Tilliden styrtdykker: Coronakrisen slår skår i det svenske spejlbillede

Siden pandemiens begyndelse er Sveriges enegang blevet forklaret og forsvaret med landets exceptionelt høje tillid til myndigheder og eksperter. Nu åbenbares dog tydelige brister i den blågule autoritetstro, og på vej mod 8000 døde balancerer den svenske selvforståelse på kanten af et sammenbrud

Sverige har rundet 7893 dødsfald og 357.466 smittede under coronakrisen. Torsdag viste ny måling rekordlav tiltro til myndighedernes håndtering af pandemien, og samtidig kaldte kong Carl Gustaf, der her ses i Stockholm tidligere i år, den svenske strategi for ”mislykket”. – Foto: Spa/Danapress/Ritzau Scanpix.
Sverige har rundet 7893 dødsfald og 357.466 smittede under coronakrisen. Torsdag viste ny måling rekordlav tiltro til myndighedernes håndtering af pandemien, og samtidig kaldte kong Carl Gustaf, der her ses i Stockholm tidligere i år, den svenske strategi for ”mislykket”. – Foto: Spa/Danapress/Ritzau Scanpix.

”Det svenske eksperiment” døbte kritikerne strategien, da Sverige med statsepidemiolog Anders Tegnell i spidsen insisterede på at gå sin egen vej under forårets indledende corona-tiltag. Omverdenen lukkede ned, mens svenskerne ubekymret fortsatte tilværelsen som om, intet var hændt. Jamen hvorfor dog?

Fordi svenskerne ser sig selv som en slags fornuftens undtagelse i en verden styret af irrationel frygt, lod kloge hoveder en måbende omverden forstå. Ja, dødstallene steg ganske vist hurtigere end hos naboerne, men folkhälsopatriotismen, den var vakt.

En del af forklaringen på den folkelige opbakning til den kontroversielle krisehåndtering er, at forsvaret for corona-strategien hænger nøje sammen med forsvaret for det, man med et meget u-svensk begreb kunne kalde folkesjæl.

For det første betragter svenskerne nemlig sig selv som et autoritetstro folk, som bare behøver venlige anbefalinger og gode argumenter for at agere ansvarsfuldt og holde smitten i ro. Håndfaste restriktioner og lovfæstede friheds-indskrænkninger, det var redskaber forbeholdt mindre civiliserede dele af verden.

For det andet betyder en årelang forvaltningstradition med rødder tilbage til 1600-tallets store statsmand Axel Oxenstierna, at de svenske ekspertmyndigheder i langt højere grad end herhjemme har indflydelse, når store beslutninger træffes, det være sig eksempelvis en strategi til håndteringen af en pandemi. ”Ministerstyre” er et fy-ord i Sverige, og netop derfor har de svenske sundhedsmyndigheder ofte stået forrest på pressemøderne under coronakrisen, alt imens ministre med mandat og ansvar fra baggrunden har messet, at i Sverige, der lytter man altså til eksperterne.

I sidste ende handler det altså om tillid og rationalitet, og af den grund gør befolkningen, hvad staten siger, ligesom regeringen gør, hvad eksperterne siger. Svære beslutninger er en sag for fagkundskaben, ikke for følelser. Eller som den prisbelønnede forfatter Elisabeth Åsbrink formulerede det i Kristeligt Dagblad i juli:

”Det stod jo tidligt klart, at Sverige havde flere døde end i Norge, Danmark, Island og Finland tilsammen. Og alligevel gik folk rundt uden at løfte et øjenbryn. Hvorfor er der ingen, der råber op eller demonstrerer? tænkte jeg. Og folk svarede, at vi svenskere jo altid har stolet på vores myndigheder. Det var et spørgsmål om tillid, simpelthen.”

Men i denne uge har tilliden alligevel lidt et alvorligt knæk, som har potentiale til at gøre langvarig skade på den svenske selvforståelse. Og det skyldes ikke kun, at Sverige har rundet 7800 dødsfald, at sundhedsvæsenet befinder sig ”på randen af kollaps”, at virusforekomsten i Göteborgs afløbsvand er ”eksploderet”, eller at kong Carl Gustaf torsdag kaldte Sveriges coronahåndtering for ”mislykket”.

Nej, forandringen er mere fundamental, og faktisk tog den sin begyndelse allerede for fem uger siden, da statsminister Stefan Löfven i en opsang til nationen udtrykte sin tydelige skuffelse over, at ”for mange har forsømt at følge råd og anbefalinger”. Trods statsministerens gravalvorlige opsang skete der efterfølgende noget underligt: Smitten fortsatte med at sige.

For at komme de særligt tungnemme i møde valgte de svenske myndigheder derfor i denne uge at rundsende en sms-besked til indbyggerne. Nu blev opfordringen til at følge de nye, skærpede coronaråd leveret i bydeform, og i modsætning til tidligere var venlige henstillinger vekslet til håndfaste restriktioner. Håndvask og afstand, ja, men også lukning af gymnasier og loft over forsamlinger.

”I Sverige stolede vi på ekspertmyndighederne (...). Vi havde en unik tillid mellem stat og borgere, og vi var overbeviste om, hvor vigtigt det var med langsigtede og holdbare indsatser,” konkluderede politisk kommentator i Expressen, Viktor Barth-Kron.

”Men nu er vi blevet som alle andre – bare med lidt forsinkelse.”

Og som om, at den svenske selvforståelse ikke var tilstrækkeligt udfordret, gik Stefan Löfven i tirsdags ud og undsagde de eksperter, der hidtil havde afvist, at den såkaldte anden bølge ville skylle ind over Sverige i løbet af vinteren. Statsministeren nævnte ingen navne, men svenske medier skulle ikke bruge mange minutter, før de havde fundet udtalelser fra Anders Tegnell, der for forbavsende kort tid siden vurderede, at Sverige ikke havde det store at frygte i forhold til hverken smitte, dødsfald eller mangel på intensivpladser frem mod årsskiftet. Nu tyder det imidlertid på, at selve inkarnationen af den offentlige ekspertise tog fejl, og torsdag viste en meningsmåling fra Dagens Nyheter da også, at tilliden til myndighederne er faldet med 22 procentpoint siden september. Og de rekordlave 34 procents opbakning er ikke overraskende.

”Hidtil har situationen næsten hver gang udviklet sig værre, end myndigheden havde forudset (...). Det store spørgsmål er nu, om regeringens degradering af sundhedsmyndighederne er permanent,” skrev Svenska Dagbladets Göran Eriksson for nylig.

Men det er ikke kun sundhedsmyndighederne, som i kølvandet på coronakrisen får behov for rehabilitering. Det samme gør den tillid, som historisk har udgjort en hjørnesten i den svenske selvforståelse. Hvis ikke indbyggerne længere gør, som staten siger, og hvis ikke regeringen længere stoler på det, eksperterne anbefaler, så har coronakrisen potentiale til at forandre svensk identitet i mange år fremover. Nogle vil begræde udviklingen, andre vil hilse den velkommen. Det store spørgsmål er, om det var eksperimentet værd.