Det var en forholdvis ukendt radikal politiker, der i 2000 og frem til folketingsvalget i efteråret 2001 bestred posten som udviklingsminister i den socialdemokratiske Poul Nyrup Rasmussens SR-regering. Anita Bay Bundegaard gjorde sig dog hurtigt bemærket, da hun i en kronik i Weekend-avisen efterlyste et parallelt system til Flygtningekonventionen, som skulle give mulighed for, at fattigdomsflygtninge også kunne få asyl i Danmark.
Anita Bay Bundegaards forslag blev prompte underkendt af Poul Nyrup Rasmussen og hendes eget parti, De Radikale. Men 14 år senere mener hun stadig, at der er et behov, som mangler at blive imødekommet:
”Siden, jeg sagde det første gang, er problemet kun vokset, uden at nogen har taget initiativ til at regulere eller kontrollere migrationen. Europa har ladet stå fuldstændigt til i alle de her år. Der er en uvilje mod at se realiteterne i øjnene. Vi ved, at mennesker kommer til Europa, uanset om vi har gjort det ulovligt eller ej, men samtidig har vi gjort rejsen herop enormt farlig.”
Siden sin tid som udviklingsminister har Anita Bay Bundegaard blandt andet været rådgiver i FN's Flygtningehøjkommissariat og kulturredaktør på Politiken.
Hun arbejder nu for Red Barnets globale kontor i Genève i Schweiz , hvor hendes job består i at være fortaler for børns vilkår og rettigheder overalt i verden - også i forbindelse med den nuværende flygtningesituation. Her er børn udsat, enten ved at deres liv går i stå i flygtningelejre, eller ved at de uden deres forældre eller anden voksen familie krydser Middelhavet i hænderne på menneskesmuglere, der sjældent vil dem det godt.
”Vores bekymring er børnene, og hvordan vi beskytter dem. Derfor er Red Barnet til stede i konfliktområder - også i Syrien - for at sikre, at børnenes liv får en vis normalitet. For eksempel ved, at de får mulighed for at gå i skole,” siger Anita Bay Bundegaard.
Hun tilføjer, at organisations ærinde også er at støtte de mennesker og børn, der krydser Middelhavet:
”Dem skal vi redde, men der mangler kapacitet. I denne situation må det være Europas førsteprioriteret at have kapacitet til at redde de mennesker, der kommer i havsnød.”
Dernæst mener Anita Bay Bundegaard - i forlængelse af sit forslag fra udviklingsministertiden - at man burde lette presset på de illegale ruter over Middelhavet ved at bruge de lovlige og sikre veje til kontinentet noget mere.
”Genbosætning (kvote-flygtninge) er en af de rigtig gode muligheder. FN's Flygtningehøjkommissariat står for udvælgelsen af de mennesker, der bliver gen-bosat, og dermed har man fuld kontrol over, hvem der kommer til Europa. Alligevel er der flere lande, der ikke har genbosætningskvoter, og de, der har, holder sig til nogle latterlige små kvoter, der ikke rykker noget,” mener Anita Bay Bundegaard.
Hun fremhæver også muligheden for at give mennesker midlertidigt ophold i Europa med humanitære visa, som flygtninge kan søge om på EU-landenes ambassader uden for EU.
”Der kommer en del mennesker til Tyskland i øjeblikket, som kommer på midlertidige ophold med for eksempel et studenter-visum i lommen. Det er også et godt redskab. Hvorfor udforsker man ikke de muligheder i stedet for at lade stå til og først kære sig om problemet, når det ligger midt i Middelhavet i form af mennesker, der er ved at drukne?”, spørger hun polemisk.
Gør Danmark det godt nok på flygtningeområdet?
”De fleste lande i Europa burde tage et langt størreansvar. Der er ikke mange, der i øjeblikket klarer sig glimrende. Nu har Europa-Kommissionen foreslået en fordelingsnøgle, der skal fordele flygtningene mere ligeligt over de europæiske lande. Den må man i de enkelte lande diskutere, om er indrettet på den rigtige måde, men det, at man fordeler flygtninge, er selvsagt den eneste rigtige måde at gribe problemet an på.”