år, havde Christophe Naudin allerede efter krav fra undervisningsministeriet gennemført sikkerhedsøvelser med eleverne, der blev bedt om at gemme sig under skolebordene og være musestille i tilfælde af terrorangreb eller skoleskyderier som i USA. Og han havde konstateret, at hans egen klasse ville være en af de første, en eventuel angriber ville komme til.
”Drabet på Paty udløste et chok i offentligheden. Men det var ikke det elektrochok, vi så efter Charlie Hebdo (i januar 2015, red.). Det vil ikke sige, at vi har vænnet os til terror, men karikaturerne splitter os. Jeg har også hørt kritik af vores kollega. Han burde ikke have vist de karikaturer. Det er næsten værre end for fem år siden,” siger Christophe Naudin.
Fem år efter er Bataclan og angrebene den 13. november blevet en del af Frankrigs kollektive bevidsthed, men også af den politiske debat. Og det gavner hverken ofrene eller forståelsen af den udfordring, islam repræsenterer, mener Christophe Nautin, der selv har skrevet bøger om blandt andet slaget ved Poitiers i 732, hvor de muslimske hæres fremrykning i Frankerriget blev standset.
”Efter hvert angreb har vi en konfrontation mellem to linjer. På venstrefløjen har vi en diskurs om, at islam er de undertryktes religion og derfor ikke kan kritiseres. Og højrefløjen vil partout se en iboende vold i islam. Jeg er imod begge synspunkter, men ethvert forsøg på at følge en middelvej er blevet umulig. Jeg har selv et distanceret syn på islam, som er næret af både mødet med muslimer, som jeg kender, og af mit arbejde som historiker. Der er komplekse grunde til, at islam netop nu drejes i en fundamentalistisk retning. Vi forklarer jo heller ikke nazismen i Tyskland med ’det tyske folks natur eller kultur’,” siger Christophe Naudin.
”Efter fem år er folk ved at være trætte af ofrene fra Bataclan. Vores historie skal bare passe ind i en politisk dagsorden. Og ellers hører vi, at vi må se at komme videre med vores liv. I dag har jeg har det sådan set godt. Jeg har startet et nyt liv med min nye kæreste, Laetitia og hendes søn. Det har været afgørende. Men jeg er blevet mere bekymret, mere sortseende,” siger han.
”Vi har netop haft første skoledag efter efterårsferien og drabet på Samuel Paty. Alt sammen i en kontekst med coronanedlukning og en terrortrussel, der er på sit højeste siden Islamisk Stats nederlag i Syrien. Jeg er mere urolig end for nogle uger siden. Jeg vil gå ind i min klasse for at undervise med en større bekymkring.”