Prøv avisen
Portræt

Theresa May kørte sig selv af sporet

Humøret var højt den første dag på jobbet som britisk premierminister. Her bliver Theresa May og hendes ægtemand, Philip, modtaget af staben i Downing Street 10, efter at Theresa May har været hos dronning Elizabeth på Buckingham Palace den 13. juli 2016. – Foto: Stefan Rousseau/Reuters/Ritzau Scanpix

I går trådte Theresa May tilbage som leder af De Konservative og vil kun være fungerende britisk premierminister, indtil afløseren er fundet. Efter tre år på posten vil hun gå over i historien som lederen, der ikke formåede at forene sit parti og land i spørgsmålet om Brexit

Theresa May har som britisk premierminister sat flere rekorder, som nok vil holde i mange år. Og de er ikke for det gode.

På mindre end tre år sagde hun farvel til 36 ministre, hvoraf langt de fleste selv sagde op. Det er langt flere, end der røg gennem den politiske svingdør under henholdsvis Labours Tony Blair og hendes politiske forbillede, Margaret Thatcher, som begge var premierministre i over 10 år. Theresa Mays eftermæle vil også være skæmmet af, at hun er den siddende premierminister, der fik det hidtil største flertal imod sig, da parlamentet i januar i år afviste hendes aftale med EU om Brexit med stemmerne 432 mod 202. Nederlaget på 230 stemmer slår den hidtidige rekord, som er tilbage fra 1924, hvor Labours Ramsay MacDonald led et nederlag på 166 stemmer.

I det billede betyder det ikke så meget, at ledigheden er rekordlav, når hun i dag træder tilbage som leder af De Konservative.

Tim Bale, professor i statskundskab ved Queen Mary Universitet i London er forfatter til flere bøger om De Konservative, og hans skudsmål af Theresa Mays tid på posten er ikke godt.

”Bortset fra den dag hvor hun blev premierminister, har der ikke været nogen højdepunkter. Det er svært at finde noget i hendes politiske eftermæle, som ikke vil være negativt,” siger Tim Bale.

Det var 13. juli i 2016 Theresa May formelt blev premierminister og overtog boet efter partifællen David Cameron, der trak sig, efter at de britiske vælgere ved folkeafstemningen om Brexit havde afvist hans forslag om at blive i EU på nye vilkår.

I feltet af kandidater var hun den mest erfarne, og hun endte med at blive kåret som leder, da hendes sidste modstander trak sig. I over seks år havde hun siddet solidt på posten som indenrigsminister. En post, der i britisk politik ofte er øretævernes holdeplads med en hyppig udskiftning, og hun er den længst siddende indenrigsminister i over 60 år.

Hun holdt blandt andet ud så længe, fordi hun var kendt for at føre en ”ubåds-politik”. Hver gang, der var vanskelige sager om eksempelvis indvandring, forsvandt hun fra den politiske overflade for først at dukke op igen, når der var gode sager på dagsordenen. En strategi, hun ikke kunne føre videre som regeringsleder, da premierministeren altid er i søgelyset.

I Downing Street, hvor premierministerens officielle embedsbolig ligger, gjorde hun sin entre med klare politiske meldinger og ikke mindst udtrykket: ”Brexit means Brexit” (Brexit betyder Brexit). Hun garanterede, at hun kunne levere varen. Men trods løfterne om at levere, er konklusionen nu, at hun var politisk underfrankeret.

”Hun begyndte med sige foran Downing Street 10, at hun som ny premierminister ville gøre en ende på den brændende uretfærdighed i det britiske samfund. Men hun gjorde absolut intet. Hun fejlede også i sin primære opgave, som var at få Storbritannien ud af EU,” konstaterer Tim Bale, der er ret sikker på, at historikere vil nå frem til samme konklusion, når de ser på hendes tid som premierminister.

”Jeg ville ønske, at jeg kunne sige noget positivt. Jeg hader at være negativ, og særligt når det er landets premierminister, men det er umuligt at sige noget positivt,” siger han.

Fra den irske hovedstad, Dublin, er der heller ikke meget ros til Theresa May.

”Når alt kommer til alt, er hun offer for sin egen strategi. Hun ofrede sit politiske liv i forsøget på at holde sammen på De Konservative. Når jeg som analytiker ser på hende i et historisk tilbageblik, begik hun en enorm fejl fra dag et. Det var at behandle Brexit som et partipolitisk spørgsmål og ikke som en sag af national interesse,” siger Federico Fabbrini, professor i europæisk ret og direktør for Brexit Instituttet ved Dublins City Universitet.

Han mener, at folkeafstemningen har rykket britisk politik, så det ikke længere er partierne, som vælgerne identificerer sig med, men derimod om de er tilhængere af Brexit eller remainers, der vil blive i EU.

”Theresa Mays store politiske fejl var, at hun ikke forstod, at udviklingen var et jordskælv i britisk politik, og at Brexit ikke er noget, der kan håndteres som partipolitik,” siger Federico Fabbrini.

Blandt de få stemmer, der ser med mildere øjne på Theresa Mays regeringstid, er den fremtrædende kommentator Jonathan Sumption, der er historiker og tidligere højesteretsdommer.

”Historien vil være hende mere venligt stemt, end vi har været. Da hun stod over for, hvad mange anser som økonomisk vandalisme begået af et flertal af vælgerne, gjorde hun sit bedste for at begrænse skaderne,” skriver han i det konservative magasin The Spectator.

Han mener, at hendes fejl var at afvise oplagte allierede for i stedet at række ud mod den hårde Brexitfløj, som han kalder ”grumme fanatikere”.

”De var drevet af tro, ikke fornuft. Kompromis var for dem forræderi, og EU var antikrist. Naturligvis fortærede de hende, og de ødelagde deres eget parti i processen. Hun indså det først, da det var for sent. Hun faldt, fordi hun var isoleret, hvilket betød, at hun ikke fik forstandig rådgivning, og på grund af hendes egen totale mangel på politisk fantasi, taktisk sans samt basale kommunikationsevner,” skriver Jonathan Sumption om, hvordan Theresa May i sidste ende blev fældet af de kompromisløse Brexiteers på højrefløjen af sit eget parti.

Ifølge Tim Bale skyldes forløbet i høj grad hendes egen usikkerhed.

”Hun var ikke klar over, hvor magtfuld hun var. Fordi hun blev valgt som leder uden modstand, var hun bange for folkene på højrefløjen i sit parti, og hun ville ikke forhandle med andre partier for at finde enighed. Hun var bange for at blive set som en remainer, og hun blev særligt i begyndelsen rådgivet af folk, der var tilhængere af en hård Brexit. Hun var altid fokuseret på at få en aftale, men hun underminerede det med at sige, at ’ingen aftale er bedre end en dårlig aftale’,” siger Tim Bale.

For mange i resten af Europa var det en overraskelse, at Theresa May som regeringsleder kunne forhandle med de resterende EU-lande om en aftale, hvorefter det viste sig, at hun ikke havde opbakning til aftalen i det britiske parlament, endsige i sit eget konservative parti.

”Det hænger sammen med, at vi har den her modsatrettede politiske kultur, hvor fokus er på at opnå, hvad du selv vil, og så forsøge at sælge resultatet bagefter, i stedet for at sikre opbakning på forhånd,” lyder diagnosen fra Tim Bale.

Ifølge Federico Fabbrini spillede Theresa May også sine kort dårligt på europæisk niveau.

”Men det var ikke kun hendes skyld. Hele det etablerede politiske system i Storbritannien undervurderede, hvad der skulle til for at forhandle en aftale på plads,” siger Federico Fabbrini med henvisning til, at Theresa Mays første Brexitminister, David Davis, på arrogant vis sagde, at det ville ’blive let at forhandle en aftale på plads’.

”Hun var ikke en god forhandler. Hun troede, at hun kunne spille de enkelte lande ud mod hinanden, og hun var sikker på, at den irske premierminister, Leo Varadkar, ville støtte hende. May forstod ikke, at alle de øvrige EU-lande stod sammen. Hun troede, at det var nok at holde sammen på De Konservative. Men forhandlingerne var ikke i London, men i Bruxelles,” fremhæver Federico Fabbrini.

Da Theresa May overtog posten som premierminister var det med et absolut konservativt flertal i parlamentet og stærke meningsmålinger. Og det ledte til en anden stor strategisk fejl. Fristet af de gode opinionstal udskrev hun mod tidligere løfter et lynvalg i juni 2017. Håbet var at udnytte særligt Labours svage position med dårlige målinger for partiets leder, Jeremy Corbyn, til at styrke De Konservatives magt i parlamentet – og være modstandsdygtig over for de divergerende holdninger i hendes eget parti.

Og målt på stemmeandel gik De Konservative frem. Men det var en pyrrhussejr, for de ekstra stemmer faldt i valgkredse, som De Konservative allerede sad sikkert på. Theresa May mistede sit absolutte flertal og var nu afhængig af det nordirske parti DUP som støtteparti. Og det tog sig dyrt betalt.

Valget betød videre, at den interne opposition i den 313 mand store konservative parlamentsgruppe blev stadig mere udtalt.

”Hendes store katastrofe var det uheldige parlamentsvalg,” siger Tim Bale

En vurdering, som chefredaktør Jason Cowley fra magasinet New Statesman deler.

”May kom sig aldrig over beslutningen om at udskrive et lynvalg – et valg, hvor hun førte kampagne uden charme og mod, og hvor hun undgik direkte tv-debatter,” skriver Jason Cowley.

Det var ellers førte gang, Theresa May skulle møde vælgerne som premierminister. Men hendes optræden på tv er altid meget stiv. hvilket fik den politiske journalist John Crace fra avisen The Guardian til at udstyre hende med øgenavnet ”Maybot” på grund af hendes robotagtige optræden. Et navn, hun ikke siden har formået at ryste af sig.

Selvom Theresa May som premierminister konstant er i offentlighedens søgelys, er hun også en meget privat person. Som politisk redaktør Tim Shipman fra The Sunday Times skriver:

”Af de fire premierministre, jeg har dækket som journalist, er May den, jeg har tilbragt mest tid med, men måske forstår mindst.”

Selvom Theresa May har været medlem af parlamentet siden 1997, er hun ikke en person, der dyrker det sociale liv i Palace of Westminster, hvor parlamentet holder til. Hvor andre politikere håber på at fremme deres politiske karriere ved at hænge ud til sent på aftenen i en af de mange barer og restauranter, som paladset huser, er hun altid taget hjem til ægtemanden, Philip May.

Parret mødte hinanden på universitetet i Oxford ved et diskotek for konservative studerende, og det var den senere pakistanske premierminister Benazir Bhutto, der introducerede de to.

Som præstedatter var det naturligt, at det var hendes far, Hubert Brasier, der stod for vielsen, og ægteparret er ofte fotograferet af medierne, når de forlader den lokale anglikanske kirke i hjembyen, Maidenhead.

Theresa May er dog meget privat om sin tro og har i et mere personligt radioprogram på BBC kritiseret de politikere, der overspiller deres tro i offentligheden.

”Jeg mener, at det er mest rigtigt, hvis vi ikke fremhæver de ting i britisk politik,” sagde hun i interviewet.

Men hun står ved sin tro.

”Det er en del af mig. Troen er der, og den hjælper naturligvis med at sætte en ramme om den måde, jeg tænker på og min tilgang til tingene,” fortalte hun i programmet Desert Island Discs, hvor kendte personer fortæller om deres liv og spiller uddrag af otte sange, som har en betydning for dem.

Meget sigende havde Theresa May blandt andet valgt to meget engelske salmer, som i dansk oversættelse har titlerne ”Når jeg undersøger det forunderlige kors”, og ”Derfor knæler vi for ham”.

Mange har trukket paralleller fra Theresa May til den tyske forbundskansler, Angela Merkel. De er begge præstedøtre og barnløse. I et sjældent privat interview med avisen Daily Mail fortalte Theresa May, at parret ønskede børn, men ikke kunne få det. Men det er ikke noget, hun vil gå i detaljer med.

”Jeg har en stærk tro på, at man bare skal fortsætte livet. Folk har mange slags problemer. Vi er alle forskellige, vi har alle vore omstændigheder, og du er nødt til at komme gennem dem og forsøge at undgå at dvæle ved tingene,” lød hendes filosofi.

Den evne til at knokle på er også en, hun har udvist som premierminister, hvor hun drevet af pligtfølelsen blev ved at arbejde for at et parlamentarisk flertal for at få aftalen om Brexit igennem det britiske parlament – hver gang med syngende politiske øretæver som resultat.

Følelsen af pligt – og erkendelsen af, at hun ikke kunne opfylde sine egne løfter – fik hende til med bævende læber og tårer i øjnene at afslutte talen, hvor hun annoncerede, at hun trak sig, med ordene:

”Det er med enorm og evig taknemmelighed, at jeg har haft chancen for at tjene det land, som jeg elsker.”

Theresa May under et af sine utallige forsøg på at overtale det britiske parlament til at stemme for hendes Brexit-aftale med EU. Her den 12. marts. – Foto: Reuters/Ritzau Scanpix
Theresa May havde det ikke lettere i EU, hvor de øvrige medlemslande stod fast på, at den indgåede aftale ikke var til forhandling. Her fra en pressekonference efter endnu et ekstraordinært topmøde med de europæiske ledere den 11. april. – Foto: Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix
Det er velkendt, at Theresa May har et utroligt stærkt ægteskab, og gennem alle problemerne forblev ægte- fællen Philip May den faste støtte. Her er ægteparret på vej hjem fra gudstjeneste i deres lokale kirke. – Foto: Peter Nicholls/Reuters/Ritzau Scanpix