Prøv avisen

Til de heldige flygtninge er der friskbagt brød

For et par år siden åbnede et lille bageri i Nyumanzi, som er en del af flygtningebebyggelsen Adjumani i det nordlige Uganda. Bageriet giver fem kvinder en stabil indtægt – noget, der er de færreste andre flygtninge forundt. Foto: Mathilde Utzon

For flertallet af de sydsudanske flygtninge i Adjumani-bebyggelsen i Uganda er det daglige brød en stadig udfordring. Mange har været flygtninge i to-tre år, men har intet at leve af ud over de fødevarerationer, de får fra FN. Nogle få er bedre stillet

En mager, puklet okse dasker langsomt fra den ene side til den anden længere nede ad den støvede gade. Forsvinder ind mellem de primitive boder, dukker op igen. Oksen er et af de få livstegn i det lange, lige gadekryds, som udgør markedet i Nyumanzi-området i flygtningebebyggelsen Adjumani.

Side om side ligger små boder, bygget af rå stolper og rafter, men de fleste af dem er lukket her sidst på eftermiddagen. Måske er det de 35 graders varme, der holder kunderne hjemme. Men mere sandsynligt er det ganske enkelt manglen på penge.

Inde i skyggen, foran en glad italienerblå dør, arbejder tre kvinder dog uanfægtet videre. Den ene ligger på knæ foran en stor mørklilla plastikbalje og ælter løs med begge hænder, mens en af de andre skiftevis kommer mere mel og vand i. Det er dagens sidste portion dej.

Og bliver bollerne fra den også solgt, kan kvinderne være heldige at komme op på en samlet omsætning på 50.000 ugandiske shilling (cirka 100 kroner). Pengene skal deles i fem, da det lille bageri bliver drevet af fem kvinder i fællesskab, men beløbet overstiger alligevel langt, hvad flertallet af Nyumanzis beboere har mulighed for at tjene.

”Det er en god forretning. Og det er godt at have travlt,” siger Achol Atem Deng med hænderne nede i dejen.

Idéen om at åbne et bageri kom, da de fem kvinder blev bragt sammen i efteråret 2014 af Det Lutherske Verdensforbund, LWF, som både dengang og nu forsøger at hjælpe flygtningene i Nyumanzi til at skabe sig en selvstændig levevej, så de ikke er afhængige af FN’s fødevarerationer. Kvinderne fik en startkapital på over to millioner ugandiske shilling (over 4000 danske kroner) – et svimlende beløb, som blev brugt til at købe udstyr og råvarer for.

”Vi vidste bare, at vi måtte finde på noget, hvis vi skulle overleve. Man kan sige, at det var vores økonomiske nød, der gav os idéen. Vi har jo aldrig lært noget bestemt, men det med at bage kunne vi nok klare, mente vi,” siger Annok Gai Aduot, mens hun læner sig op ad den blå dør.

Foreløbig holder kvinderne sig til et begrænset sortiment. Hvedeboller bagt over åben ild efter en finurlig metode, hvor bålet anlægges på en blikplade oven på bollerne – og stegte dejringe a la doughnuts. Prisen: 1000 shilling (to kroner) for fire boller.

Bageriet har åbent fra klokken seks til seks alle dage, undtagen søndag. Alle kvinderne bor alene i Nyumanzi med deres børn, så børnene løber frem og tilbage mellem familiernes hytter og bageriet, når de ikke er i skole eller bliver holdt i ørene derhjemme af bedstemødrene. Achol, Annok og deres tredje kollega, Amnor Gai Adout, har tilsammen 18 børn.

”Det er et udmærket liv. Vi er i sikkerhed, og vi har noget at leve af. Vi ønsker ikke at tage væk,” siger Annok Gai Adout.

I den tværgående gade ligger en af de få andre åbne butikker; Jacob Achieks købmandshandel. Her kan hans sydsudanske landsmænd supplere deres fødevarerationer med nogle af de ingredienser, de brugte derhjemme. For eksempel en bestemt sesampasta. 12.000 ugandiske shilling koster den (24 kroner). Mere end en dagsløn for en af bageriets kvinder. Men nogle har råd, og de vil gerne have sydsudanske varer.

”Folk kan godt lide at bruge det, de kender hjemmefra,” siger Jacob Achiek.

Det er derfor, han ikke nøjes med at hente sine varer i den nærliggende provinsby Gulu – eller tager natbussen for at skaffe forsyninger fra hovedstaden, Kampala, ni timers kørsel fra Nyumanzi. Han tager også turen på motorcykel op til grænsen til Sydsudan og får fat i den eftertragtede sesampasta, den rigtige tomatpure og de andre krydderier, flygtningene holder af.

Han trækker på skuldrene over spørgsmålet om, hvordan det kan lade sig gøre at handle på tværs af en grænse, hvor der er daglige skyderier i en tilspidset borgerkrig.

”Forretninger er noget andet end det, der sker i landet,” siger han.

Kristne Jacob Achiek er i 30’erne og har sine egne ambitioner, som han ikke har tænkt sig at lade flygtningetilværelsen spænde ben for. Han driver sin købmandsbutik, han har to hustruer og fire børn, han er formand for beboerrådet i Nyumanzi, og så tager han hver weekend til den nærmeste handelsskole for at skaffe sig en eksamen i salg og marketing. Fem år varer det. Og i de fem år håber han at kunne blive i Nyumanzi.

”Min bedstemor blev slået ihjel i Sydsudan. Alt er så usikkert i vores land. Måske tager jeg tilbage, måske ikke. Lige nu vil jeg bare gerne fortsætte mine studier og skabe en fremtid,” siger Jacob Achiek.

Det lille bageri og købmandsforretningen skiller sig ud i Nyumanzi. Langt hovedparten af de omkring 40.000 flygtninge i bydelen har stadig intet fast arbejde og overlever kun i kraft af de nødhjælpsrationer, som FN’s fødevareprogram, WFP, deler ud en gang om måneden. Pakker med majsmel, olie og bønner, der lige er skåret ned fra 12 til 6 kilo, fordi WFP ikke har råd til at opretholde fulde rationer til de ”gamle” sydsudanske flygtninge, samtidig med at nye fortsætter med at strømme ind.

”Der er nogle, der har det meget svært,” siger Geremew Yadessa, områdeleder i Det Lutherske Verdensforbund, LWF, der er lokal partner for Folkekirkens Nødhjælp og har arbejdet i Adjumani, siden bebyggelsen begyndte at vokse frem i januar 2014.

Organisationen forsøger blandt andet at forbedre flygtningenes muligheder for at tjene deres egne penge ved at støtte personer som Jacob Achiek og de fem kvinder i bageriet. Et af de seneste projekter er en gruppe på 32 kvinder, som har fået jord og støtte til at dyrke en fælles køkkenhave. Tomater, løg, grønkål og okra strutter grønt mellem det flettede hegn, som skal forhindre de omstrejfende geder og okser i at spise sig mætte i grøntsager. Kvinderne har intet at undvære.

”Vi har ikke mad nok i forvejen,” siger 28-årige Kuir Gai.

Men hvis kvinderne med køkkenhave ikke kan klare sig, hvad så med de familier, der kun har rationerne fra WFP?

”De er endnu værre stillet,” siger den unge kvinde, der har fire børn i alderen 4 til 11 år.

Kuir Gai kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det var i Sydsudan, selvom hun godt ved, at det ikke nytter at vende hjem, så længe krigen er i gang.

”Derhjemme havde vi mad nok. Vi kunne altid grave et stykke jord og plante. Her kan man ikke bare grave. Vi har jo ikke vores egne marker,” siger hun.

Det er et erklæret mål for både de ugandiske myndigheder og FN, at de sydsudanske flygtninge i Adjumani så vidt muligt skal kunne forsørge sig selv. Det er blandt andet derfor, at Uganda har tildelt hver flygtningefamilie deres eget stykke jord, hvor de foruden deres hytter kan anlægge små haver til grøntsager. Problemet er blot, at 900 kvadratmeter slet ikke er nok, når der også skal være plads til latriner – latriner, som på et tidspunkt er fyldt op og derfor må lukkes, men ikke kan bruges til at dyrke i foreløbig.

Dertil kommer manglen på penge til at skabe arbejdspladser i det hele taget. Det er de få heldige som bageriets kvinder og købmand Jacob Achiek, der får tildelt penge til at sætte aktiviteter i gang for. Flertallet må nøjes med de halverede fødevarerationer, fordi FN ikke har råd til mere.

Der er tørt i Nyumanzi, hvor flere end 40.000 sydsudanske flygtninge bor som en del af flygtningebebyggelsen Adjumani i det nordlige Uganda. Der er også mangel på jord, og derfor er det svært for flygtningene at dyrke deres egen mad. De fleste er efter tre år stadig helt afhængige af deres fødevarerationer. – Foto: Yilmaz Polat
Jacob Achiek har åbnet en købmandshandel i Nyumanzi med hjælp fra Det Lutherske Verdensforbund og danske Folkekirkens Nødhjælp. Et særligt hit hos kunderne er de sydsudanske varer (ovenover tv.), som det lykkes ham at skaffe hjem fra grænsen. Foto: Mathilde Utzon
Bageriet, som fem sydsudanske flygtninge driver i Adjumani-bebyggelsen i Uganda, har åbent fra klokken seks om morgenen til klokken seks om aftenen alle dage, undtagen søndag. Prisen for fire boller er 1000 shilling (to kroner). Foto: Mathilde Utzon