Som gribbe har britiske konservative med en leder i maven i ugevis haft deres øjne rettet mod posten som premierminister. Længe før Theresa May fredag grådkvalt meddelte, at hun stopper som partileder den 7. juni og dermed også som regeringschef, når hendes efterfølger er fundet, har de haft travlt med at gøre deres hoser grønne. Ikke kun med internt lobby-arbejde i parlamentet i Westminster, men også i store interviews i aviserne.
Her stillede eksempelvis udenrigsminister Jeremy Hunt op med sin kinesiskfødte hustru Lucia. Tilsvarende var den tidligere Brexit-minister Dominic Raab på banen, og han havde også sin hustru, brasilianske Erika, ved sin side. Og hvorfor er det så vigtigt at optræde i de store søndagsaviser med deres bedre halvdele? Ifølge politiske iagttagere giver det god mening, da de vil fremstå som gode familiefædre. Det skal få dem til at adskille sig fra storfavoritten til at efterfølge Theresa May, tidligere udenrigsminister og London-borgmester Boris Johnson. Han blev sidste år smidt ud af familiehjemmet af sin hustru på grund af utroskab og er siden flyttet sammen med sin noget yngre nye kæreste, der er tidligere kommunikationsrådgiver for De Konservative.
Men end ikke et rodet privatliv synes at kunne stoppe hans popularitet blandt menige konservative partimedlemmer. En nylig YouGov måling viser, at hele 39 procent af medlemmerne vil have Boris Johnson – og det med et pænt forspring ned til Dominic Raab med 13 procent på andenpladsen.
Til Boris Johnsons fordel taler, at han har så bombastisk en personlighed, at han kan tage kampen op med den ligeledes karismatiske Nigel Farage. Den tidligere Ukip-leder har på få måneder formået at stable et nyt parti, Brexit Party, på benene, som står til at få mindst hver tredje af alle stemmerne ved valget til Europa-Parlamentet, mens De Konservative har kurs mod et ydmygende nederlag. For mange konservative er det derfor vigtigt, at deres nye leder har en klar profil, der vil arbejde for den aftale om Brexit, som May ikke kunne opnå flertal for, og som kan dæmme op for Farage-bølgen.
Her er det vigtigt at huske, at der er stor forskel på valg til det britiske parlament og Europa-Parlamentet. Ganske vist står Nigel Farage til sin nok største valgsejr. Men hidtil har han aldrig formået at omsætte sin succes ved europæiske valg til et mandat i det britiske parlament. Fem gange har han forsøgt – og altid uden held. Spørgsmålet er, om Nigel Farage kan holde sit momentum gående indtil næste britiske parlamentsvalg, som finder sted senest i 2022.
De seneste måneders ballade om Brexit, der nu foreløbig er udskudt til den 31. oktober, har dog også sendt De Konservative til tælling i de generelle meningsmålinger.
Selvom Theresa May i stigende grad er blevet mere upopulær i den konservative parlamentsgruppe, har den gængse opfattelse været, at hun skulle have lov til gennemføre Brexit, og så kunne en ny leder tage over. Men den opgave kunne Theresa May ikke finde flertal for i det britiske parlament. Så i stedet for at levere Brexit blev det til May-exit. Hendes afløser får samme opgave med at få Storbritannien ud af EU.
Og godtnok er Boris Johnson populær i baglandet, men det er ikke tilfældet i Westminster. Mange konservative parlamentsmedlemmer ser hans tid som udenrigsminister som eksemplet på, at han ikke har den arbejdsetik, der er nødvendig. Han beskyldes også for at være mere optaget af sine udenomsparlamentariske aktiviteter. Han får således, hvad der svarer til 2,3 millioner kroner om året for at skrive en ugentlig klumme i avisen Daily Telegraph, og flere hundrede tusinder kroner for at holde taler.
Af samme grund taler mange om ABB – Anyone But Boris, alle andre end Boris. Og det er i høj grad op til parlamentsmedlemmerne af De Konservative at bestemme det. Valget af ny partileder sker på den måde, at de konservative parlamentsmedlemmer stemmer om kandidaterne i lederfeltet. Den, der får færrest stemmer, ryger ud. Og sådan fortsætter valgrunderne, indtil der kun er to tilbage. Det er denne proces, som udgør den største trussel for Boris Johnson. Først derefter bliver det de 125.000 menige medlemmer af De Konservative, som har det sidste ord.
Hele den proces starter den 10. juni og vil løbe til langt ind i juli, og det vil opsuge al fokus i britisk politik.