Tidligere præsident for menneskerettigheder: Ja til debat. Nej til politisk kontrol

Danmarks ønske om en debat om Den Europæiske Menneskerettigheds-domstols domme er velkomment, for domstolen kan ikke overleve uden politisk opbakning. Men debat er ikke ensbetydende med at stække domstolens beføjelser, understreger dens tidligere retspræsident, franskmanden Jean-Paul Costa

Jean-Paul Costa sad som retspræsident i en af de markante sager, hvor Italien fik lov til at beholde kristne kors i de offentlige skolers klasseværelser i anerkendelse af sine historiske og kulturelle nationale traditioner. Her ses han sammen med sin britiske dommerkollega Nicolas Bratza under en ankehøring i Strasbourg i juni 2010, efter at en lavere instans ved domstolen i første omgang havde kræve korsene fjernet
Jean-Paul Costa sad som retspræsident i en af de markante sager, hvor Italien fik lov til at beholde kristne kors i de offentlige skolers klasseværelser i anerkendelse af sine historiske og kulturelle nationale traditioner. Her ses han sammen med sin britiske dommerkollega Nicolas Bratza under en ankehøring i Strasbourg i juni 2010, efter at en lavere instans ved domstolen i første omgang havde kræve korsene fjernet. Foto: Christian Lutz/AP/ritzau.

Danmark vil som det næste halve års formand for Europarådet gerne starte en europæisk diskussion om Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og den måde, den forvalter menneskerettighederne på. Og det er en rigtig god idé, mener Jean-Paul Costa.

Franskmanden har været rorgænger for menneskerettighedernes juridiske skude i 2000’erne, mens den truede med at synke under den voksende last af sager, som blev indbragt for de i alt 47 dommere. I 13 år var han først menig dommer og siden en af de mest indflydesesrige retspræsidenter, domstolen i Strasbourg har kendt.

”Jeg blev udnævnt til dommer ved domstolen i 1998. Da var de østeuropæiske lande i færd med at oprette demokratiske retssystemer og beskyttelse af menneskerettighederne, og Tyrkiet var også inde i en positiv fase, hvor respekten for menneskerettighederne voksede,” siger han.

”Men siden den 11. september 2001 og terrorangrebet på USA er vi langsomt trådt ind i en ny fase blandt andet på grund af den voksende terrortrussel. Og i lande som Polen og Ungarn udfordres for eksempel pressefriheden og domstolenes uafhængighed. Ingen vil direkte nedlægge domstolen, men den er under pres. Det danske formandskab er en anledning til at beskytte systemet. Og det hører med til beskyttelsen af den, at den ikke overskrider sine beføjelser. Men det betyder ikke, at man kan kræve hvad som helst af domstolen,” understreger den tidligere retspræsident.

Danmark har lovet at tage et opgør med domstolens såkaldte dynamiske fortolkning af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. De 47 dommere, én fra hvert medlemsland af Europarådet, fortolker, hvad konventionens meget kortfattede paragraffer betyder, når de anvendes på praktiske situationer i det virkelige liv anno 2017. Det skal de også gøre, understreger Jean-Paul Costa, som peger på, at menneskerettighedskonventionen er ”et levende instrument”.

”Man skal huske på, at domstolens juridiske grundlag, menneskerettighedskonventionen, blev vedtaget i 1950. Den er aldrig blevet moderniseret, fordi en revision kræver enighed blandt alle 47 medlemslande, og det vil være næsten umuligt. Det skaber et dilemma. Enten fortsætter man med at fortolke konventionens bogstav, som den blev formuleret op til 1950, men i så fald kan domstolen ikke forholde sig til de forandringer i samfundet, som er kommet siden dengang. Eller også fortolker man ud fra traktatens ånd, hvilket vil sige dynamisk,” siger Jean-Paul Costa, som i dag er formand for Det Internationale Institut for Menneskerettigheder, IIDH, i Strasbourg.

”Den dynamiske fortolkning er vigtig, hvis menneskerettighederne skal omsættes i konkret beskyttelse og ikke kun eksistere i teorien. Ellers risikerer vi, at rettighederne kun eksisterer på papiret, men ikke dækker de faktiske overtrædelser, der finder sted i virkeligheden. Hvad betyder det for eksempel, når artikel 2 garanterer retten til livet? I 1993 skønnede domstolen, at Tyrkiet overtrådte denne artikel, fordi 12 mennesker døde efter en eksplosion på en losseplads. Tyrkiet hævdede, at regeringen ikke var ansvarlig. Men domstolen skønnede, at artikel 2 var relevant, fordi retten til liv skal anvendes i virkeligheden. At vende tilbage til konventionens bogstav ville derfor i dette tilfælde have været et tilbageskridt. Der er masser af områder, som for eksempel bioteknologi og informationsteknologi, som konventionens fædre ikke kunne tage højde for,” mener Jean-Paul Costa.

På samme måde har de samfundsmæssige normer udviklet sig siden 1950. Og også det må domstolen tage hensyn til, lyder det fra den tidligere retspræsident.

”Man kan for eksempel se på artikel 3, der forbyder tortur og umenneskelig behandling. Det var på denne baggrund, at Storbritannien i 1978 blev dømt for at have tilladt korporlig afstraffelse med spanskrør i sine skoler, og i dag er der ingen, der mener, at det er i orden at tæve børn i skolerne,” siger den franske dommer.

Men ifølge den danske regering går denne fortolkning langt ud over de demokratiske frihedsrettigheder som ytringsfrihed, beskyttelse mod tortur og en uvildig rettergang, som politikerne havde i tankerne, da de underskrev konventionen i 1950. Danmark er især bekymret over, at danske domstole med henvisning til domme i Strasbourg nægter at udvise kriminelle udlændinge, fordi konventionens artikel 8 beskytter privatlivet og retten til et familieliv.

Og andre medlemslande mener, at domstolen pådutter dem en samfundsudvikling som for eksempel anerkendelse af seksuelle mindretal, der er i strid med, hvad deres befolkningsflertal ønsker.

”Domstolen skal ganske rigtigt passe på med, at den ikke udvikler helt nye rettigheder. Den skal holde sig på en smal sti, ikke mindst i samfundsspørgsmål, og her er dommerne faktisk også meget forsigtige. For eksempel taler konventionens artikel 12 om retten til at indgå ægteskab. Her har domstolen fastholdt, at konventionen beskytter retten til ægteskab mellem en mand og en kvinde, og at den ikke kan benyttes til at gennemtrumfe ægteskab for par af samme køn i lande, der ikke har indført det,” siger han med henvisning til, at der i den pågældende artikel står, at ”giftefærdige mænd og kvinder har ret til at indgå ægteskab og stifte familie i overensstemmelse med de nationale love”.

Alligevel er der undtagelser i forhold til samfundsudviklingen og for eksempel religionsfrihed.

”Men hvis en klar konsensus tegner sig i et flertal af europæiske lande, kan domstolen vurdere, at de, der stiller sig uden for denne konsensus, er på kant med det, som i Europa anerkendes som en almen frihedsrettighed. Det gælder for eksempel homoseksualitet. Man kan være for eller imod homoseksualitet, men man har ikke lov til at undertrykke, forfølge eller diskriminere homoseksuelle. Retten til et privatliv gælder også retten til at følge sin seksuelle orientering. Til gengæld tilkender domstolen de enkelte lande en vid skønsmargin, der gør det muligt at tage hensyn til nationale historiske og kulturelle traditioner. Det gælder for eksempel forholdet mellem kirke og stat, som gentagne gange er blevet prøvet ved domstolen. Her fastholder dommerne, at landene har deres egen historiske model, hvor nogle har total adskillelse af kirke og stat, mens andre har en statskirke,” understreger Jean-Paul Costa.

Han var selv retspræsident i 2011 ved en af de skelsættende sager i domstolens historie, hvor en italiensk-bosat finsk protestantisk kvinde klagede over, at der hænger krucifikser i klasseværelserne i de offentlige skoler i Italien.

”Sagsøgeren mente, at korsene var et indgreb i hendes religionsfrihed og hendes ret til at bestemme sine børns opdragelse. En afgørelse i første instans gav kvinden medhold og dømte Italien til at fjerne krucifikserne fra de offentlige skoler. Men i en efterfølgende højkammer-afgørelse kom vi frem til, at Italien i kraft af den nationale skønsmargin er i sin gode ret til at illustrere sin katolske arv og historie med kors i de offentlige skoler. På samme måde har domstolen godkendt det franske forbud mod religiøse symboler i skolerne, som blev indklaget for domstolen med den begrundelse, at forbuddet er i strid med religionsfriheden. Her har domstolen henvist til Frankrigs verdslighedstradition, der er indskrevet i forfatningen,” forklarer Jean-Paul Costa.

Domstolen lytter dermed i vid udstrækning til de politiske signaler, der kommer fra medlemslandene og også fra de nationale domstole, mener han.

”En politisk dialog er sund og et velkomment initiativ, og det har vi haft løbende. Landene har vedtaget en række tillægsprotokoller til konventionen,” siger den franske dommer og henviser til, at han selv var med til at tage initiativ til regeringskonferencerne i Interlaken i Schweiz i 2010 og Izmir i Tyrkiet i 2011, der blandt andet skulle løse problemet med det voksende antal sager, der var ved at lamme domstolen.

Og i 2012 organiserede Storbritannien en konference, der understregede landenes skønsmargin og kravet om subsidiaritet, så menneskerettighedsdomstolen kun beskæftiger sig med sager, de nationale domstole ikke selv kan håndtere.

”Staterne skal være i dialog med domstolen, for den kan ikke overleve uden politisk opbakning. Og det er berettiget, at Danmark ønsker at benytte sit formandskab til at forsøge at give domstolen en form for vejledning og rettesnor for, hvor grænserne for dynamisk fortolkning går. Men det betyder ikke, at medlemslandene skal kontrollere domstolen, som skal være en uafhængig retsinstans. Kritikken af den dynamiske fortolkning er i nogle tilfælde et påskud for lande, især i Østeuropa, der ikke vil acceptere at stå til regnskab over for andre. Flere og flere stater nægter at underkaste sig et overstatsligt organ, der står over den nationale regering. Men man skal huske på, at i 1950 var det lige præcis det, man ønskede: at indføre en ekstern kontrol af de enkelte lande for at holde dem fast på deres demokratiske løfter,” siger han og understreger:

”Jeg kan ikke acceptere det synspunkt, at alt er op til det til enhver tid siddende flertal i de nationale parlamenter. Domstolen skal netop være et værn mod, at politiske flertal vilkårligt ændrer på grundlæggende borgerrettigheder. Hvis nationale flertal var fuldstændig suveræne, ville der ikke længere være noget, der hed universelle værdier. Det er selvfølgelig aldrig behageligt at blive hængt ud og dømt, men det er det eneste, der holder landene fast på menneskerettighederne.”

For den 76-årige franskmand er bekymret for den vigende opbakning til menneskerettighederne og til menneskerettighedsdomstolen i en række lande:

”Der er en foruroligende risiko for, at flere og flere lande vælger at sidde domstolen øverhørig. Det gælder Rusland, hvor parlamentet har erklæret, at Rusland følger domstolens afgørelser – undtagen hvis de er i strid med den russiske forfatning. Tyrkiet kan frygtes at følge en lignende kurs. En yderligere trussel er Ruslands meddelelse om, at man ikke længere vil bidrage økonomisk til Europarådet, der har suspenderet landets stemmeret i Den Parlamentariske Forsamling som led i sanktionerne efter annekteringen af Krim-halvøen. Eftersom domstolen finansieres over Europarådets budget, er det en indirekte trussel mod domstolen.”

”Vi skal sikre opbakning om menneskerettighedsdomstolen, og det kan det danske initiativ være med til. For man skal ikke glemme, at for millioner af mennesker i Europa er domstolen i Strasbourg den eneste mulighed for retfærdighed,” siger Jean-Paul Costa.