Prøv avisen

Tidligere nær Trump-rådgiver skal vidne for retsudvalg

Hope Hicks fratrådte i februar 2018 sin stilling som kommunikationschef. Det skete, efter at hun under et vidneudsagn i Kongressen tilstod, at hun havde stukket "hvide løgne" i præsidentens tjeneste. Her ses hun sammen med præsident Trump i marts 2018. Foto: Mandel Ngan/Ritzau Scanpix

Hope Hicks, der trak sig som Trumps kommunikationschef sidste år, skal vidne for retsudvalg i Kongressen.

En tidligere betroet medarbejder i den amerikanske præsident Donald Trumps administration skal vidne for retsudvalget i Repræsentanternes Hus.

Der er tale om Hope Hicks, der trak sig som præsident Donald Trumps kommunikationschef i Det Hvide Hus i februar 2018.

Det er et gennembrud for Demokraterne i Repræsentanternes Hus, som har kæmpet med Trumps modvilje mod retsudvalgets undersøgelse i forlængelse af Robert Muellers Ruslands-rapport.

Retsudvalget tog mandag i denne uge hul på en høring om, hvad man kan lære af Mueller-rapporten.

Mueller har brugt knap to år på at undersøge, om der var en forbindelse mellem Trumps kampagnestab op til præsidentvalget i 2016, og om Trump forsøgte at blande sig i efterforskningen af dette.

Konklusionen var, at der ikke var beviser for et samarbejde. Derimod indeholder rapporten ti konkrete eksempler på, at Trump har forsøgt at blande sig i efterforskningen.

Hicks var et centralt vidne i Muellers undersøgelse, som gav mange informationer om flere episoder, der involverede præsidenten.

Hun trodsede i sidste uge en stævning om at udlevere dokumenter til retsudvalget, fordi Det Hvide Hus havde bedt dem om ikke at samarbejde.

Men nu har Hicks indvilget i at møde op i retsudvalget 19. juni. Det vil være første gang, at en tidligere Trump-rådgiver vidner foran retsudvalget i forbindelse med dets undersøgelse.

Det er endnu uvist, om hun vil nægte at besvare visse spørgsmål.

Hope Hicks trak sig som kommunikationschef i Det Hvide Hus 28. februar.

Det skete, efter at hun under et vidneudsagn i Kongressen tilstod, at hun havde stukket "hvide løgne" i præsidentens tjeneste.

Ifølge Det Hvide Hus havde hendes fratræden ikke noget med vidneudsagnet at gøre.

/ritzau/AP