Hun blev 70 år i marts og kan se tilbage på et langt politisk liv, hvor hun som få har kæmpet for sine idealer, men der er stadig masser af gejst og social indignation i Emma Bonino. Lille af statur og uhyre spinkel og skrøbelig at se på. Men der er vilje og pondus i stemmen, når hun tordner mod tidens tendenser i europæisk politik.
”Ingen kan sige, at de ikke vidste det. Ingen. Vi ved alle, at migranter, der sendes tilbage til Libyen, ender i lejre, hvor de bliver udsat for vold, tortur, voldtægt. Det svarer til, at man havde sendt jøder retur til Dachau,” erklærer Emma Bonino, der ikke tøver med at sammenligne den nuværende udvikling omkring Middelhavet med krigsforbrydelser under Anden Verdenskrig.
For den tidligere italienske udenrigsminister og EU-kommissær er EU’s støtte til den libyske kystvagt en skændsel på historisk niveau.
Det er hårde ord?
”Jeg ved som alle andre, hvordan de libyske detentionslejre er, og vi kan ikke lade, som om vi ikke ved det. Når vi siger, at vi returnerer migranter til Libyen, så sender vi dem tilbage til helvede.”
Det er en meget varm eftermiddag i Rom, og vi er trukket indenfor i skyggen. Man tager en langsom elevator op til sjette sal, hvor den åbner ud til en af den slags tagterrasser, man ser på film. Med udsigt over den evige stad til Peterskirken og fuld af blomster og grønne planter. Hun fik dem til at gro, mens hun var i behandling for lungekræft for tre år siden. Syg og afkræftet kom hun rundt på terrassen i en kørestol og brugte planterne som terapi.
Lejligheden er lille, men godt indrettet. ”Se her, før og efter,” siger hun og peger i et album med masser af fotos. Fra en ruin med duer og rotter på taget har hun nu en drømmebolig, som det ville hedde i annoncerne, midt i Parione-kvarteret, tæt på kendte Campo dei Fiori:
”Og jeg har et ferskentræ, og det har ferskener i år, seks, nej syv, tror jeg.”
Emma Bonino er en af Italiens mest kendte og respekterede politikere og har i høj grad været med til at præge udviklingen i landet de seneste 40 år. Som studerende blev hun aktiv i kampen for retten til fri abort. Hun endte i fængsel i nogle uger, men også i parlamentet, i mange år for det lille venstreparti Radicale. Senest blev hun i marts valgt til Senatet for den proeuropæiske liste +Europa. Det manglende europæiske samarbejde om migrationen gør hende bekymret for unionens fremtid.
”Jeg er meget bange for, at det skal ende med at ødelægge Europa. Det er ikke kun euroen og økonomien, der er på spil. Det er de fundamentale idéer. Så jeg gør, hvad jeg kan for at bringe rationalitet ind i debatten,” siger hun.
”Vi bliver tæppebombet fra morgen til aften med endimensionel snak om, at vi skal sætte italienerne først. Uden at nogen gør sig klart, at hvis man siger italienerne først, så vil det også sige franskmændene først, malteserne først, tyskerne, danskerne og jeg ved ikke hvem. Det kan kun ende med, at vi alle bliver de sidste. Indbyrdes uenige og fuldkommen irrelevante på den internationale scene.”
”Vi er vældigt gode til at skændes med hinanden, men på den ene side har vi Putin, på den anden giganten Kina, og så er der Trump i midten, mens Middelhavet står i flammer. Hvis man ikke kan se, at med det scenarie skal man passe godt på og styrke Europa, så er det fuldkommen uansvarligt,” siger Emma Bonino med henvisning til blandt andre præsidenterne i Rusland og USA.
Italiens nye regering kom til magten ved at love at sætte italienerne først, kritisere EU og true med at smide hundredtusinder af migranter ud af landet. Det sidste kom fra lederen af partiet Lega, Matteo Salvini, der nu er indenrigsminister og vicepremierminister. Siden han satte sig i stolen, har Italien afvist at lade ngo-redningsskibe lægge til kaj i italienske havne.
Hvordan får man løst den situation?
”Det bekymrer mig. Jeg mener, at jeg har en vis erfaring, og den fortæller, at når man smider ngo’er ud, er det, fordi man vil af med uvildige øjne. Sådan var det i Kosovo, i Afghanistan, rundt om de store afrikanske søer. Det er en politik, som Italien nu altså også praktiserer, og det er vanvittigt, for vi har selvfølgelig et problem, men vi taler ikke om en invasion. Migranter er blevet et tema, der bliver manipuleret politisk, så det ikke længere har noget at gøre med virkeligheden. Et middel i en permanent valgkamp,” siger Emma Bonino.
”Racisme og nationalisme er meget smitsomme sygdomme, der er nemme at bruge i valgkampagner, men det er falske forsikringer. Som Salvinis slogan: ’Vi smider dem alle ud’ – lige indtil han ankom til ministeriet, og nogle fik ham til at forstå, at 500.000 mennesker, dem smider man ikke lige sådan ud. Det ville være den største luftbro i historien, og der er ikke nogen steder at sende dem hen. Fordi man skal have aftaler, og Italien har kun bilaterale aftaler om hjemsendelser med fire lande.”
”Men når det er sagt, så er den manglende vilje i mange medlemslande til at hjælpe til med at løse problemet dramatisk. Dér ser vi virkelig en opløsning af de europæiske værdier og kultur,” fastslår den forhenværende EU-kommissær.
For Emma Bonino er det ikke selve unionen, det er galt med.
”EU har det fint. De fælles politikker, landbrug, fiskeri, konkurrence og så videre. Det går super godt. Dét, der ikke fungerer, er samarbejdet mellem regeringslederne. Det er et politisk problem, som man tydeligt ser i spørgsmålet om migranter, hvor EU-Kommissionen ikke har nogen kompetence, og samarbejdet mellem regeringerne ikke fungerer. Selvom man netop, når man taler om migranter og global mobilitet, vil kunne finde en bedre løsning på fælles EU-niveau end nationalt. Og i mellemtiden dør folk på havet og i de libyske lejre.”
Så lige nu er det europæiske samarbejde en fiasko?
”Ja. Jeg er føderalist. Jeg har altid ment, at Europa skal bevæge sig mod en føderal og fælles løsning, og ellers risikerer vi, at unionen går i stykker. Så jeg er meget, meget bekymret.”
Da Emma Bonino forleden talte i Senatet i Rom imod Italiens samarbejde med den libyske kystvagt, fik hun så mange buh-råb, at overhusets formand måtte gribe ind og forlange orden.
”Jeg giver ikke op. Der er måske kun mig og to andre, der siger de her ting for tiden, men jeg må insistere. Når man begynder at tale om, at der er for mange migrantbørn i skolerne, at det truer vores kultur, og de skal gå i skoler for sig selv. Eller laver love, som vi har gjort, hvor asylansøgere kun kan få deres sag for ved to instanser, mens alle andre har ret til tre i justitssystemet. Så er vi næsten tilbage ved tiden med race-love, og så må jeg spørge: ’Vil vi virkelig tilbage til at være racistiske lande?’ Det har vi prøvet, det har vi været igennem engang, og det forekommer mig ikke at være nogen strålende fremtid.”
Mens elevatoren er på vej, beundrer vi ferskentræet. Da hun så stedet første gang, besluttede hun sig for, at her ville hun blive gammel, men hun er ikke parat til at stoppe endnu:
”De stærke har ikke brug for mig. De klarer sig. Men de svage. Dem uden magt og indflydelse, uden stemme. At hjælpe samfundets svageste, hvad enten de er syge, indsatte eller migranter, er for mig et nyttigt bidrag til et harmonisk samfund.”
LYDLOGO