Det er et liv i konstant frygt.
Sådan beskriver den 30-årige Alexa Rochi sin nye tilværelse i Colombias hovedstad, Bogota, hvor hun forsøger at blive en del af det civile samfund, efter at hun har lagt sin tid som guerilla i den venstre-orienterede oprørsgruppe Farc bag sig.
”Selvfølgelig er jeg bange. Det er vi alle. Jeg er her lige nu, men i morgen bliver jeg måske dræbt ved et trafiklys, mens jeg venter på en bus. Og regeringen ville ikke gøre noget,” siger Alexa Rochi.
Hun tilbragte 11 år i Farc. Først som sygeplejerske, senere som kommunikatør, for ”Farc var som et universitet, hvor alle lærte alt”.
I dag er det fire år siden, at den daværende colombianske regering og guerillagruppen Farc underskrev en historisk fredsaftale, som i første omgang var blevet stemt ned af et lille flertal af colombianerne. Ifølge den reviderede aftale skulle de omkring 13.000 Farc-medlemmer lægge våbnene fra sig og ”reintegreres” i det colombianske samfund. Men det har vist sig at være kompliceret. Især i hovedstaden, Bogota og i andre større byer, for Farc repræsenterede de fattige bønder i landdistrikterne og kæmpede efter eget udsagn for social og økonomisk retfærdighed mod eliten, der i høj grad var repræsenteret i byerne.
I Bogota med sine godt otte millioner indbyggere føler Alexa Rochi sig alene, og hun savner det fællesskab, hun oplevede i oprørsgruppen.
Hun boede i bjergene, langt væk fra byen, men tæt på de mennesker, hun i dag kalder for sin familie. Det gjorde hende tryg. I sin nye tilværelse frygter hun for sit liv, så hun ser ingen andre muligheder end at forlade Colombia, når hun snart er færdig med sin uddannelse.
Farc kæmpede for jordreformer og social retfærdighed i Colombia, som er et af Latinamerikas mest ulige lande. Men for at finansiere sin krigsførelse i den interne konflikt var den socialistiske oprørsgruppe involveret i kokadyrkning, narkohandel og kidnapninger. Og Farc stod bag menneskerettighedskrænkelser, drab på civile og terrorangreb rundt om i Colombia.
”Det er klart, at vi har begået voldsomme fejl i konflikten, men vi har forsøgt at skabe en forsoningsproces og bede om tilgivelse. Selvom tilgivelse ikke får nogen tilbage, vil det hjælpe os til at komme videre,” siger Alexa Rochi og henviser til, at Farc som en del af fredsaftalen har undskyldt for specifikke begivenheder og rakt ud til ofrene for konflikten.
”Det har været vigtigt for os at undskylde over for ofrene, erkende sandheden og forpligte os på ikke at gentage det,” siger hun.
Alexa Rochi fortryder dog ikke noget i sin tid som Farc-guerilla i en borgerkrig, der kostede over 260.000 mennesker livet, størstedelen af dem civile, og som drev op imod otte millioner mennesker på flugt.
”Jeg fortryder ikke, at jeg var guerilla. Det er den bedste beslutning, jeg har truffet i mit liv. I Farc lærte jeg at leve. Det var som et universitet. Colombia er det tredje mest ulige land i Latinamerika. Her er der ingen uddannelsesgaranti, så unge bliver nødt til at gældsætte sig. Der er heller ingen sundhedsgaranti for de unge,” siger hun og fortsætter:
”Som kvinde fra landet er uligheden endnu større, og derfor er det den bedste beslutning, jeg har truffet fremfor at finde en mand at leve med, der helt sikkert ville mishandle mig, få børn, være hushjælp eller ende ud i et stofmisbrug. Det bedste, jeg kunne forestille mig, var at være guerilla.”
”Vi blev drevet ind i en krig på grund af mangel på muligheder og politisk forfølgelse,” siger Alexa Rochi.
Hun voksede op i det vestlige Colombia, i Valle del Cauca, men blev sammen med sin familie nødt til at flygte på grund af vold i området, som blev kontrolleret af paramilitære grupper.
”Jeg var en pige med drømme som ethvert andet barn. Det var aldrig min drøm at blive guerilla. Min drøm var at blive politibetjent, men med den forfølgelse, der fandt sted fra paramilitæret, som bortførte min onkel, var vi nødt til at flygte. Vi nåede kun at pakke én kuffert. Alt andet efterlod vi,” fortæller hun.
Sammen med sin familie rejste Alexa Rochi til den sydlige del af Colombia. Til San Vicente del Caguán, et område kontrolleret af Farc-oprørere.
”De gav os et sted at bo, en ny start. Jeg var ikke særlig gammel, men jeg begyndte på et politisk kursus, og det var sådan, jeg kom til at kende guerillaen,” siger hun og tilføjer:
”Farc var den største familie, jeg kunne have haft. Jeg boede sammen med mennesker, jeg aldrig havde forestillet mig at møde i livet. De kom fra alle steder i landet, men vi var forenet om en enkelt kamp. Vi var drevet af så fundamentale værdier som solidaritet, respekt og broderskab.”
Modsat opfattede hun det colombianske samfund som uretfærdigt, hvor de dårligt stillede levede under en økonomisk og social uretfærdighed. En uretfærdighed, der ifølge hende gjorde våben nødvendige. Det afspejler Farcs politiske erklæring, hvor der står, at ”dørene til en juridisk, fredelig og demokratisk politisk kamp er lukket i vores land”.
Men nu skal hun altså – sammen med de andre Farc-medlemmer, der stemte for fredsaftalen og afleverede deres våben – reintegreres i det colombianske samfund. Et samfund, de i så mange år kæmpede imod. Mange er allerede i gang med en uddannelse.
Selvom Alexa Rochi er ved at vænne sig til livet i storbyen, føler hun sig langtfra inkluderet, og derfor bruger hun også meget tid sammen med andre tidligere guerillaer.
Én af dem er den 30-årige Yira Vélez, der efter 13 år i Farc også prøver at finde fodfæste i Bogota, hvor hun studerer fotografi. Heller ikke for hende er det særlig nemt at tilpasse sig tilværelsen som civil, og hun er derfor forsigtig med at fortælle om sin fortid.
”Det er bedre at holde lav profil, for du ved ikke, hvem du taler med. Ikke alle accepterer dig. Der er mange, der hader os tidligere krigere,” siger hun, men afviser, at den revolutionære oprørsgruppe var den terrorgruppe, som Colombias regering, USA, EU og mange andre anså Farc som.
”Vi var folk fra landet. Det begyndte med en kamp for ret til jorden. Så hvorfor var vi indblandet i kidnapninger og drab? Fordi vi var i krig. Det koster noget at være i krig, så vi havde brug for ressourcer til at fortsætte kampen,” siger hun og tilføjer, at heller ikke hun fortryder at have kæmpet sammen med de andre guerillaer.
”I en krig er der altid kampe, hvor mennesker dør. Sådan er krig. Jeg deltog i kampene mod hæren, men om jeg har dræbt nogen? Det ved jeg ikke,” siger hun.
Hun beder om, at Kristeligt Dagblad kalder hende Ivonne Rivera Leon; dæknavnet, som hun brugte i Farc. For det er stadig det navn, hun identificerer sig med.
Ivonne Rivera Leon voksede op i en fattig lille landsby i Meta-regionen i det centrale Colombia. Hendes forældre var Farc-guerillaer, der efterlod deres blot 28 dage gamle baby hos deres venner, da Farc ikke tillod børn i lejrene. De tog sig ifølge Ivonnes eget udsagn af hende som deres egen, men da de ikke havde råd til at betale for hendes uddannelse, opsøgte hun som 14-årig Farc. Sådan fulgte hun i sine biologiske forældres fodspor. En beslutning, hun aldrig har fortrudt.
”Jeg fortryder ikke noget, nej. Vi begik fejl. Temmelig mange. Derfor taler vi også med ofrene nu og beder dem om tilgivelse. Det er en del af processen. Vi opfylder fredsaftalen, det har vi forpligtet os til, da vi underskrev fredsaftalen,” siger Ivonne Rivera Leon.
For selvom der er omkostninger forbundet med at have lagt våbnene, bakker både Alexa Rochi og Ivonne Rivera Leon op om fredsaftalen.
”Det var på tide. Colombia har allerede lidt utrolig meget. Jeg tror, det var vores mulighed for at sige: ’Ikke mere. Lad os indgå en fredsaftale. Fred er bedre end krig. Lad os give det en chance. Lad os give os selv en ekstra chance til at skabe en bedre fremtid’,” siger Ivonne Rivera Leon, der i dag er politisk aktiv i den politiske afløser for Farc, Den Fælles Alternative Revolutionære Kraft, og som også deltog i de norskmæglede fredsforhandlinger i Cubas hovedstad, Havana.
”Nu er vi et parti, og vi fortsætter med at kæmpe. Ikke med våben, men med ord, fordi en forandring er nødvendig. Staten fylder deres lommer i stedet for at hjælpe folket, de almindelige mennesker, og give dem bedre livsvilkår. Det er tid til forandring – til at gøre staten mere demokratisk,” siger hun.
I begyndelsen af måneden deltog flere tusinde tidligere Farc-medlemmer i en march for liv og fred i Bogota, hvor de krævede, at regeringen overholder de løfter og sikkerhedsgarantier, der indgår i fredsaftalen.