Forestil dig, at du befinder dig i total mørke et sted, som du ved, at du ikke selv kan komme væk fra. Samtidig har du ingen anelse om, om der er nogen, der leder efter dig. Alt, du kan gøre, er at vente.
Og så, efter utallige dage i mørket, dukker et lys endelig op.
Det er den virkelighed, 12 forsvundne thailandske drenge og deres fodboldtræner har gennemlevet siden den 23. juni.
I går åndede alle lettet op, da en video af de forsvundne drenge dukkede op i medierne. I videoen tager drengene i alderen 11 til 16 år sig til øjnene, da lyset fra en erfaren britisk dykkers lygte rammer dem.
Den 23. juni tog træneren drengene med ned i Tham Luang-grotten i Nordthailand efter deres fodboldtræning, men her blev de fanget af vandmasserne fra en voldsom regn. Og vandmasserne er årsagen til, at den lettelse, det var endelig at have fundet drengene efter en langvarig eftersøgning, hurtigt blev suppleret med bekymring: For hvordan skal man få dem ud af den bælgmørke grotte?
En af dem, der har fulgt dykkernes eftersøgningsarbejde fra begyndelsen, er grottedykker og -instruktør Casper Dreiøe.
”Du finder ikke et sted på jorden, hvor der er mindre lys end der. Der er helt sort. De har været der i ni dage, hvor de kun har kunnet tale sammen og røre hinanden, men ikke se hinanden,” siger han.
Udgangspunktet for dykkerne er det samme, forklarer han, fordi vandet i grotten er meget mudret og har meget dårlig sigtbarhed. Derfor har dykkerne medbragt en line som vejviser, for alt, hvad de kan gøre, er at føle sig frem og håbe på det bedste.
Det er utænkeligt, at drengene kommer ud fra grotten uden mén, siger Peter Berliner, der er professor i psykologi ved Grønlands Universitet. Han har tidligere fungeret som krisepsykolog i krigsområder, og han har om nogen set, hvad ekstreme oplevelser kan gøre ved mennesker.
”De risikerer at blive voldsomt traumatiserede af det. Det er en meget voldsom oplevelse at være hjælpeløs i mørke. Man sidder og er bange for at dø, og man tror ikke, der kommer nogen for at hjælpe,” forklarer han.
Det, at drengene ikke har haft nogen mulighed for undervejs selv at påvirke den situation, de var i, kan resultere i en indlært hjælpeløshed, siger han:
”De kan komme til at ligne folk med voldsom depression. De kan ikke tage sig sammen til at komme videre, og hvis man slukker lyset om aftenen, kan det sende dem tilbage til grotten.”
Men det, der kan være et lys i mørket i disse drenges tilfælde, er, at de har hinanden.
”Hvis de er vant til at være et team, kan det give meget støtte og gøre, at de holder modet oppe. Troen på, at der er håb, er vigtigt. Dem, der håber, får færre symptomer end andre. Hvis man opgiver håbet, bliver man traumatiseret bagefter,” siger Peter Berliner.
Selvom drengene nu ved, at der er hjælp på vej, er de stadig overladt til mørket. For militærets forsøg på at pumpe vand ud af grotten har indtil nu ikke gjort en stor forskel, og vandstanden vil næppe blive meget mindre, før monsunsæsonen er ovre i oktober.
Enten skal drengene blive i grotten indtil da, eller også skal dykkerne forsøge at få dem ud hurtigst muligt. Men det kan kræve, at drengene skal lære basale dykkerfærdigheder, og her er der ifølge Casper Dreiøe mange ting, drengene skal huske på, og mange elementer, der kan gå galt.
”Man skal give dem noget dykkerudstyr for at få dem med ud. Men det her er i en grotte. Det er ikke det typiske thailandske dykkereventyr. Man svømmer ikke bare rundt, og en flaske på ryggen kan ende med at blive for snævert,” siger han.
Han fremhæver ligeledes vigtigheden i, at drengene ikke mister eller hiver for meget i den line, som decideret kan blive deres livsline ud af grotten. Med luftfyldte dykkerflasker på ryggen kan tiden vise sig at blive den afgørende faktor.
Derfor spiller det en afgørende rolle, at de trænede redningsdykkere gør, hvad de kan for at guide drengene igennem det hele, siger Peter Berliner.
”Det værste, der kan ske, er, at de kan komme ind i den passive paralyserede tilstand. Men de har nogle topdygtige folk, der er gode til at snakke med dem. Og hvis det lykkes dem, er det jo en kraftpræstation i sig selv for drengene,” siger han.
Casper Dreiøe er ikke i tvivl om, at det giver mest mening at forsøge at få dem ud med dykkerudstyr frem for at vente på, at vandstanden falder:
”Vi ved jo ikke, om der er nok frisk luft derinde. Der er en voldsom CO2-ophobning hver gang, drengene ånder ud. Så jeg tror ikke, det er den bedste løsning at vente flere måneder på at få dem ud.”
Når drengene engang er ude af grotten, er det ifølge Peter Berliner vigtigt, at deres familie står klar udenfor. Men det er også vigtigt, at drengene ikke spredes for alle vinde alt for hurtigt.
”Som hovedregel skal man holde drengene sammen bagefter. Alt for ofte lader man dem fare af sted med familien, og så mister man det fællesskab, der er opstået,” siger han.