57-årige Andreas nipper til sin gløgg og kigger sig beklemt omkring på julemarkedet foran Berlins ikoniske sønderbombede Kaiser-Wilhelm-Gedächtniskirche. Juleboderne spiller ”Bjældeklang” fra højttalerne, og kulørte lamper og en duft af brændte mandler hænger i den frostklare vinterluft. Jovist, det er juletid.
”Men stemningen er ikke den samme,” siger den kraftigt byggede ingeniør fra delstaten Baden-Württemberg, som ikke ønsker sit efternavn i avisen.
Han er på forretningsrejse i Berlin og har før besøgt julemarkedet på Breitscheidplatz. Som for så mange andre tyskere er julemarkeder for Andreas en højt elsket tradition, som går tilbage til middelalderen, og som symboliserer fred og åbenhed. Han ligner ikke en mand, man sådan uden videre skubber omkuld. Men efter at den tunesiskfødte terrorist Anis Amri den 19. december for et år siden kørte en sort lastbil ind i menneskemængden på julemarkedet, dræbte 12 og sårede 70, har den tyske ingeniør snarere forbundet markedet med tragedie end hygge.
”Det er faktisk næsten en forfærdelig følelse. Stedet er som et mindesmærke,” siger han.
”Men jeg var fast besluttet på at tage herhen. Jeg tænkte, at det ville være den forkerte reaktion at blive væk. Jeg vil ikke gemme mig væk af frygt. Det her er en retsstat.”
Lastbilen, som pløjede gennem markedet her i det vestlige Berlins kommercielle centrum ved indkøbsgaden Kurfürstendamm, er for længst væk, men sporene efter tragedien ser man overalt på pladsen: Politifolk med maskinpistoler og to meter lange og et halvt ton tunge grå cementblokke, som i hundredtal omringer hele pladsen. Selvom blokkene er forsøgt gemt væk bag juletræer, taler de deres eget tydelige sprog om en ny virkelighed for Europa, mener Andreas.
”Det skete jo også i Paris, London og Barcelona. Det er efterhånden noget, vi må forvente. Det er det, der er så nyt for os,” siger ingeniøren, nikker i retning af betonklodserne og krænger mundvigene nedad.
”Men man kunne i det mindste have fundet en pænere løsning.”
Et par meter fra ham ved trappetrinene op til kirken står to hvide kors, mellem dem stearinlys, et foto, nogle små skilte med dekorerede juletræer, hvide roser, en engel i marmor, et skilt med ordet ”hvorfor”. Det improviserede mindesmærke bliver på årsdagen på tirsdag erstattet af et officielt mindesmærke foran kirken med navnene på de 12 ofre. Det var ikke noget tilfælde, at terroristen havde udset sig en kirke og et julemarked som terrormål, for begge symboliserer håb og tryghed, mener iagttagere.
Efter angrebet søgte berlinerne netop mod kirken for at få trøst, fortæller Martin Germer, som er præst i Kaiser-Wilhelm-Gedächtniskirche og har tilbudt sjælesorg til efterladte efter attentatet. Den moderne tilbygning til kirken, hvor alle gudstjenester og andagter finder sted, havde 10.000 flere besøgende i januar 2017 – måneden efter angrebet – end samme måned året før, fortæller han.
”For mennesker, for hvem den kristne tro i forvejen spillede en rolle, har troen naturligvis været en vigtig del af sjælesorgen. Men der er også mennesker, som ikke er vant til at bede eller ikke har bedt meget længe, som er begyndt at bede, for eksempel for fred i verden eller for de efterladte, hvilket vi også gør her i kirken hver dag,” siger Martin Germer, for hvem Breitscheidplatz er forandret for altid.
”Jeg er vant til at beskæftige mig med døden og besøger for eksempel ofte kirkegårde. Men hver gang jeg betræder pladsen her, er tragedien nærværende,” siger han.
De dybeste spor har tragedien imidlertid sat i de tilskadekomne og de pårørende til de 12 dræbte. I et åbent brev trykt i nyhedsmagasinet Spiegel rettede de pårørende for nylig en skarp kritik mod forbundskansler Angela Merkel og beskyldte hende for manglende politisk handling og for ikke at have rakt ud til de sørgende.
”Næsten et år efter angrebet bemærker vi, at du ikke har udtrykt din kondolence over for os, hverken personligt eller skriftligt. Det betyder efter vores mening, at du ikke lever op til dit embedes ansvar,” skriver de.
Efter offentliggørelsen af brevet har Merkels talsmand bebudet, at kansleren vil mødes med de efterladte. I tirsdags besøgte kansleren uden varsel julemarkedet, lagde en rose ved mindesmærket og takkede en af ejerne af en bod for at have udøvet førstehjælp under attentatet.
Kritikken handler imidlertid ikke kun om kanslerens tavshed, men også om, at tyske myndigheder undlod at pågribe Anis Amri forud for attentatet, selvom man vidste, at han færdedes i islamistiske ekstremistiske kredse, solgte narkotika og havde fået afvist sit asylønske.
”Vi var ikke tilstrækkelig forberedt. Det er tydeligt i forhold til overvågningen af gerningsmanden, men også i de oplevelser, som pårørende måtte igennem umiddelbart efter det forfærdelige angreb,” siger tidligere formand for det socialdemokratiske SPD Kurt Beck til avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung.
Som forbundsregeringens repræsentant over for terror-ofrene og deres pårørende har han siden marts sidste år talt med over 100 sårede og pårørende. Kurt Beck tegner et kaotisk billede af tiden efter attentatet, hvor pårørende i dagevis ikke vidste, om deres slægtning var død eller ej, og hvor nogle endda modtog en regning for obduktionen af den døde.
”Folk er stadig dybt mærket af det, de måtte igennem. Det var et angreb på vores kultur, på vores samfund som helhed, og folk måtte betale med liv og lemmer eller tabet af familiemedlemmer. Dette stikker dybt og forårsager stadig traumer, når angreb igen finder sted, som det skete for nylig i New York, eller når man taler om manglerne i forbindelse med overvågningen af gerningsmanden,” siger han til avisen.
En af dem, der stadig er plaget af mareridt efter attentatet, er 48-årige Andreas Schwartz fra Berlin. Han nåede selv at springe til side, da lastbilen buldrede gennem markedet for et år siden. Men han kan stadig høre skrigene fra folk og det fortvivlede blik hos den kvinde, han holdt i sine arme, inden hun døde.
”For mig er det sted helvede,” fortæller den nu forhenværende lastbilchauffør, som ud over et traume fik en rygskade under attentatet og kæmper med myndighederne om retten til sygedagpenge. Han besøgte pladsen i følgeskab med venner efter angrebet, men vil ikke tilbage igen.
”Jeg har ikke fået det bedre. Det må jeg desværre sige,” siger han over telefonen.
Andreas Schwartz er ligeledes vred over, at myndighederne ifølge tyske medier kunne have forhindret terroristen i at begå sin udåd.
”Den tyske stat har fuldstændigt fejlet i Amri-sagen. Disse ministre sidder stadig i embedet, og spørgsmålet er, hvornår de vil stå ved deres ansvar,” siger han.
Tilbage på Breitscheidplatz har den 54-årige Susanne Hangschlitt fra Vestberlin netop været til koncert i kirken og vil nyde stemningen, inden hun spadserer hjem. Hun var sidste år ved julemarkedet, en halv time inden lastbilen ramte. Hun vil ikke underkende folks lidelser, understreger hun:
”Men vi bor i en storby, og vi kan ikke undgå, at det her sker. Myndighederne kan heller ikke gardere os mod det. Det er ikke ensbetydende med, at vi skal blive inden døre. Vi skal mindes ofrene, men vi skal også hylde livet.”
