Om få dage er det 100 år siden, at Danmark i sin egenskab af kolonimagt solgte De Vestindiske Øer, de nuværende Jomfruøer, til USA. Jubilæet har medført debat om, hvorvidt Danmark bør eller ikke bør benytte lejligheden til at give Jomfruøerne en officiel undskyldning for fortidens overgreb.
Ord slår dog ikke altid til, når fortidens koloniale synder ønskes sonet. Også spørgsmålet om økonomisk erstatning bringes hurtigt på banen, hvilket man ud over i debatten om Danmark og De Vestindiske Øer netop nu også oplever hos en anden europæisk tidligere kolonimagt, Tyskland.
Regeringerne i de to tidligere tyske kolonier Namibia og Tanzania øger nu presset på Tyskland for at få erstatning.
I koloniårene 1904-1908 udryddede den tyske kolonimagt på brutal vis op til 100.000 mennesker fra de etniske befolkningsgrupper hereroerne og namaerne samt beslaglagde og videresolgte deres jord i Namibia. Udryddelsen var en straf for, at hereroerne og namaerne havde forsøgt at gøre oprør mod kolonimagten.
Efterkommerne har krav på penge, insisterer herero-aktivist Veraa Katuuo.
”Som et resultat af det er vi de dårligst stillede mennesker i Namibia. Vi lever i overfyldte og udpinte reservater, mens vores fædrene land er befolket af tyske efterkommere,” siger han.
Mens aktivisterne har rejst deres egen erstatningssag mod Tyskland ved en amerikansk domstol, har den namibiske regering for nylig hyret et hold jurister til at undersøge muligheden for en erstatningssag.
Namibiske og internationale medier henviser til officielle dokumenter, som angiveligt fastsætter buddet på en erstatningssum til, hvad der svarer til 205 milliarder kroner. Beløbet er dog endnu ikke blevet bekræftet af den namibiske regering.
Siden 2014 har Tyskland forhandlet med herero- og namarepræsentanter samt den namibiske regering. I 2015 anerkendte den tyske regering, at der var tale om et folkemord.
For den tyske regering er der dog ikke tale om noget erstatningsspørgsmål, men om ”et politisk og moralsk spørgsmål”, understreger den tyske forhandlingsleder, CDU-politikeren Ruprecht Polenz, til den tyske radiostation Deutsche Welle.
Vil Tyskland på ”en meningsfuld måde” tage ansvar for fortidens forbrydelser, må regeringen forholde sig til forbrydelsernes konsekvenser, vurderer professor i afrikansk historie ved det tyske Universität Hamburg og leder af det internationale netværk for folkemordsforskere Jürgen Zimmerer.
”Som en direkte konsekvens af folkemordet ejer hvide namibiere, der udgør 6 procent af befolkningen, stadig over 50 procent af jorden,” siger han.
Regeringen i en anden tidligere tysk koloni, det østafrikanske land Tanzania, erklærer sig også klar til at kræve økonomisk erstatning fra Tyskland på vegne af efterkommerne af de 70.000 mennesker, tyskerne dræbte, da de slog det såkaldte maji maji-oprør ned i 1905-1907.
Men verdenshistorien er generelt en blodig affære, og der kommer ikke noget godt ud af, at nutidens mennesker ”med over 100 års forsinkelse” gør fortidens regnskab op, vurderer historiker og tidligere embedsmand i udenrigstjenesten Bo Lidegaard.
”Tværtimod rummer det et stort konfliktpotentiale, når grupper ser sig selv som ofre tilbage i historien og kræver en historisk retfærdighed, der aldrig er entydig, og som altid indebærer, at man lukker øjnene for nogle uretfærdigheder, mens man fokuserer på andre,” siger han.
Afgørende er i stedet, mener Bo Lidegaard, at nutidens mennesker tager ansvar for hinanden:
”Ikke hvordan vore tipoldeforældres forældre havde det med hinanden.”