Tidligere bandemedlem hjælper Honduras’ børn og unge væk fra gadevolden

Da Jessel Recinos blev skudt ned på åben gade, besluttede han at ændre sit liv. Det blev starten på sportsklubben SkateBrothers, der hjælper børn og unge

I 2017 åbnede SkateBrothers’ egne faciliteter, der blandt andet inkluderer en gymnastiksal, en fodboldbane og Honduras’ første skateboardpark, hvor Jessel Recinos her ses. – Privafoto.
I 2017 åbnede SkateBrothers’ egne faciliteter, der blandt andet inkluderer en gymnastiksal, en fodboldbane og Honduras’ første skateboardpark, hvor Jessel Recinos her ses. – Privafoto.

Jessel Recinos på 27 år er opvokset med en enlig mor i et hjem, hvor pengene var små og mulighederne endnu mindre. Han har boet det meste af sit liv i Cofradía, en fattig forstad til San Pedro Sula, Honduras’ næststørste by. Et sted, hvor skyderier, vold og kriminalitet er blevet så integreret en del af hverdagen, at mange er blevet følelsesløse over for volden, som han forklarer.

Som teenager var han rodløs, lavede ofte ballade og var til tider aggressiv. Dagene tilbragte han i den lokale park, hvor han stod på skateboard, men hans liv manglede indhold. Så han gjorde, hvad så mange andre unge mænd gør i Honduras og blev som 15-årige en del af en kriminel gadebande.

Banden blev hans holdepunkt og familie. Men da en ven røvede et højtstående medlem af en rivaliserende bande, gik det galt. Jessel Recinos fik skylden, og der blev sat en dusør på hans hoved. Kort tid efter blev han skudt ned på åben gade. Kuglen gik ind i ryggen og ud af kroppen lige over hans hjertet. Han overlevede med nød og næppe. Han var 16 år.

”Jeg har et ansvar over for min egen sikkerhed, men også over for min søn, der kun er halvandet år,” siger Jessel Recinos om beslutningen om at flygte fra Honduras. Her ses han sammen med sønnen Owen. – Privatfoto.
”Jeg har et ansvar over for min egen sikkerhed, men også over for min søn, der kun er halvandet år,” siger Jessel Recinos om beslutningen om at flygte fra Honduras. Her ses han sammen med sønnen Owen. – Privatfoto.

”Kuglen gik ikke kun igennem mit kød og min hud, den gennemborerede også det liv, som jeg levede. Det ændrede min mentalitet, og jeg besluttede mig for at bruge det til noget positivt,” har han sagt til udviklingsorganisationen Usaid.

Hjemme fra hospitalet og i takt med, at hans krop helede, begyndte han igen at stå på skateboard. Når han mødtes med vennerne i parken, tiltrak det altid opmærksomhed. Det gav ham i 2011 idéen til at grundlægge organisationen SkateBrothers (skaterbrødre), hvor drenge og piger fra den fattige forstad hver dag mødes for at lave hop og tricks på skateboards, BMX-cykler og rulleskøjter.

”Vi er ikke bare en sportsklub. Vi er en familie, og det gennemsyrer alt, hvad vi laver. Med projektet får børnene mulighed for at blive del af en omgangskreds, der fokuserer på sport i stedet for vold. Det hjælper dem med at komme væk fra gaden og fra de mange skadelige miljøer. På den måde er vi modgiften til banderne,” siger han.

Siden starten for syv år siden er projektet gået fra succes til succes. De godt 70 børn og unge, der kommer i klubben, optræder til byfester og parader, og samler på den måde penge ind. Penge, der blandt andet er blevet brugt til et projekt med fødevareuddeling, som SkateBrothers kører sammen med den katolske kirke og den amerikanske udviklingsorganisation Usaid.

I dag drømmer Jessel Recinos om at gøre projektet landsdækkende, for det er ikke kun i hjembyen, at vold er et problem. Honduras havde indtil 2015 verdens højeste mordrate, og selvom den kurve er vendt, bliver landet stadig betragtet som et af verdens farligste steder at leve. Det skyldes især bandekriminalitet, og ifølge et skøn er der omkring 10.000 aktive bandemedlemmer i landet.

Over et årti efter skudepisoden, der ændrede Jessel Recinos liv, har et andet skyderi ændret det igen. En morgen i 2014 så han sin fætter blive likvideret af et bandemedlem, som han genkendte. Med hjælp fra en udenlandsk organisation lykkedes det Jessel Recinos at få ham dømt for drabet – en sjældenhed i Honduras, hvor der kun falder dom i omkring fire procent af alle drabssager.

I tiden efter blev Jessel Recinos gentagne gange truet af bandemedlemmets familie, og da drabsmanden flygtede fra fængslet, eskalerede situationen. Jessel Recinos liv var igen i fare, og i juli sidste år så han ingen anden udvej end at flygte til USA, som han kom til på et turistvisum. Efter at det udløb sidste november, har han opholdt sig illegalt i landet, mens han forsøger at få asyl.

”Det er virkelig hårdt for mig. Jeg kan ikke vende tilbage til mit land, og jeg savner at være en del af SkateBrothers. Men jeg har også et ansvar over for min egen sikkerhed, mit liv og min familie. Projektet bliver videreført af min fætter, der får hjælp af frivillige fra den katolske kirke. Så det dør ikke ud, selvom jeg ikke længere er der,” siger han til Kristeligt Dagblad.