Han blev verdenskendt, da han udstedte en international arrestordre mod Chiles tidligere diktator Augusto Pinochet. Det var i efteråret 1998, og den spanske undersøgelsesdommer Baltasar Garzón havde rigeligt at gøre med at ”rense” sit eget land for baskiske terrorister, narkoforbrydere og korrupte politikere. Selvom Pinochet var en gammel mand, mente Garzón ikke, det fritog ham for ansvaret for tusinder af politiske modstanderes forsvinden under militærdiktaturet et kvart århundrede tidligere. Pinochet sad i husarrest i London i flere måneder, inden den britiske indenrigsminister Jack Straw besluttede at løslade ham af helbredsgrunde.
Uanset at sagen endte i ingenting, fik Baltasar Garzón en stor stjerne internationalt og et ry i sit hjemland for at være dommeren, det var umuligt at korrumpere og øve indflydelse på. Garzón og hans tilhængere mener, han var ude for et politisk bestilt justitsmord, da han blev frataget bestallingen som undersøgelsesdommer i Audiencia Nacional og i 2012 blev idømt 11 års inhabilitet. Ifølge den spanske højesteret havde han overtrådt sine beføjelser ved at give ordre til at foretage ulovlige lydoptagelser i fængslet af samtaler mellem korruptionsmistænkte politikere og deres advokater.
Men Garzón lod sig ikke knække. I stedet skruede han op for sine aktiviteter. Han har været rådgiver for Den Internationale Straffedomstol i Haag og hjulpet flere sydamerikanske landes anklagemyndigheder, han var på et tidspunkt chefforsvarer for Wikileaks-stifteren Julian Assange, og han har grundlagt sin egen internationale fond fibgar.org og er medgrundlægger af den politiske platform Actúa. Baltasar Garzón har skrevet en halv snes bøger og er aktuel med en ny udgivelse, ”Aktiv Indignation”, hvori han blandt meget andet opfordrer til at tage aktivt del i debatten og undlade at stemme på korrupte politikere.
De catalanske separatister hævder, at deres ekspræsident Carles Puigdemont er flygtet og deres ledere varetægtsfængslet, fordi domstolene bruges til politisk forfølgelse. Men er der politiske fanger i Spanien, som separatisterne siger?
”For mig er det indlysende, at domstolene bruges imod separatisterne. Men jeg vil ikke betegne dem som politiske fanger. Et demokrati bør selvfølgelig have sine regler og forfatningsmæssige rammer. Men samtidig bør alle have en legitim ret til at forsvare en hvilken som helst politisk holdning,” siger Baltasar Garzón.
”Det er muligt, at der ligger politiske motiver bag nogle dommeres beslutninger. Og efter min mening tager Højesteret fejl ved at anklage Puigdemont og de separatistiske ledere for oprør og løsrivelse. Det er der ikke tale om, fordi der ikke har været vold. Derfor mener jeg heller ikke, der er juridisk grundlag for at varetægtsfængsle lederne. De har frivilligt meldt sig, og de har ikke mulighed for at ødelægge beviser, og de kan heller ikke gentage deres mulige forbrydelser. For Puigdemont, som er den eneste, der ikke har meldt sig selv, men som er flygtet, har højesteretsdommeren trukket den internationale arrestordre tilbage. Det er den omvendte verden og uden nogen logik.”
Hvad mener De om, at separatisterne påkalder sig retten til at indsætte Puigdemont som præsident og styre Catalonien på Skype fra Belgien?
”Det er absurd. Både at Puigdemont vil indsættes på Skype, og at de spanske domstole ikke udstedte en arrestordre på ham, da han for nylig var til en konference i København. Det er useriøst og et juridisk bedrag, og det får os til at fremstå som en bananrepublik.”
”Det er ikke konsekvent, hvis Puigdemont og separatisterne på den ene side nyder godt af forfatningen til at udtrykke sig og på den anden side udnytter systemet til at overtræde den. De bør have mod til at sige, at hvis de sprænger rammerne for den spanske stat, må de tage konsekvenserne.”
”Hele den såkaldte catalanske proces har været en fælde lige fra begyndelsen. For separatisterne vidste, at deres projekt var umuligt at realisere inden for rammerne af forfatningen og staten, som ikke stiltiende kunne godtage, at de forsøgte at løsrive sig.”
Situationen ser ud til at være gået i hårdknude. Hvordan kan man i Deres øjne løse konflikten?
”Det er klart, at der har manglet vilje til dialog på begge sider. Men især har premierminister Mariano Rajoy stået urokkeligt fast på, at han ikke kunne forhandle om noget som helst med den begrundelse, at det ville stride mod loven og forfatningen. Det har utvivlsomt medvirket til at forstærke konflikten.”
”Spanien og Rajoy har siden demokratiets indførelse efter Francos død vidst, at Spanien havde et territorialt problem. Der er nu gået 40 år efter vedtagelsen af den demokratiske forfatning, som blev lavet for at løse mere presserende problemer på det tidspunkt, da diktaturet stadig var i frisk erindring. Derfor er tiden inde til, at politikerne sætter sig sammen og bliver enige om at reformere den og indføre en ny territorial model. Og jeg er personligt tilhænger af, at Spanien bliver omdannet til en føderalstat.”
I bogen skriver De, at demokratiet er i fare ikke kun på grund af ligegyldighed hos borgerne, men også fordi populismen er i fremmarch. Gælder det også i Catalonien?
”Demokratiet er i fare, hvis populisme forstås som fremmedhad, separatisme, udelukkelse af andre. Men ikke hvis populisme fortolkes som at føre en anden politik end den traditionelle ud fra demokratiske værdier.”
”Jeg er kosmopolit og internationalist og derfor imod separatisme og nationalisme. Der er brug for at samle kræfterne i stedet for at sprede dem. Selvom jeg forsvarer Spaniens enhed, har grænser for mig kun en relativ værdi. Hvis økonomien blev global uden at respektere grænser, så bør rettigheder heller ikke tage hensyn til dem.”
Har Spanien efter Deres mening et demokrati, der stadig går med ble?
”Spanien har et uperfekt demokrati. Der er endnu lang vej til en virkelig tredeling af magten. Og utvivlsomt kaster Franco-tiden stadig lange skygger i nogle institutioner.”
Hvilke?
”For eksempel vil den konservative regering ikke acceptere, at over 130.000 personer er forsvundet. Mange af dem ligger begravet som hunde i grøfter og massegrave. Det er republikanske ofre for Den Spanske Borgerkrig (1936-1939, red.) og for Francos diktatur. Spanien er det land i verden, der har flest forsvundne efter Cambodja. Men regeringen vil ikke acceptere, at ofrene har ret til og krav på oprejsning.”
”Mere end fire årtier efter diktatorens død hører vi stadig udsagn, der sætter spørgsmålstegn ved, om Franco var god eller dårlig. Vi må se at lægge det bag os. Det er udtryk for et demokratisk underskud, der stadig plager os.”
Og Franco hviler fortsat i sit mausoleum i De Faldnes Dal nord for Madrid?
”Ja, og det har jeg og to andre advokater klaget over til en domstol i 2015 og igen for et par måneder siden. Vi mener, at hans lig skal flyttes væk, og at stedet skal gøres til en mindelund for alle de faldne under borgerkrigen. Men regeringen har afvist det, og det er i mine øjne tics fra fortiden.”
Men er det ikke sandt, at det ville kunne åbne sårene fra borgerkrigen igen?
”Nej, for de er aldrig blevet helet. Hvis de var det, ville folk ikke blive ved med at stille krav om at få oprejsning og kunne give deres ofre en ordentlig begravelse. Vi har en lov om den historiske hukommelse, som betød, at de efterladte kunne få offentlig støtte til at lede efter deres ofre. Men da Rajoy kom til magten i 2011, trak han støtten tilbage og har konsekvent nægtet at hjælpe disse mennesker. Det er en total mangel på respekt over for ofrene.”
”Det er vigtigt, at de får genoprettet deres ære. Ikke kun for at hele sårene, men også for at undgå gentagelser. Desuden ville det være en naturlig og humanistisk gestus over for den part, der aldrig har fået oprejsning.”
Deres nye bog opfordrer til at være aktivt indigneret. Hvad vil det sige?
”Det er ikke nok at beklage sig. Jeg ønsker, at folk skal kræve, deltage, kontrollere og være aktive i debatten i stedet for at overlade det hele til politikerne. Det er et forsøg på at give et bud på, hvordan vi kommer ud af denne kollektive ligegyldighed, som har ramt os som en virus og fået os til at lukke øjnene og sige, at vi ikke kan gøre hverken fra eller til for at ændre situationen. Folk er lullet i søvn af medier og store virksomhedsgrupper. Vi sætter ikke spørgsmålstegn ved noget, for det er det nemmeste at gøre.”
”Jeg har ikke opfundet noget nyt. Men jeg føler mig nødsaget til at forsøge at vække folk, inden det er for sent.”
Og hvordan skal det så gøres?
”Ja, vi kan jo begynde i det små med at rejse os op i bussen for en ældre person. Men ellers handler det om at være aktive i debatten og ikke overlade den til politikere og professionelle meningsdannere. Mobilisere sig selv for at ændre tingene. Og frem for alt undlade at stemme på korrupte politikere. Det er det eneste, jeg ikke kan acceptere i et demokrati,” fastslår den tidligere undersøgelsesdommer.