Yimenho Lamas hænder om strikketøjet er knudrede og faste som træ. Hun er 76 år, siger hun efter at have tænkt i en rum tid. For omkring 50 år siden flygtede hun fra Tibet, og alle hendes fem børn er født i den tibetanske bosættelse i Nepal, fortæller hun og strikker videre. Flugten over Himalaya-bjergene tog Yimenho Lama og hendes familie en måned til fods.
”Kina skubbede os ud af vores eget land. Det sted, mit hus stod i Tibet, er kinesisk i dag,” siger hun.
Yimenho Lama er en af de omkring 500 tibetanske flygtninge i bosættelsen Thashiling uden for Pokhara, Nepals næststørste by. Mange af indbyggerne er født her, men de ældste husker stadig flugten fra Tibet efter det fejlslagne oprør mod den kinesiske besættelsesmagt i 1959. I årene, der fulgte, blev levevilkårene væsentligt forværret og overgrebene optrappet mod den tibetanske befolkning i Tibet, der siden 1951 har været underlagt kinesisk styre.
I årtier udgjorde Nepal hovedåren for flygtende tibetanere, hvoraf nogle søgte asyl i Nepal, mens endnu flere rejste videre til Indien, hvor Dalai Lama, Tibets åndelige leder, er bosat. I dag er antallet af tibetanske flygtninge, der ankommer til Nepal, hastigt faldende, i takt med at Kina øger sin politiske og økonomiske indflydelse på Nepal, konstaterer menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch.
Yimenho Lama taler nødigt om Tibet og ryster afvisende på hovedet på spørgsmålet om, hvad hun husker fra sit fødeland. Ved spørgsmålet om, hvorvidt hun tror, at hun en dag vil blive i stand til at vende tilbage til sit fædreland, ser hun op fra strikketøjet.
”Jeg har kun én rejse tilbage, og den går til krematoriet,” svarer hun tørt.
Nawang Lama bor et par hundrede meter væk fra Yimenho Lama i Tashiling-flygtningelejren. Lejren er gennem årene blevet omdannet fra en flygtningelejr til en permanent bosættelse med klynger af lavloftede huse, en skole, et værksted, et kontor og det store Shree Dhargay-Ling-kloster. Selvom lejren er permanent, tror Nawang Lama ikke, at den politiske situation i Tibet vil være det. Han er 82 år, men på trods af sin høje alder er han overbevist om, at han en dag vil vende tilbage til Tibet.
”Hvis nogen kom til mig i dag og sagde ’i morgen kan du komme til Tibet’, ville jeg svare ’tusind tak, hvornår tager vi af sted?’,” siger han.
Han sidder med en bedekrans mellem hænderne på en skammel i det støvede eftermiddagslys og betragter pladsen foran sig, hvor børnene spiller fodbold. Gang på gang løfter han bedekransen i luften og gestikulerer med hænderne. Endnu oftere ler han, så hans læderbrune ansigt trækker sig sammen i rynker. I 1959, samme år som Dalai Lama forlod Tibet, flygtede han fra landet med sin hustru og sine forældre, fortæller han og bliver alvorlig. De nåede frem til Nepal efter en flugt gennem et af verdens mest barske områder nær Mount Everest, hvor højderne, kulden og kinesiske soldater gjorde flugten livsfarlig.
”Da Kina jog os på flugt, krydsede vi bjergene og efterlod alle vores ejendele i Tibet. I to uger flygtede vi, og vi var konstant sultne og havde intet andet end det tøj, vi stod og gik i,” siger han.
Det er mere end et halvt århundrede siden, de flygtede, men Nawang Lama husker stadig sit fædreland tydeligt.
”Der var smukt i Tibet. Frisk luft og rent vand. Da jeg arbejdede med trekking i bjergene i Nepal, drak vi den friske luft som vand, og der var det lidt som at være tilbage i Tibet,” siger han.
Her i Nepal er miljøet ikke godt, og folk bliver konstant syge, konstaterer han og ryster på hovedet. Heller ikke vandet er som i Tibet.
”Du kan gøre hvad som helst med det: komme mineraler i det, filtrere det og rense det. Jeg kan stadigvæk ikke lide det,” siger han og bryder igen ud i latter.
Så trækker han på skuldrene. Det er ikke så slemt at leve her, siger han. Selvom Kina lægger pres på Nepal, behandler nepaleserne dem godt. Bedre end tidligere, tilføjer hans nabo, en midaldrende kvinde, der forsigtigt har nærmet sig og nu lytter interesseret til samtalen. Det er ikke mange år siden, at menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International og Human Rights Watch udtrykte bekymring over nepalesisk diskrimination af tibetanske flygtninge. Blandt andet forbød den nepalesiske regering de traditionelle tibetanske mindehøjtideligheder hvert år i marts, der markerer tibetanernes oprør mod den kinesiske besættelsesmagt i 1959.
”Men nepaleserne behandler os godt i dag,” gentager Nawang Lama og peger ud på pladsen, hvor børnene spiller fodbold.
”Vores børn og de nepalesiske børn leger sammen lige her på pladsen.”
Siden 1959 er Kina blevet en af Nepals vigtigste handelspartnere og største investorer. Men i takt med den stigende kinesiske indflydelse på Nepal har regeringen i Beijing også krævet, at Nepal dæmmer op for antallet af de tibetanske flygtninge. Det mærker de i Tashiling-bosættelsen i Pokhara. I starten kom der en lind strøm af tibetanske flygtninge til lejren, forklarer Nawang Lama, men siden 2008 er antallet blevet mindre og mindre.
Han inviterer os indenfor i sit hus og leder os ind i et bagvedliggende lokale, hvor luften tyk af røgelse og væggene tapetseret med indrammede billeder af Dalai Lama, tibetanske nationalflag og vægtæpper med ordene ”Free Tibet” (Befri Tibet).
”Karmapa”, siger Nawang Lama og peger på billedet af en ung mand iklædt safranfarvet munkedragt: Reinkarnationen af den tredjehøjeste skikkelse i det tibetanske politiske og religiøse system. Og så selvfølgelig Dalai Lama: Personificeringen af tibetanernes drømme om engang at kunne vende tilbage til fædrelandet.
For som 44-årige Karma Lama, der arbejder i bosættelsens kloster siger:
”Hvis Dalai Lama tager til Tibet, tager vi med ham.”
Kristeligt Dagblad var inviteret til Nepal af Care Danmark.