Forholdet mellem USA og Rusland er på frysepunktet efter krigen i Georgien og otte år med stadig mere aggressiv anti-amerikansk retorik under den forhenværende russiske præsident Vladimir Putin. Denne retorik er omvendt blevet antændt af en amerikansk politik under George W. Bush, der først gik ud på at ignorere et knækket Rusland, siden gik direkte i clinch med verdens største land ved at fortsætte med planerne om at opstille et anti-missilskjold i Østeuropa samt støtte georgisk og ukrainsk medlemskab af NATO.
De blev ikke bedre under valgkampen i USA, hvor den republikanske præsidentkandidat, John McCain, talte om at skærpe tonen over for Rusland og blandt andet talte for, at Rusland skulle smides ud af G8. Den nyvalgte præsident, demokraten Barak Obama, støttede også Georgien under krigen, men har imidlertid generelt talt for integration snarere end isolation af USAs gamle koldkrigs-fjende.
Efter valget af Obama er der umiddelbart et håb om en forbedring i relationerne mellem USA og Rusland. Ikke mindst fordi der også i Rusland har været et generationsskifte ved martsvalget, hvor den nu 43-årige Dmitrij Medvedev vandt det russiske præsidentvalg. Som adskillige kommentatorer påpeger, så er de begge fra den såkaldte post-baby-boom-generation; født i 1960erne efter den stormfulde efterkrigstid.
For begges vedkommende har deres tidlige karrierer været markant forskellige fra deres forgængeres. Mens Bush og Putin voksede op i en tid og i et politisk miljø præget af den kolde krig, har de to nye præsidenter haft en anden fortid. Obama tilbragte sine unge år i Chicago, som i 1960erne og 1970erne var domineret af racekrige.
Dmitrij Medvedev uddannede sig i disse år til jurist i Leningrad og underviste på universitetet frem for at kæmpe sig vej op gennem hierarkiet i kommunistpartiet. Som en af præsident Bill Clintons tidligere Ruslands-rådgivere, Rose Gottemoeller, påpeger, så kan Medvedev af den grund kaldes for Ruslands første post-kommunistiske leder. Derfor, skriver hun i Moscow Times, har Obama og Medvedev potentialet til at starte en sand moderne fase i USAs og Ruslands forhold og endelig lægge den kolde krig bag sig.
Men det er ikke kun personlighed og alder, der kommer til at spille en rolle. De stridspunkter, som de to lande har skændtes om under Bush-administrationen, er der stadigvæk, og Obama vil efter alt at dømme holde fast i sin forgængeres politik hvad angår anti-missilskjold og forholdet til Østeuropa.
Dertil vil det ikke mindst være afgørende, om den russiske præsident udvikler sig til at blive sin egen mand noget han tydeligvis ikke er endnu eller om det viser sig, at han blot er Putins marionet, som villigt træder til side om maksimum fire år og baner vejen for Putins tilbagevenden til præsidentembedet. Medvedevs første tale til nationen der blev holdt samme dag som det amerikanske præsidentvalg lovede ikke godt.
Udenrigspolitisk var hans tale en direkte fortsættelse af Putins høge-agtige politik og retorik. Præsident Medvedev sagde blandt andet, at han havde givet grønt lys for opstillingen af kortrækkende missiler i Kaliningrad en russisk enklave mellem Litauen og Polen der om nødvendigt vil kunne tilintetgøre anti-missilskjoldet. Han fortsatte med at kritisere USAs udenrigspolitik og sagde, at krigen i Georgien var et påskud for at sende NATO-krigsskibe til Sortehavet og retfærdiggøre anti-missilskjoldet.
Som kommentatoren Jevgenij Kiseljov fra den russiske radiostation Ekho Moskva skriver i en analyse, så vil forholdet mellem Rusland og USA blive bedre, men det vil ikke ske, ved at der kommer en pro-russisk præsident i det Hvide Hus i Washing-ton. Det vil ske, når der kommer en ny politisk elite i Rusland, en elite sammensat af mennesker som magter at tage et sobert kig på landets placering i verden, definere Ruslands sande nationale interesser og respektere de demokratiske værdier, som man har tilsluttet sig verden over.
De næste år vil vise, om Medvedev er del af sådan en ny elite.