Når Thailands kupleder, general Sonthi Boonyaratglin, i en erklæring i går på tv kunne meddele, at kong Bhumibol Adulyadej har anerkendt ham som leder af et midlertidigt regeringsråd, er det sandsynligvis den sikreste måde at sikre sig befolkningens opbakning.
– Af hensyn til fred og ro i nationen har kongen udpeget general Sonthi Boonyaratglin til at lede Det Militære Råd for Politiske Reformer, hed det i generalens erklæring.
For selvom Thailand på overfladen er et konstitutionelt monarki som det danske, stopper ligheden, hvis man begynder at grave en smule. Thailands konge er landets ultimative autoritet, som befolkningen vender sig til, hvis den oplever problemer eller kaos.
Det tidligere kongedynasti, som regerede i byen Ayutthaya i Thailand, var gudekonger. Man troede dengang på, at guden Rama havde inkarneret sig for at kæmpe mod de onde kræfter, som havde skabt uorden i samfundet. Det efterfølgende og nuværende kongedynasti, Rama-kongerne, betegnes ikke som gudekonger, men ideen er alligevel ikke forsvundet ud af landets selvopfattelse.
Kongen er ikke blot en fjern gud, men er også landets fader, og dronningen er landets moder, og netop derfor er kongens fødselsdag "fars dag", og dronningens fødselsdag er "mors dag". Og dette fortsætter hele vejen ned igennem hierarkiet til enhver thais far og mor.
Det er således ikke forældrenes fødselsdage, som er i fokus, men kongens og dronningens fødselsdage. På kongens fødselsdag tager en thai derfor hjem til sin egen far og knæler ned foran ham, idet han eller hun ofrer en gave til faderen. Og på samme vis ofrer en thai til sin moder på dronningens fødselsdag.
Baggrunden for at ofre gaver og respekt til forældrene er at sige tak for det liv, som de har skænket én. Thaierne har nemlig ikke en egentlig skabergud, som den kristne, hvorfor det alene er forældrene, som er det livgivende. Buddha er i den forbindelse mindre væsentlig, da han ingenting har skabt. Hele dette hierarki med kongeparret som en guddommelig inkarnation, der skal skabe orden i kaos, kan derfor ses som det overordnede, og forældrene som det nærværende, og imellem findes alle andre ledere og "sponsorer".
Mor og far er med andre ord ikke blot ens forældre, men er selveste livets udspring, og kongen er altings udspring, opretholdelse og genopretholdelse. Og over for sådan en autoritet kan en thai derfor ikke stille spørgsmålstegn. Mor og far har ret, også selv om de har uret. Sådan er det også på en arbejdsplads og så videre hele vejen op til kongen.
Men selvom folket ikke må så tvivl om deres overordnede, sker det, at én i hierarkiet pludselig skiller sig ud. Det kan være én, som putter kongens penge i lommen, eller det kan være én, som er uretfærdig over for folket, det vil sige én, der misbruger kongens mandat.
På den ende side betragter thaierne kongen som landets fader, der venligt og bestemt kan give sin mening til kende, men som på den anden siden vil vågne op som en anden Holder Danske, hvis der opstår kaos.
Hvis folket føler, at en premierminister er uretfærdig, er det sket gentagne gange i nyere tid, at de begynder at lave massedemonstrationer for at råbe kongen op. Symbolsk påkalder folket derved Rama og håber, at han vil komme og bringe orden i kaos. Og demokrati eller ej vil der før eller siden ske noget. Måske som det militærkup, der er sket nu.