I aften skal hun stå der igen, Theresa May. I det britiske parlament under en serie af afstemninger om det britiske Brexit. Dét parlament, hvor hun har fået flere personlige politiske øretæver og lidt flere politiske nederlag end flertallet af regeringsledere før hende. Blot for hver gang at ryste fornærmelserne og fiaskoerne af sig og rejse sig som en tumling i legeværelset.
Spørgsmålet er, om man skal blive imponeret over denne politiske ukuelighed – eller snarere bekymret. Ben Worthy, lektor ved Birkbeck Universitet i London med speciale i politisk lederskab og britisk politik, hælder til det sidste. Han mener, at Theresa May, der i begyndelsen af sin tid som premierminister blev sammenlignet med sin eneste kvindelige forgænger på posten, Margaret Thatcher, snarere bør sammenlignes med Neville Chamberlain, der indgik en fejlslagen fredsaftale med Adolf Hitler forud for Anden Verdenskrig.
Sammenligningen er oplagt blandt andet, fordi May – som Chamberlain var det – er tillukket, hemmelighedsfuld, stædig og snævertsynet med en modvilje mod at ændre kurs. Hun fortsætter gladeligt på samme kurs trods alle kendsgerninger, skriver Ben Worthy med en henvisning til endnu en britisk premierminister Winston Churchills ord om Chamberlains fredslinje over for Hitler.
”Historiens dom er faldet over Chamberlain, delsvis fordi Churchill skrev den. May har den til gode. Hun kan håbe, at hun ikke bliver nødt til at gentage Chamberlains bemærkelsesværdige indrømmelse af sin fejltagelse i september 1939: ’Alt, hvad jeg har arbejdet for; alt, hvad jeg har håbet på; alt, hvad jeg har troet på i mit offentlige liv, er styrtet i ruiner’, ” skriver Ben Worthy på sin blog ”Measuring Leadership”.
I en anden kommentar bemærker han i øvrigt, at når May stadig er premierminister, skyldes det i høj grad, at hun har haft det held, at hendes fjender er inkompetente og splittede.
Journalisten og forfatteren Rosa Prince udgav i 2017 biografien ”The Engimatic Prime Minister” (Den gådefulde premierminister) om Theresa May. Her beskriver hun, hvordan enebarnet Theresa May voksede op i trygge rammer i en præstegård på landet i nærheden af Oxford og blev opdraget af sin far, den anglikanske præst Hubert Braiser, til at tænke selv og stole på sine egne vurderinger. Et offentligt embede var en belønning i sig selv, popularitet var hverken nødvendig eller eftertragtet.
”May er ikke tyndhudet og er ikke plaget af tvivl om sig selv,” skrev Rosa Prince i det amerikanske magasin Politico i oktober sidste år.
Hun henviser til, at den 62-årige May, når det kommer til stykket, kun har virkelig brug for et eneste menneskes forståelse og anerkendelse, sin ægtemand Philip Mays. De to mødte hinanden som unge og har været gift siden 1980. Deres ægteskab har ry for at være ekstremt stærkt. Selv de mennesker, der betragter sig selv som gode venner af parret, har svært ved at komme tæt på dem.
”May-parret er venlige uden at være selskabelige. De er behagelige og rare at være sammen med, men reserverede. Ingen af dem synes at have brug for andre end den anden,” skriver Rosa Prince i det britiske magasin Grazia.
Derfor vil det også være forkert at beskrive Theresa May som ensom, mener Rosa Prince. Det er korrekt, at hun ikke har mange venner, hverken i politik eller privat, men det er ikke ensbetydende med, at hun føler sig ensom eller isoleret.
”Hun er muligvis alene, men hun vil aldrig være ensom med Philip ved sin side,” pointerer den britiske forfatter.
Troen betyder også stadig meget for Theresa May, der er forblevet i den anglikanske kirke og går regelmæssigt i kirke. Ifølge hjemmesiden biography.com har hun sagt, at troen ”er en del af mig. Den er en del af den, jeg er, og derfor også af den måde, jeg går til tingene på.”
Men historien om Theresa May, der har Abbas ”Dancing Queen” som en af sine yndlingsmelodier, er også historien om en pige og kvinde, der ifølge gamle skolekammerater har vidst, at hun ville være politiker, siden hun var 12 år. Nogle mener endda, at de kan huske, at hun erklærede, at hun gik efter at blive landets første kvindelige premierminister – og blev fornærmet, da Margaret Thatcher kom først.
Som den britiske politiske kommentator og skribent Andrew Rawnsley bemærker i en omtale af May i The Guardian tilbage i 2017, var der bare ikke andre end May selv, der så en potentiel politisk leder i hende. Det var ikke hende, der havde poster i elevforeninger eller studenterorganisationer, og hun var fyldt 40 år, før hun blev valgt til parlamentet.
”Det er hemmeligheden bag May: der er intet mysterium. Hun er sfinksen uden gåde. Hun er, hvad hun er. Vi vil alle kunne følge med i, om det er nok,” skriver Andrew Rawnsley.