Selv om den katolske kirke i Irland har gjort det klart, at den ikke vil have ægteskaber for homoseksuelle, så der er fortsat homoseksuelle, som holder fast i deres tro og tilknytningen til den katolske kirke. 55-årige Dave Donnellan er en af dem, der arbejder for, at homoseksuelle katolikker også har en stemme i kirken.
Han er tidligere præst, men opgav præstegerningen i 2000 efter have arbejdet 10 år som missionær i Pakistan.
”Ikke på grund af min homoseksualitet, men fordi der var store forandringer i kirken i Irland. Det, jeg troede på, var, at præsten skulle være tæt på sit samfund. Det påvirkede mig, at kirken ikke længere var en afgørende del af samfundet, og samtidig kom der også alle skandalerne om seksuelt misbrug begået i regi af kirken,” forklarer Dave Donnellan.
Han var 21 år, da han startede sin præsteuddannelse, og blev ordineret som 28-årig. Året før erkendte han sin egen seksualitet – og han fortalte det til både lederen af præsteseminariet og til sin familie, ”fordi jeg ikke ville gå ind i præstegerningen på uærlig vis.” Og fra begge sider var der fortsat opbakning til ham.
Dave Donnellan har nok forladt præstegerningen, men ikke troen.
”Min tro på evangelierne og på Jesus Kristus er uforandret. Men jeg har mistet min tro på kirken som institution.”
Han er nu talsmand for Gay Catholic Voice Ireland – homoseksuelle, katolske stemmer i Irland.
”Vi følte, at der manglede en stemme, som kunne repræsentere de, der var homoseksuelle og katolikker,” fortæller han over en kop kaffe på en cafe på Dublins hovedstrøg O’Connell Street.
Praktisk påklædning og en lille rygsæk gør, at han på inden måde skiller sig ud. Når han taler, er det også stille, roligt og udramatisk, selvom han kommer med en klar kritik af den hårde kerne i kirken, der ikke accepterer homoseksuelle.
”Modstanderne siger, at folkeafstemningen handler om de homoseksuelles dagsorden. Vi siger, at det handler om homoseksuelles menneskerettigheder,” forklarer han.
Og han er fortrøstningsfuld, fordi han har set en ændring over de seneste 20 til 30 år:
”Jeg tror, at folkeafstemningen vil være ret god milepæl for, hvor langt vi er kommet.”
Siden homoseksualitet blev afkriminaliseret i 1993, har homoseksuelle været mere synlige i det ellers konservativt orienterede Irland.
”Nu kender mange en homoseksuel. De har en onkel, en søn eller en datter, som er homoseksuel,” siger Dave Donnellan, der også erkender, at der fortsat er modsatrettede følelser.
”Min egen familie er splittet, selvom de har en homoseksuel onkel. De er kirkegængere, der gør, som biskoppen siger, og han siger, de skal stemme nej. Men på den anden siden har de mig, som siger, de skal stemme ja. Og det er en kamp for dem,” erkender han.
Han er også skeptisk overfor nej-kampagnen, som fra starten har slået på, at alle børn har ret til en mor og en far:
”Men det er ikke det, som folkeafstemningen handler om. Det handler om retten til for alle at kunne blive gift.”
Nej-sidens budskab kan også give bagslag, siger han med henvisning til, at han på vej til mødet med Kristeligt Dagblad overhørte to ældre damer, som talte om hvordan den katolske kirke selv havde behandlet børn født uden for ægteskab. Her var kirken drivkraften i at tage børn fra deres moder, og sende dem på børnehjem.
Efter at have lagt præstekjolen fra sig arbejder han nu med at uddanne voksne i den kristne tro og producere videoer for velgørende organisationer om blandt andet menneskerettigheder. Han er fortsat aktiv kirkegænger, om end det ikke længere er hver søndag. Han håber, at folkeafstemningen vil gøre det muligt for to mænd at blive gift. Men først skal han selv finde manden, han vil dele resten af livet med.
