Først dræbte amerikanerne Abu Bakr al-Baghdadi, lederen af Islamisk Stat, i en spektakulær operation i Syrien. Derefter besluttede det israelske militær og efterretningstjenesten at likvidere en højt profileret kommandør af Islamisk Jihad ved et luftangreb i Gaza. Og torsdag nat i sidste uge dræbte amerikanske luftangreb den iranske militærleder Qassem Soleimani, velsagtens én af Mellemøstens mest indflydelsesrige personer.
Iranerne har erklæret likvideringen for en ”zionistisk-amerikansk konspiration”. Og anklagen er ikke helt af vejen. I oktober udtalte Yossi Cohen, lederen af den israelske efterretningstjeneste Mossad, at Soleimani endnu ikke havde begået dén fejl, der ville få ham til at figurere på Mossads ”prestigefyldte” liste over likvideringsmål. Cohen slog dog fast, at Soleimani ikke skulle tro, at Mossad ikke kunne nå ham.
Ifølge den tidligere chef for Mossad Danny Yatom er likvideringer et effektivt middel i kampen mod terror.
”Jeg ved, at der findes en række eksperter i terrorbekæmpelse, som mener, at målrettede likvideringer ikke hjælper. Jeg mener det modsatte: De afskrækker terrororganisationer,” siger Danny Yatom, der også er tidligere officer og politiker.
Yatom blev udnævnt som Mossad-chef i 1996 af daværende premierminister Benjamin Netanyahu, men måtte træde tilbage i 1998 efter et fejlslået attentatforsøg af Mossad-agenter på den daværende leder af Hamas i Jordan, Khaled Mashal. Det har dog ikke ændret Yatoms syn på målrettede likvideringer. Tværtimod.
”Det er ikke en ultimativ løsning, men der er ikke kun én rigtig måde eller én rigtig doktrin, når det gælder terrorbekæmpelse. Man bliver nødt til at have en række metoder at gøre brug af,” siger han.
Mossad er i årtier blevet beskyldt for at stå bag en lang række likvideringer af terrorister og fjender af Israel i udlandet. Og selvom metoden bliver fordømt af en lang række lande i verden, er det for den israelske efterretningstjeneste en legitim måde at håndtere landets fjender på.
Under den anden palæstinensiske intifada i begyndelsen af 00’erne, hvor Israel var ramt af selvmordsbomber på ugentlig basis, blev målrettede likvideringer igen et afgørende middel i terrorbekæmpelse for de israelske efterretningstjenester. Og i 2006 blåstemplede den israelske højesteret metoden. Den gængse holdning i Israel er da også, at målrettede likvideringer af terrorister er legitimt.
Men hvilken effekt har likvideringer på ideologisk baserede terrororganisationer som for eksempel Hamas og Islamisk Stat?
”Man bliver nødt til at forstå, at bekæmpelse af en terrororganisation tager meget lang tid. Du kan ikke bare ramme den én gang, og så forsvinder den. Terrororganisationer er baseret på ideologi. Og en ekstrem en af slagsen. Alle den slags organisationer, og det gælder i øvrigt også en aktør som Iran, ønsker at skabe ét stort kalifat baseret på sharialovgivning,” siger Yatom.
Det løser vel ikke problemet, når Israel likviderer ledere af for eksempel Hamas eller Islamisk Jihad? Som regel bliver vedkommende afløst lynhurtigt og oftest af en mere rabiat leder?
”Det kan der være noget om. Det var tilfældet med Abbas al-Musawi. Personen, der overtog lederskabet af Hizbollah, Nasrallah, var langt mere radikal. Men det ændrer ikke på, at det kan være nødvendigt,” erkender Yatom.
Al-Musawi blev likvideret i 1992 af Israel i en spektakulær operation i Libanon. Arvtageren til Hizbollah, Hassan Nasrallah, har siden hjemsøgt Israel og står bag en lang række terrorangreb mod blandt andet israelske, amerikanske og jødiske mål rundt omkring i verden.
Mange likvideringer af terrorledere har fundet sted siden, og USA’s likvidering af Soleimani har nu for alvor bragt metoden tilbage. Yatom peger på de amerikanske styrkers aktion mod Islamisk Stats leder Abu Bakr al-Baghdadi som et klassisk eksempel på effektiv terrorbekæmpelse.
”Amerikanerne jog ham i døden. Det betyder ikke enden på Islamisk Stat, men det svækker deres moral. Og det vil tage tid, før den næste leder af Islamisk Stat når den status som al-Baghdadi havde. Hvis det overhovedet kan lade sig gøre. De skal samtidig bruge flere ressourcer til at finde alternative måder at beskytte sig på. Og så forhindrer det dem i at planlægge terrorangreb på samme måde,” siger Yatom.
Danny Yatom var leder af Mossad i en periode, hvor selvmordsbomber terroriserede Israel, og hvor Hamas voksede sig stærkere i Gaza-striben. Den radikale islamistiske gruppe, hvis militære fløj figurerer på en lang række vestlige landes terrorlister, stod bag to selvmordsangreb i Jerusalem i sensommeren 1997. I alt blev 20 mennesker dræbt og 400 såret i de to separate angreb, hvilket førte til beslutningen om at likvidere Khaled Mashal.
Skal man tro Yatoms rationalisering af likvidering som effektivt middel i terrorbekæmpelse, er et fejlslået attentatforsøg ikke nødvendigvis kun dårligt nyt. Ledere af organisationer som Hamas og Islamisk Stat har nemlig én ting til fælles. De har ingen intentioner om at dø.
”De foretrækker, at andre sprænger sig selv i luften. De holder for eksempel også deres egne børn væk fra terroraktioner. Derfor afskrækker målrettede likvideringer dem,” siger Yatom.
Hvor går grænsen for Israel, når det gælder ”legitime” likvideringer?
”Der er en grænse, defineret af den israelske regering; Vi likviderer ikke statsoverhoveder. Og det er der mange grunde til. Men alle, der er underlagt statsoverhovedet bør ikke nyde immunitet,” understreger Danny Yatom.
Likvideringenen af Soleimani, Baghdadi og kommandøren for Islamisk Jihad, Baha Abu al-Ata, er blot de seneste navne på Israels og USA’s notoriske ”drablister”. Og meget tyder på, at de langtfra er de sidste.
Jotam Confino er journalist på den israelske TV-station i24NEWS i Tel Aviv og er freelancer for blandt andet DR og P1.