Dominic Ongwen var efter eget udsagn ni år, da han i 1984 blev bortført på vej til skole i det nordlige Uganda.
31 år senere overgav han sig til amerikanske specialstyrker i Den Centralafrikanske Republik og blev derefter udleveret til Den Internationale Straffedomstol, ICC, i hollandske Haag. Her blev han torsdag idømt 25 års fængsel for forbrydelser mod menneskeheden i sin egenskab af kommandant i en af de mest berygtede afrikanske oprørsgrupper, Herrens Modstandshær (LRA).
I sin stråfudmåling slog den tyske dommer, Bertram Smitt, fast, at Ongwen var en ”gerningsmand, som bevidst udsatte sine oftre for forfærdelige lidelser, men dog også en gerningsmand, som selv tidligere var blevet udsat for ekstreme lidelser af selvsamme gruppe, som han siden blev et fremtrædende medlem og leder af”.
Dommeren tog hensyn til Ongwens egne lidelser, så den 46-årige slap for at blive idømt livsvarigt fængsel, efter at han i februar blev kendt skyldig i 61 ud af 70 anklagepunkter, herunder drab, tortur, massevoldtægter, sexslaveri og bortførelser af børn. Bertram Schmitt understregede dog i sin domsfældelse, at den tidligere børnesoldat som kommandant var fuldt tilregnelig, ikke havde handlet under tvang og ej heller forsøgt at forlade LRA.
”Historien om Dominic Ongwen er en gribende historie om at være både offer og gerningsmand på samme tid. Dels sætter den fokus på det at skulle stå til regnskab. Og dels på, hvad det gør ved børn, og hvad børn kan udvikle sig til, hvis de udsættes for ekstrem vold og ekstreme oplevelser. Det har jo også været et tyveri af hans barndom, men naturligvis skal han stå til regnskab for det, han har gjort, efter at han fyldte 18 år,” siger Anne-Sophie Dybdal, psykolog og seniorrådgiver i børns beskyttelse hos Red Barnet.
Dominic Ongwen er et sjældent eksempel på en tidligere børnesoldat, der blev voksen inden for den bevægelse, han var blevet kidnappet ind i, og derefter blev en af de ledende personer i bevægelsen. Langt de fleste børnesoldater er stadig børn, når de bliver demobiliseret. Det øger chancen for, at de kan blive reintegreret i de samfund, hvor de har begået forbrydelser, hvilket lykkes for broderparten. Ofte endda med succes.
”Nogle klarer sig overraskende godt, tilpasser sig og kommer til at leve et nogenlunde normalt liv, men det koster på indersiden i form af psykiske konsekvenser. Mange af dem taler om en grundlæggende ensomhed, som kommer af at have oplevet noget, som ingen andre har oplevet, og af at have mistet fodfæstet i forhold til menneskelige relationer,” fortæller Anne-Sophie Dybdal, der har arbejdet med rehabilitering af tidligere børnesoldater i både Sierra Leone, Cambodja og Uganda.
At nogle tidligere børnesoldater klarer sig godt, kan Neil Boothby, der er en af pionererne inden for området, tale med om. Han er nu direktør for The Global Center for the Development of the Whole Child og var inden da i mange år tilknyttet Columbia University og har også fungeret som rådgiver for USA’s regering.
Boothbys arbejde med tidligere børnesoldater begyndte allerede i slutningen af 1980’erne i Mozambique. Der stod han bag et program, hvor vægten ikke så meget lå på psykologsamtaler med børnene, men gik mere lavpraktisk til værks ved at involvere lokalsamfundet i reintegrationen. Derudover blev det i forhold til børnesoldaterne prioriteret at finde en bolig til dem, finde deres slægtninge og finde et arbejde til dem. Et opfølgende studie 18 år efter viste, at de tidligere børnesoldater var blandt de personer, der tjente mest i landsbyen, ligesom de i højere grad end andre forældre lagde vægt på, at deres børn gik i skole.
”Jeg var selv overrasket over resultaterne, som de fleste psykologer ikke aner, hvad de skal stille op med,” sagde han i den forbindelse til Columbia Magazine og fastslog:
”Børn, der har haft de mest forfærdelige oplevelser, vil ofte komme sig over det, hvis de får muligheden. Der er altid håb.”
Anne-Sophie Dybdal er enig:
”Jeg plejer at sige, at den gode nyhed er, at børn kan hele. Mennesker kan hele. Det kræver uddannelse, skolegang, arbejde. At man har venner, har en stabil hverdag, hvor man skal op om morgenen og gøre noget. At man har en rolle og en funktion, og at man er omgivet af mennesker, der stiller krav til en, men som samtidig inkluderer en i et fællesskab. Det er langt vigtigere end dybe psykologiske samtaler om det skete. Selvfølgelig skal børnene ’afkodes’ under en eller anden form, men der er intet, der tyder på, at det gør nogen nytte at blive ved med at tale om og minde barnet om dets fortid.”
Dominic Ongwen, som i retten hævdede at have været udsat for værre lidelser end Jesus, har anket dommen.