Prøv avisen
Folkets Europa

Aktivist: Vi franskmænd har hverken tillid til staten, EU eller hinanden

Siden november sidste år har franske aktivister i gule trafikveste blokeret rundkørsler og veje i et opgør med præsident Emmanuel Macron. Mens der i Paris har været mange sammenstød mellem de gule veste og politiet, foregår protesten mere fredeligt her i en rundkørsel i Noyon i det nordvestlige Frankrig i marts. ”Macron har ikke respekt for noget eller nogen,” står der på den kvindelige demonstrants gule vest. – Foto: Kenzo Tribouillard/AFP/Ritzau Scanpix

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, forsøger at overvinde den tillidskløft, som åbnede sig med de gule veste, der siden november tæller mere end 300.000 utilfredse aktivistiske borgere

Den gule vest ligger stadig fremme i forruden på den grønne Peugeot Partner, der holder på parkeringspladsen ved siden af rækkehuset i Cottance vest for Lyon. Thierry Reyne bekender kulør ligesom mange andre af de 697 indbyggere i landsbyen, men det er ved at være længe siden, han er trukket i den gule vest.

Lige fra den første aktionsdag den 17. november sidste år stod Thierry Reyne ellers dagligt i rundkørslen til motorvejen lige uden for provinsbyen Feurs i nærheden af Cottance. Demonstrationerne i Paris og andre storbyer og voldseksplosionerne, der forvandlede for eksempel den mondæne boulevard Champs-Élysées til krigslignende zoner, har han holdt sig fra.

Men den 55-årige tidligere selvstændige træopskærer, nu invalidepensionist, føler stadig vreden trods præsident Emmanuel Macrons indrømmelser i form af den store nationale debat, som netop er afsluttet efter tusindvis af lokale folkemøder og et helt katalog af skattelettelser, offentlige serviceydelser og et løft til de små folkepensioner.

”Macron er kommet med en hel masse løfter. Men holder han dem? Jeg stoler ham ikke over en dørtærskel. Jeg stoler ikke på nogen af dem. De lyver, og det begyndte, da vi stemte nej ved EU-folkeafstemningen om forfatningstraktaten i 2005, og de alligevel bare lavede en anden traktat, som de så gennemførte. Vi skulle være gået på gaden allerede dengang,” siger Thierry Reyne.

Læs hele interviewet med Thierry Reyne her.

Lige siden flere end 300.000 franskmænd i november gjorde de gule trafikveste til et kampsignal, har Frankrig forsøgt at forstå, hvad der udløste det, som er blevet kaldt den største sociale krise siden 1968-oprøret. Og folkeafstemningen om EU’s forfatningstraktat i 2005 er netop et af de nøglepunkter, der er blevet identificeret som startsignalet til et skred i Frankrig. 54,6 procent af de franske vælgere sagde dengang overraskende nej til forfatningstraktaten, som fire år senere blev erstattet af Lissabon-traktaten.

Iagttagere som for eksempel lederen af analyseinstituttet Ifop, Jérôme Fourquet, har beskrevet det som det første skred i den franske middelklasse og et tillidsbrud mellem befolkningen og den politiske elite. For første gang kippede middelklassen massivt over i modstandernes lejr. Og tilliden til demokratiet blev varigt rystet under indtrykket af, at flertallets nej bare blev overhørt, da det europæiske projekt kørte videre, som om intet var hændt.

I dag er det kun ni procent af franskmændene, der stoler på de politiske institutioner. De er blandt de mest pessimistiske i Europa og dem, der stoler mindst på deres naboer. Kun hver anden erklærer at være lykkelig, og det er endda et fremskridt sammenlignet med tidligere. Sammenhængskraften er gået fløjten, mener Thierry Reyne.

”Tidligere var der større sammenhold blandt folk. I dag passer enhver sit og interesserer sig ikke for andre. Vi lever i hver sin verden. Folk kommer ikke hinanden ved. Jeg forstår ikke, hvordan det er blevet sådan,” siger Thierry Reyne.

Hans hustru, Corinne, arbejder på fabrik, og selvom deres to voksne døtre har fast arbejde, frygter ægteparret for døtrenes og barnebarnets fremtid.

”Vi får hele tiden at vide, at vi er heldige, at vi lever i Frankrig. Og det er vi måske også. Men vi i midten bliver presset nedad. Vi, der bare har arbejdet hele livet, får det sværere og sværere. De højtlønnede bliver rigere og får skattelettelser, de fattigste får socialhjælp. Vi i midten får ingenting. Og det bliver kun værre for vores børn,” mener han.

De gule veste rettede især deres vrede mod Emmanuel Macron som den forhadte inkarnation af den franske stat. EU var mindre i skudlinjen, og flere bestræbelser på at danne gule lister til europa-parlamentsvalget gik i vasken, især på grund af intern splittelse og massiv kritik fra de øvrige gule veste, som mente, at det var at give efter for det institutionaliserede politiske spil.

”Flere af de personer, der stillede op som gule veste, var mere eller mindre tilknyttet et etableret parti. De repræsenterede derfor ikke bevægelsen, men havde deres egen dagsorden. Og vi har absolut ingen tiltro til de politiske partier,” siger Thierry Reyne.

”Jeg vil ikke ud af det europæiske samarbejde. Vi har brug for EU, for Frankrig kan ikke klare sig selv i den internationale konkurrence. Men EU er især blevet dannet for at gavne de store virksomheder. Det er dem, der har fordel af det store europæiske marked. De høje herrer i EU tænker mindre på almindelige mennesker. Det er det, der er galt.”