Prøv avisen
Nyhedsanalyse

Theresa May går med åbne øjne ind i nyt Brexit-nederlag

Briterne forlader formelt EU ved midnat til den 29. marts. Britiske politiske iagttagere er enige om, at Theresa May ikke nok en gang kan udskyde afstemningen om selve formaliteterne ved udmeldelsen, som inkluderer en overgangsordning frem til udgangen af 2020. Foto: Christopher Furlong/Pool via Reuters/Ritzau Scanpix

Den britiske premierminister håbede på nye Brexit-indrømmelser fra EU. Det fik hun ikke, men sætter i dag alligevel aftalen til afstemning i parlamentet. Alt tyder på, at den bliver stemt ned på ny

Gentagelse fremmer forståelsen. Men hvis det står til troende, så har den britiske premierminister ikke lært meget.

I januar led Theresa May et historisk stort nederlag for en siddende premierminister, da parlamentet afviste den aftale, som hendes konservative regering har indgået med EU om Brexit. Det skete med stemmerne 432 mod 202.

I dag fremsætter hun stort set samme forslag, og det er næsten lige så sikkert, at hun vil tabe igen, og flere spår, at nederlaget kan blive endnu større.

Det kan virke lidt som kamikazepolitik – men det er i lige så høj grad i et udtryk for, at premierministeren er løbet tør for muligheder. Men måske Theresa May kan hive en politisk kanin op af hatten, for hun tog i aftes på et overraskende og ikke planlagt møde i Strasbourg, hvor hun mødtes med EU’s kommissionsformand Jean-Claude Juncker.

Briterne forlader formelt EU ved midnat til den 29. marts. Britiske politiske iagttagere er enige om, at Theresa May ikke nok en gang kan udskyde afstemningen om selve formaliteterne ved udmeldelsen, som inkluderer en overgangsordning frem til udgangen af 2020, hvor briterne fortsætter som hidtil, men uden stemmeret og indflydelse. Den periode skal bruges til at forhandle om detaljerne om det fremtidige forhold mellem briterne og EU.

I forvejen beskyldes hun for at køre lige til grænsen i det spinkle håb, at hendes kritikere internt hos De Konservative samt hendes nordirske støtteparti DUP i sidste ende opgiver deres principielle modstand af frygt for, at Brexit helt vil falde til jorden. Det er det, som Theresa May meget passende har kaldt ”Min Brexit eller ingen Brexit”. Noget, som den såkaldte hårde Brexit-fløj i regeringspartiet er bevidst om, hvorfor flere opfordrede hende til at udskyde afstemningen igen.

Modstanden mod aftalen i Mays eget bagland handler udelukkende om den såkaldte backstop – bagstopperaftalen – som skal sikre kontrol ved grænsen mellem Nordirland og Irland. Lige siden december har den britiske regering forsøgt at få EU til at ændre i den aftale, fordi den mener, at den vil holde Nordirland helt inde i toldunionen og delvist inde i det indre marked, når Brexit er trådt fuldt i kraft. Noget, som er totalt uacceptabelt for unionister i både DUP og store dele af det konservative parti.

Men for EU er det lige så afgørende at undgå, at varer, som ikke er godkendte, kommer ind ad bagvejen gennem Storbritannien, fordi fredsaftalen for Nordirland, Langfredagsaftalen fra 1998, har som et centralt punkt, at der aldrig mere må være en lukket grænse, også kaldet en hård grænse, mellem de to dele af den irske ø.

Groft sagt er problemet set fra EU’s side, at briterne ikke forstår, at de reelt bliver et tredjeland på linje med Ukraine og Tyrkiet, når de forlader EU.

Problemet kan illustreres med, at grænsen mellem de to dele af Irland er 499 kilometer lang, og den kan krydses hele 275 steder – fra motorveje til gangstier. Til sammenligning er der langs EU’s østlige grænse fra Finland i nord til Rumænien i syd kun 137 godkendte steder, hvor toldere kontrollerer varer og personer, der kommer ind i EU.

Derfor vil EU have en garanti for, at den eneste faste landegrænse mellem EU og briterne ikke bliver en bagvej ind i de 27 EU-lande. Selvom der igen har været to uger med intense forhandlinger, så har briterne ikke formået at komme med en model, som er acceptabel for EU – og som også tager hånd om den anden del af den gordiske knude, nemlig at sikre en fortsat åben grænse.

Dagens afstemning skal få britisk politik ud af dette dødvande. Og det er vel at mærke kun et britisk dødvande. For falder Theresa Mays forslag, skal de britiske parlamentarikere stemme om, hvorvidt de kan acceptere en hård Brexit, hvor briterne forlader EU uden en aftale.

Uanset hvor uenige de er i Underhuset, er der et klart flertal for, at de ikke vil forlade EU uden en aftale. Den afstemning kommer i givet fald i morgen, og derefter må briterne så spørge de andre EU-lande, om de kan få fristen til at forlade EU den 29. marts udskudt. Det vil nok ske, selvom mange af Mays europæiske kolleger er skeptiske over for, hvor der kan flyttes noget i den eksisterende aftale.

Den anden store ubekendte er dog, om Theresa May kan overleve et nyt stort nederlag, som med al tydelighed illustrerer, at hun nok er premierminister, men at hun ikke har opbakning til det mest afgørende spørgsmål for briterne i fredstid: Brexit.