Til møde med højrefronten: Italien først, italienerne først

Nyfascister og yderligtgående partier taler til de italienske vælgeres frygt for migranter, arbejdsløshed og en voksende skepsis over for EU

 Matteo Salvini (tv.) blev nærmest modtaget som en rockstjerne på Ampere-markedet i Milano. Han har været formand for Lega Nord siden 2013. Nu har partiet smidt nord ud af både navn og program, og Salvini har sat dagsordenen for morgendagens valg, som især handler om de hundredtusinder af flygtninge og migranter, der er kommet til landet de senere år, og som Salvini vil smide ud igen. –
Matteo Salvini (tv.) blev nærmest modtaget som en rockstjerne på Ampere-markedet i Milano. Han har været formand for Lega Nord siden 2013. Nu har partiet smidt nord ud af både navn og program, og Salvini har sat dagsordenen for morgendagens valg, som især handler om de hundredtusinder af flygtninge og migranter, der er kommet til landet de senere år, og som Salvini vil smide ud igen. – . Foto: Nicola Marfisi/AGF/Ritzau Scanpix.

En iskold vind farer gennem gader og rundt om hjørner til perronen på stationen i Brenner, hvor hjul og bremser rumler og hviner i en konstant strøm af transport til og fra Østrig. Politimanden peger over på et af de mange godstog, der venter på at komme over grænsen:

”Kan du se, dér under toget. Metalpladerne neden-under. Dér kan de ligge. Sådan lå han, da vi fandt ham. Kun fem år.”

Det var på en lige så kold dag i december, at betjenten og nogle banearbejdere i et øjebliks stilhed hørte en svag og anderledes lyd. De fandt en lille dreng, der lå gemt under en godsvogn og klynkede, næsten bevidstløs. Betjenten har ikke lov til at udtale sig, men han vil gerne fortælle anonymt. Det var i sidste øjeblik, siger han. De fik drengen ud og på hospitalet. Hvis de ikke havde hørt den lille lyd, var han død af kulde, Anthony på fem år fra Sierra Leone.

”De fandt frem til hans forældre, som var nået til Tyskland, men de er aldrig kommet for at hente ham, og vi ved ikke, om de efterlod ham med vilje, så nu er han hos en plejefamilie her i området,” fortæller betjenten.

Både politiet og banearbejderne, der sidder og varmer sig på et kontor inde i stationsbygningen, bekræfter, at der er blevet langt mellem de migranter, der forsøger at komme illegalt over grænsen. Alt er normalt nu, siger de. Krisen var i 2015 og 2016. Men de kontrollerer stadig sammen med østrigerne. Natten før, ovre på den anden side af grænsen, fandt de to unge mænd fra Eritrea, også voldsomt nedkølede, under et tog, og for nylig her på stationen liget af én, der var blevet ramt af køreledningen. Der er nemlig også migranter, som klatrer op på vognene:

”Så skærer de hul i presenningen og gemmer sig i godsvognen. Men det er efterhånden sjældent.”

Simone di Stefano har som formand for nyfascisterne i CasaPound i valgkampen ageret som det pæne ansigt, som bevægelsen nu for første gang har haft mulighed for at vise frem på de nationale tv-kanaler. –
Simone di Stefano har som formand for nyfascisterne i CasaPound i valgkampen ageret som det pæne ansigt, som bevægelsen nu for første gang har haft mulighed for at vise frem på de nationale tv-kanaler. – Foto: XXX/Ritzau Scanpix

Efter at grænserne er lukket, hænger migranterne fast i Italien, og det har givet landets yderste højrefløj fremgang. Samme eftermiddag, 130 kilometer længere sydpå i Trento, er der møde hos CasaPound, et lille ultranationalt nyfascistisk parti, som i morgen for første gang stiller op til parlamentsvalget.

Lokalet ligner et klubhus med en bar i hjørnet, og det er proppet med tilsyneladende helt almindelige italienere og memorabilia. Et portræt af Benito Mussolini har en æresplads, væggene er beklædt med forsider fra gamle blade fra fascisttiden, og der hænger flag og bannere i loftet. ”L’Italia prima, gli italiani primi”, står der på løbesedlerne – Italien først, italienerne først. Partiet ser sig som arvtager fra Salò-republikken, der faldt i foråret 1945.

Berygtet for de ofte volde- lige tilhængere, der også denne dag står udenfor i sorte læderjakker, prøver CasaPound at vise vælgerne noget andet. Premierministerkandidat Simone di Stefano ankommer med nogle skinheadtyper som bodyguards i en stor firehjulstrækker, men han er nydelig borgerlig at se på i jakkesæt, slips og veltrimmet gråt skæg og frisure.

”Ud af EU, ud af euroen,” svarer han på Kristeligt Dagblads spørgmål om, hvad der er partiets vigtigste mål med at stille op.

”Som englænderne har gjort, så hurtigt som muligt og uden at bede nogen om lov. Farvel og tak. Når vi kommer i parlamentet, og det tror jeg, at vi gør, så vil vi støtte enhver regering, der vil få Italien ud.”

Indenfor taler Simone di Stefano hurtigt, langt og passioneret. Han forsøger at forbedre partiets omdømme ved at fortælle, at det tæller både ”økonomiprofessorer, lærere og andre intellektuelle” og fremhæver, at Italien skal have sin økonomiske selvbestemmelse tilbage, så der kan bruges penge på at skaffe jobs. Enhver italiener skal have ret til sit eget ”casa”, hjem med statsfinansierede lån. Og italienske kvinder skal føde flere børn.

”Så vi vil give 500 euro pr. barn om måneden, født i Italien af italienske forældre. De andre får så mange,” siger di Stefano, der selv er fraskilt far til to.

Ved lokalvalgene sidste år fik partiet nogle steder helt op til 10 procent af stemmerne, og lederen tror selv på, at CasaPound kommer over spærregrænsen på tre procent. ”Starten på en revolution”, kalder han det.

”Jeg vil helt klart stemme på ham, dels på grund af migranterne, der er mange steder, hvor borgerne ikke længer kan føle sig trygge, men jeg er også bange for ikke at kunne finde et arbejde,” siger den 27-årige filosofi-studerende Lorenzo, der ikke mener, der er grund til at frygte fascismens genkomst:

”Det er jo ikke som de 20 år dengang. Ingen har lyst til at rende rundt i gaderne og råbe ”Duce”, og ingen skal fortælle mig, hvad jeg må sige. Det handler om, hvad partiet vil gøre for samfundet.”

Mødet forløber i ro og orden, og Stefano kører af sted igen med sine bodyguards. Ofte demonstrerer antifascistiske grupper mod det yderste højre, og det ender tit i slagsmål. Samme aften er Torino sat i undtagelsestilstand, fordi Matteo Salvini, formand for La Lega, taler i Teatro Nuovo. Rækker af salatfade og betjente alle vegne har spærret af i kilometers afstand fra teatret, uden grund viser det sig. Salvini taler uforstyrret for 1200 ellevilde tilhørere.

Salvini er en flittig kandidat, der konstant har været rundt i hele landet. Han kæmper for sin chance. Aftalen med de tre andre partier i højrekoalitionen er, at det parti, der får flest stemmer, også får premierministerposten. De borgerlige kan vinde valget, og de seneste målinger viste, at Salvini og La Lega kun var få point efter Silvio Berlusconis Forza Italia.

”Hvad kan resten af Europa forvente, hvis du bliver premierminister?”, spørger Kristeligt Dagblad ham morgenen efter på Ampere-markedet i Milano.

”At Italien igen vil indtage en hovedrolle i stedet for at komme med hatten i hånden til Bruxelles. Vi vil have nye traktater om migranter, bankerne og landbruget, men resten af Europa behøver ikke være nervøse. Det er kun godt for alle, at Italien igen bliver et land, der arbejder, producerer og tjener penge,” siger han.

En lille gruppe, klædt i partiets blå farver, har delt foldere ud, mens de har ventet på Salvini. Da han kommer, bliver han nærmest overfaldet, ikke kun af sine egne. Yngre kvinder vil have selfies, ældre kindkys og kram, og det får de. Der er bjørnekrammere og klap på utallige skuldre. ”Grande”, er der mange, der råber.”Du er den bedste. Dig stoler vi på.”

”Migranter, der er ulovligt i landet, skal ud,” siger Salvini, der også har sloganet ”Italienerne først”.

I den nærmeste bod sælger 23-årige Federico frugt og grønt sammen med sin bror, far og onkel.

”Min familie har solgt grøntsager i 70 år, men nu tager myndighederne tilladelsen fra mange. Det ved Salvini, og det er nok derfor, han er her,” siger frugtsælgeren, som selv er ”helt ligeglad med politik. De arbejder kun for deres egne interesser”.

Salvini når kun få meter ned ad gaden, får hilst på en enkelt eller to af sælgerne, siger ”hej, min ven” til en sort mand, der får en selfie med ham, hvilket får fotograferne til at gå amok, og poserer endelig med en kasse appelsiner – og så er han kørt.

37-årige Chiara, klædt i Lega-blåt, arbejdsløs jurist, erklærer, at han er den eneste, der er til at tro på:

”Han er den eneste, som virkelig vil arbejde for, at de unge kan få arbejde. For de svageste.”

Et par timer senere står Matteo Salvini på scenen i Rom til det afsluttende valgmøde med de andre parti- ledere i højrekoalitionen, Silvio Berlusconi fra Forza Italia, Georgia Meloni fra det lille Fratelli d’Italia med nyfascistiske rødder, og Raffa-ele Fitto fra det endnu mindre NcI.

Meloni bliver overhørt, da hun peger på Salvini og siger til Fitto: ”Jeg kan sige dig, hvad det ender med. Han vinder.”